Jeg vil ikke have jeres licensgave

I min venindekreds har vi en absolut favoritperson. Hun hedder Vrede Line og kommer kun frem, når der er for meget fodbold og for lidt orden i systemerne. Hun er pisse sjov, og hun skriver hammerfantastisk. Vrede Line hedder i virkeligheden Line Nielsen og er ikke altid vred, og derfor ikke altid Vrede Line. Nogle dage, faktisk langt de fleste, er hun også Søde Line.

Det var Søde Line, der sammen med Rebecca, gav mig en lagkage med whiskey i både creme, bunde og glasur – c.a 7 genstande. Det var også Søde Line, der gav mig mine fantastisk skokasser, som gør, at jeg nu har plads til i hvert fald halvdelen af mine sko. Og så er det Line, der har skrevet dagens blog.

Hun har nemlig lavet en kronik om elektronisk musik, DR, fodbold og X-faktor, og selvom sådan noget public service kan lyde utroligt kedeligt, er dette her mere end fantastisk, for det er nemlig skrevet af Vrede Line.

Forresten vil jeg lige skynde mig at sige undskyld. I går skrev jeg, at Lukas Graham vandt P3’s guldpris. Det gjorde han ikke. Det gjorde When Saints Go Machine. Ups – pilgaard lover at oppe sig fremover!

Her er forresten Line, Rick n Roll og mig til min fødselsdag. Vi var nok lidt fulde, men det er en hel anden historie. I kan læse lidt om den her

Licens er er fællesskab, noget vi giver til hinanden. Det er DRs argumenter i deres nyeste licenskampagne. Men i 2011 skar DR med 50 % i UngaBunga, et elektronisk musikprogram på P3. Dette fordi der skulle være plads til mere superligafodbold. DR har samtidig netop afsluttet femte sæson af ’talentkonkurrencen’ X-Factor. Det jeg får foræret af mit licensfællesskab er altså mindre fokus på min interesse og mere fokus på dét, jeg er allermest ligeglad med.
Af Line Nielsen, studerende ved Københavns universitet. lnlinenielsen@gmail.com

Som dansker betaler man årligt 2300 kr. i medielicens. For disse licenspenge faår man til gengæld et programudbud, som ikke er gennemsyret af kommercielle bagtanker. Samtidig får jeg TV og radio som, ifølge DR, omfavner mangfoldigheden i vores samfunds kulturinteresser.

I DRs nye licenskampagne fortæller kendte ansigter fra DR mig, at det handler om fællesskab. At licens og dermed DR er noget, vi giver til hinanden. Kendte ansigter fra DR fortæller mig i den nye licenskampagne, at det handler om fællesskab. Det lyder da flot alt sammen. Jeg er bare ikke enig i, at det er dét, jeg får for mine penge. Hverken når det kommer til omfavnelse af mangfoldigheden eller fællesskabet. I stigende grad føler jeg nemlig, at DRs fokus og hensyn er på en gruppe danskere, som jeg på ingen måde kan identificere mig med.

Jeg kan ikke identificere mig med den fodboldelskende dansker, der for evigt kan forsvare barnagtig og ulovlig opførsel over et nederlag på en græsplæne. Jeg kan heller ikke identificere mig med danskeren, der elsker X-Factor, for hvem pinlige auditions og deltagerens baggrund vigtigere end en talentjagten.

Der er fx ikke mange, der husker første sæsons vinder, Martin, men til gengæld husker mange de to tvillinger, Engle for Evigt. Drengene har damp, og var på mange måder ikke som de fleste. Men det var Engle for Evigt, der efterfølgende turnerede rundt på Danmarks diskoteker. Det selvom der var bred enighed om, at de ikke kunne synge.
Mangfoldighed vendt på hovedet
Jeg har svært ved at se mangfoldighedsdyrkelsen i både fodbold og X-Factor. I dansk superligafodbold er der en pinlig tendens med hærværk og vold, når det foretrukne hold taber. Og i X-Factor er det et væsentligt element at grine ad folk. Også efter de har vundet – se fx bare mediernes beretning om den unge Sarah, der sidste år vandt programmet. Hun arbejder nu i en Build’a’Bear- butik i København. Men det er altså dét, jeg betaler til. Og hvis jeg ikke lige bruger dét, så bruger jeg sikkert noget andet, argumenteres der i fællesskabskampagnen. For licens er noget, vi giver til hinanden. Men med det stigende fokus på overstående danskere føler jeg mig som mediebruger faktisk berøvet.

UngaBunga blev nedskåret med 50 %, fordi DR har indgået aftale med Divisionsforeningen. Foreningen har besluttet, at der nu også skal spilles superligakampe om fredagen. Med så voldsom en nedprioritering grundet superligafodbold, lader det altså til, at DR i højere grad har fokus på noget, der ikke fremmer mangfoldigheden i
vores samfund. I hvert fald er der én kulturinteresse der skal slankes væsentligt, så fodbolden kan få endnu mere plads. Og det endda til trods for, at man både som interesseret og uinteresseret får smidt dækning af såvel superligafodbold og X-Factor smidt i hovedet dagligt.
Kommercielle spekulationer
D. 25. november sendtes UngaBunga for sidste gang i sin oprindelige længde – seks timers elektronisk musik fra 18:00 til midnat. UngaBungas sendetid er altså nu reduceret til at vare fra kl. 21 til 24. Der er med andre ord ikke meget elektronisk mangfoldighed tilbage for licenskronerne. Men det er den ’gave’ jeg får for at være med i fællesskabet.

Jeg er selvfølgelig bekendt med DRs udvidelse med kanaltilbud, der er mere nicheorienteret. Der er fx DR2, DR-K og den digitale radiokanal P6Beat. Fælles for disse er, at jeg med garanti ikke støder på X-Factor og superligafodbold i tide og utide. Fælles for disse er samtidig også den oplysende faktor. Hvad end det er P6Beat, DR2 eller DR-K er den klassiske public-service til at få øje på. Hvad end det er rockens, hip-hoppens eller modens historie, der fokuseret på, er det helt tydeligt, at programmet har til formål at oplyse. Når det så er sagt, så sidder jeg med følelsen af, at disse tilbud er af lavere prioritet end DR1 og P3. Der er mange genudsendelser, og radioprogrammerne bære nogle gange præg af, ikke at have et ligeså stort bagland rent teknisk som programmerne på P3.

Det er altså som om, at DR har skubbet den klassiske public-service del ud på mindre og ressourcesvage organer. Som om at den klassiske public-service på DRs flagskibe DR1 og P3 har måttet lade livet til fordel for letkøbt underholdning. Ja, det er faktisk som
om, at man har skabt en række nicheorganer, så man lettere kunne forsvare at være kommerciel med en urimelig fordel: licenspenge.

Bassen buldrer ikke tomt
Jeg ved selvfølgelig godt, at der også er noget kommercielt over UngaBunga. Programmet er én lang fest, og der henvises ofte til koncerter, klubfester eller lign., hvor der naturligvis tjenes penge. Men UngaBunga er meget mere end blot fester og klubber.
Programmet blev en øjenåbner for rigtig mange, og elektronisk musik bliver nu, takket være DJs Le Gammeltoft og afdøde Kjeld Tolstrup, anerkendt for at være en genre på lige fod med fx rockmusikken. Med saglig argumentation, fantastiske referencer til disco, punk, jazz og andre nostalgiske og fasttømrede genrer, har UngaBunga åbnet mange menneskers øjne: Elektronisk musik er ikke overfladisk, lettilgængeligt og ligegyldigt musik. Bare fordi bassen buldrer, er det ikke ensbetydende med, at den er tom. Den kan have ligeså meget godt og vigtigt på hjertet som en forpint guitar.

Og flere etablerede kunstnere har fået øje på mulighederne med elektronisk musik. For eksempel havde DJ Rosa Lux og sangerinden Alberte Winding et kæmpehit med titlen ”Min klub Først”, der handlede om at gøre krav på sit sted i byen. Sangen blev, efter at være blevet spillet i UngaBunga, P3s uundgåendelige, og storhittede på både komercielle radiokanaler og på klubber landet over. Albertes velkendte stemme blandet med den elektroniske bas gik med andre ord rent ind.

UngaBunga er mangfoldighed

På den måde har UngaBunga altså oplyst og rykket mange mennesker – både publikum og musikere. På et lidt højere plan betyder det også, at vi er blevet klogere på os selv og på andre. For inden UngaBunga kunne det godt være lidt beklemt, når man som tilhænger af den elektroniske genre, skulle bekende kulør midt i en gruppe af rocktyper.

Men takket være UngaBunga er der blevet mere rummelighed og et bredere samarbejde genrene og derved tilhængerne i mellem, fordi den elektroniske musik endelig anses for at have en reel værdi. Og derfor undrer det mig – hvorfor skal noget så fint reduceres til fordel for fodboldkampe, som gang på gang ender i ballade, fordi det åbenbart er umuligt at rumme, at nogen holder med et andet hold?

Og hvorfor fortsætter DR med et program, hvis største underholdningsværdi er i dem, der øjensynligt fejler – ikke blot på scenen, men måske i ligeså høj grad i at være en del af samfundet? Det er i min optik ikke mangfoldighed. Faktisk det totalt modsatte. I min folkeskole havde vi i hvert fald kaldt det for mobning.

Det er nødvendigt at sparke nedad
DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, mener til gengæld ikke, at X-Factor er mobning. På DRs hjemmeside udtaler han til artiklen ”Hvorfor bruger DR penge på X Factor?” (udgivet d. 24. Januar, 2012), at X-Factor er en nødvendighed. For ifølge Morten Hesseldahl er det nødvendigt med ’en public’: ”Vi kan jo ikke lave public service, uden der er en public, og der hjælper X Factor jo i høj grad med at skaffe den public, som er en af de forudsætninger, som gør, at vi kan være her,”, citeres Hesseldahl for i artiklen.

Groft sagt mener Hesseldahl åbenbart, at det er nødvendigt med et program, der sparker til folk, for ikke selv at ende med at ligge ned – for fortsat at have et grundlag for eksistens, og for at modtage licenspenge. Public-service
forpligtelsen om at oplyse og åbne op for mangfoldigheden sættes med andre ord voldsomt i baggrunden. Men beskriver Hesseldahl i virkeligheden ikke blot forudsætningerne for kommercielt tv – at der skal seere til, for at et program kan overleve? Og er det ikke lige præcis dét, vi betaler DR dyre domme for at styre udenom?

Det argumenterer DR i hvert fald selv for på deres hjemmeside, når de skriver: “Medieverdenen vil i de kommende år blive stadig mere præget af, at lytterne og seerne via satellit og kabel kan få adgang til hundredevis af radio- og tv- kanaler fra multinationale mediegiganter, som satser betydeligt mere på underholdning end alsidighed. Disse kommercielle kanaler vil byde på en endeløs strøm af næsten ens programmer, men helt sikkert uden det mindste præg af dansk kultur og identitet. Derfor er der behov for, at DR – som landets eneste medievirksomhed, der er helt uafhængig af økonomiske og politiske særinteresser – dagligt medvirker til at forøge valgmulighederne i forhold til det markedsstyrede udbud af radio, fjernsyn og nye tjenester.”
Integration?
I Morten Hesseldahls optik er X- Factor, heldigvis, ikke kun en nødvendighed. X-Factor er ifølge Hesseldahl åbenbart også effektive, når det kommer til integrationen i det danske samfund. Og ja, seeren har da stiftet et venligt bekendtskab med deltagere som eksempelvis drengene i Asian Sensation fra X-Factors tredje sæson. Men Hesseldahl går med skyklapper, hvis han synes, at dette bekendtskab er ubetinget godt og vellykket integration. For grundlaget for dette venlige bekendtskab var, at drengene ikke kunne synge. At deres ugentlige performance virkede som en parodi på selve programmet og dets
formål: at finde det næste musikalske talent. Der blev med andre ord tale om et ”os-og-dem-forhold”, der ikke just kendetegner vellykket integration.
Blow My Whistle, DR
Nej, X-Factor kunne lære noget af den elektroniske scene, som UngaBunga så flot repræsenterer. Fx har den danske DJ, DJ Aligator, i 2010 vundet prisen som Årets DJ i The Big Apple Music Awards. DJ Aligator blev stor i nullerne med eurodancehits som fx Blow My Whistle.

Det er selvfølgelig altid godt, når Danmark vinder priser, men lige præcis denne historie er særlig vigtig. DJ Aligator hedder nemlig I virkeligheden Aliasghar Movasat, og han er født i Iran. The Big Apple Music Awards er en unik forening af musikindustriens fagfolk, der er dedikeret i arbejdet om bedre kulturel forudsætning for asiatisk og mellemøstelig musik. DJ Aligator har altså formået ikke blot at integrere sig og blive succesfuld i det danske samfund. Han vinder samtidig en pris for at hjælpe integration og mangfoldighed på vej. Denne nyhed er imidlertid ikke nået forbi DR. Tre teenagedrenge, der grines ad i befolkningen, er åbenbart et bedre billede på integration end – nå, ja – vellykket integration.
Hvor melder man sig ud?
’Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, må du gå’, siger man. Bevares – jeg kan da bare lade være med at tænde for mit fjernsyn fredag aften. Og det gør jeg også. I stedet glæder jeg mig hver fredag til, at jeg trods alt, kan få tre timers elektronisk musik serveret med masser af musikpassion og –historie. Når det så er sagt, så kan man ikke gå fra DRs bageri, og man kan ikke sige nej tak til at være en del af det fodboldelskende X-Factor-fællesskab.

Men det lader altså ikke til, at DR vil vægte oplysning og mangfoldighedsdyrkelsen ligeså højt som letkøbt underholdning og billige grin på andres bekostning. Og når sidstnævnte mål vejere højere end det første, synes jeg, det er på tide at spørge, om DR ikke er ligeså kommercielle som TV2 – bare med bedre overlevelsesvilkår, fordi vi danskere er pålagt at betale licens hver måned?

Licens er et fællesskab og noget, vi giver hinanden, siger de. Men personligt har jeg altid fundet det en smule pinligt at forære nogen noget, som de ikke bryder sig om. DR burde gøre det muligt at vælge til og vælge fra, således at dem, der er vilde med X- Factor kan forære det til andre ligesindende – ikke til folk, der ad lungers fulde kraft skriger ’Nej tak!’. Et fællesskab bør være kendetegnet af frivillighed – ikke af tvang.

Jeg vil gerne melde mig ud af det fodboldelskende X-Factorfællesskab og nøjes med at betale til det, jeg kan se en mening med. For det er jo rent faktisk sådan, vi gør ude i virkeligheden. På den måde ville jeg frivilligt kunne bruge flere penge dér, hvor mangfoldigheden virkelig dyrkes. Hvor det er okay at være på et andet hold: Til den næste fest på en elektronisk klub et sted i København.