Projekt Landbrug

Jeg var så ufatteligt (u)heldig, at få lov at se Caféteatrets forestilling  Projekt Landbrug

Det var en blandet fornøjelse.

Men I er heldigvis så heldige, at jeg havde til opgave, at skrive en anmeldelse af stykket. Den kan I læse her

 

Jens Hansen havde en ornefarm

Det højaktuelle Caféteater sætter med stykket Projekt Landbrug fokus på problematikker i det moderne landbrug. Desværre føles oplevelsen lidt som en lunken liter mælk.

”Der er så dejligt ude på landet”. Det var der måske også, da H. C. Andersen levede, men i dag lugter der vist mest bare lidt af gylle og døde kyllinger, mens den næste sending grise ryger til Tyskland.

På Caféteatret sætter de lige nu fokus på problematikkerne omkring det moderne landbrug i forestillingen Projekt Landbrug. Bag den noget usexede titel, gemmer sig en vandreforestilling, der bringer publikum igennem Dyr, Fallit og Land, og sovser beskueren ind i en 70’er-typisk omgang debatteater.

Ægte autentiske landmænd

Men stykket vinder alligevel ved at have nogle forcer, vi ikke kan komme uden om. I de mange små forestillinger, som selve stykket består af, får vi præsenteret forskellige indgangsvinkler til problemstillingerne i det moderne landbrug, og et såkaldt rigtigt eller forkert gives ikke, som man ellers kunne forvente i et stykke, der trækker meget på 70’ernes ellers så moralebefængte debatteater.

Således blev man torsdag aften budt velkommen på teatret af den helt ægte og autentiske landmand Henrik Terkelsen, som med syngende fynsk accent sagde ”Go’aften! Jeg hedder Henrik, og jeg skal være din landmand i aften!”, og så kunne man jo frygte brugerinddragelse i teaterforestillingen, men Henrik var en ægte autentisk landmand, og altså ikke en skuespiller, som skulle pille lidt i pinlighederne hos publikum.

Det lille teaters Caféscene var denne aften lavet om til et sandt forsamlingshus, som ville gøre en hver lille provinsby misundelig, og efter et sirligt klistermærkesystem blev man således inddelt i rødt, gult eller grønt hold. Hvert hold, sin landmand.

Henrik guidede hjemmevandt rødt hold ned til kælderscenen, som denne torsdag, var mere dyster end jeg tidligere har set den.

Det er ikke let

Hér tog Cecilie Ullerup Schmidt publikum ind i en verden, der akkompagneret af  stram trikot og Lars Lilholt stillede spørgsmål ved det konventionelle, det økologiske og det biodynamiske landbrug.

På trods af fantastiske virkemidler, som et ægte slagtesvin, der hang så troværdigt i loftet, og dét at Schmidt hang sig selv op i loftet, som i sympati med slagtesvinet, ramlede hun ud over kanten af provokationen og blev i stedet en sammenkopling af Dan Turells ”Der er så dejligt ude på landet” og ”Det er ikke let”, bare i en ny let overspillet version.

Nogle gange er det bare for nemt at være provokerende.

Et ligegyldigt dilemma

Mætte af døde grise og tanker om evig vegetarisme, flyttes fokus nu til konceptmageren Joachim Hamou, der bringer den klassiske folkeoplysning ind i teatrets verden, som denne torsdag er præsenteret ved lektor Mickey Gjerris fra LIFE. Nu skal der diskuteres Kød – et etisk dilemma.

Debatkulturen skal altså ikke bare være til stede i teatret. Den skal fysisk og med vold og magt bringes ind i teatret. Du skal tage stilling.

Men som så ofte før, bliver fortsatte tanker om vegetarisme gjort til skamme, for er man virkelig parat til at lægge kødet på hylden for at passe på naturen? Og hvad så med alle de landmænd, som lever af at producere kød til os? Så selvom flere af aftenens gæster, især gymnasieeleverne, nærmest svor at holde kødfrie dage, tror jeg næppe det blev husket dagen efter.

I bur med sine høns

Mere mindeværdigt var Christian Lollikes monolog Fallit, der, fremført af Bo Madvig, satte landmanden Jens Peter Hansens skæbne på menukortet. For det er ved gud heller ikke nemt at skylde 87 millioner. Slet ikke når konen har forladt én. Og endda slet ikke hvis man putter sig i bur sammen med sine kyllinger og tager selv Afrikas sult på den private skyldkonto. Så er det ikke nemt at være Jens Peter Hansen, og så kan det godt være man hænger sig, men levende høns er levende høns om dinglende fødder.

Også selvom hanen ondulerer en høne mens publikum ser på.

Ornespray og brunstdetektor

Projekt Landbrug vil en hel masse. Til tider virker det som om det vil for meget, og som kronen på værket, samledes publikum nu i forsamlingshuset, for at se de sidste dele af stykket.

Her var gravide malkepiger, der sang så smukt om hvor dejligt der er på landet – i mol, og jeg tror aldrig sangen om Jens Hansens bondegård bliver den samme igen, efter at have fået tilføjet ornespray og brunstdetektorer.

Og hvem har egentlig skylden? Det lod til at være det store spørgsmål denne torsdag aften. Men det er for let kaste rundt med skylden, og som en af landmændene så fint sagde. Vi kan jo give brugsforeningen skylden – de er her jo ikke.

Caféteatret vil med stykket, som sagt, en masse, og til tider nok for meget.  Men de formår at flytte landbruget ind i byen og rykke lidt ved publikums opfattelser af landbruget, mens de stiller skarpt på nogle af de ting, som netop nu gør det sværere at være landmand. Er det et stort indspark i debatten? Nej.

Men stykket holdt såvel vandte teatergængere og gymnasieelever fast i 2 timer – og jeg tror ikke kun, det var fordi, der var småkager, kaffe og ornespray.