Der skal stå ny kultur på menuen

Hep Hey! Så er vi retur med endnu en gæsteblog, og denne gang er det en kronik, vi har med at gøre! Denne gang er det nemlig den smukke Emilie Lindgreen, der har fået lov til at udgyde sit hjerte om dansk madkultur på min blog.

Emilie er sindssygt sej! Hun studerer fuld tid på kunsthistorie, samtidigt med at hun arbejder fuld tid som tjener. Som tjener! Det er jo pisse hårdt. Men det er ikke noget, man tager sig af, når man er lige så sej som Emilie. Næh, man tager da bare sit arbejde med i skole og skriver om noget, man virkeligt ved en hel masse om – nemlig mad. 

– Og derfor – denne kronik:

Den danske borgers forhold til mad behøver at blive redefineret. Det er efterhånden på tide.

I løbet af de sidste par år er flere hypede kokke kommet frem i den offentlige bevidsthed, og det er derfor ikke længere nok at definere den danske madkultur ud fra julefrokoster og andre sammenkomster. Den burde rumme så meget mere.

Men vi er så konservative og uskolede, at vi ikke helt ved, hvad disse pludseligt eksponerede kokke egentlig kan i et køkken. Det er ikke engang sikkert, vi kan huske deres navne.

Alligevel får vi smidt deres holdninger og kunnen i hovedet, som om de er indehavere af en ny form for sandhed. En tilgang til tv vi har adopteret fra blandt andet eksponeringen af Gordon Ramsay.

Vi får underholdning via en gylden og ubehagelig sandhed, som åbenbart kun kokke kan frembringe.

Lad os kalde den danske udgave af tv-kokke for en Gordon Ramsay-brigade.

Denne brigade af kokke er måske ikke ligeså bandende og aggressiv som den engelske kok, men ikke desto mindre har vi en forventning om, at de danske tv kokke kan sige tingene, som de er. Uden at lægge fingre imellem.

Behovet for Gordon Ramsay-brigaden

Som missionærer for barske sandheder pryder Bo Bech, Thomas Hermann og Thomas Rode tv-skærmen i bedste sendetid.

Bo Bech kan få små restauratører til at græde over deres dårlige mad i ’Med kniven for struben’, og vi må derfor betegne Bo Bech som hovedaktøren i Ramsay-brigaden, da han har oversat Gordon Ramsays tilgang direkte.

Thomas’erne Rode og Hermann har derimod valgt den lette underholdningsscene for deres kreative udfoldelser. I ’4 stjerners middag’ og ’Masterchef’ kan vi berige vores liv med at følge relativt kendte mennesker i et køkken.

De kendte aner ikke, hvad de laver. Vi ved ikke, hvad maden er – og vi har ingen forudsætning for at vide, at eksperterne Rode og Hermann ved, hvad de foretager sig.

Vi har dog, takket være Gordon Ramsay, en forventning om, at disse kokke kan deres kram – og selvfølgelig på højtrøstende og dramatisk vis i deres respektive køkkener.

Det er jo klart. Sådan er alle kokke.

Allerede her går første del af formidlingen af madkultur galt i Danmark. Vi forventer pludselig at alle gode kokke – amatør som professionel – er varmblodet, spontan og kort sagt virkelig aggressiv. Men hvis det er den slags underholdning, danskerne hungrer efter, må tv stationerne jo følge trop. Hellere lidt viden end ingen viden. Eller hvad?

Men det skal også pointeres, at dansk reality-tv også har udviklet sig i en retning til at være utroligt fordummende.

Disse madudsendelser prøver at nå ind til den danske borger ved hjælp af intriger, kendte personer og andre ligegyldigheder.

Ser man dog forbi det åbenlyse, viser disse programmer dog også noget om os selv – og ikke mindst om vores kultur.

Er der overhoved tale om kultur?

For reflekterer man bare en smule over ’Masterchef’ og ’4 stjerners middag’, er det åbenlyst, at danskerne ikke har en egentlig madkultur.

Hvad vi får serveret, æder vi råt.

Lad det enten være koteletter i fad, mormors frikadeller eller mad på tv.

På tv får vi altså at vide, at Masha Vang aldrig før har lavet sovs og at Bo Bech er utilfreds med den uhelbredelige mad på en eller anden burgerrestaurant i Holstebro. Men vi får også at vide, at danske mesterkokke frivilligt vælger at forlade deres gourmetbaggrund som respekterede køkkenchefer, for at lære dansken noget om mad.

Vi indrømmer således, at de bliver nødt til at tale gastronomisk babysprog, for vi overhovedet kan begribe, hvad de fabler om.

Har vi overhoved ingen kultur for gastronomi i Danmark?

Er der virkelig brug for Gordon Ramsay-brigaden til at fortælle os, hvor navlepillende den danske befolkning er?

I virkelighedens verden har jo kun en kultur omkring mad, og ikke en egentlig madkultur. Vores kultur omkring mad bruges kun som undskyldning for komsammen, som ren og skær overforbrug. Og vi bryster os af, at netop hyggen omkring mad definerer os som danskere.

For hvem har aldrig haft et svagt øjeblik til en julefrokost, med en overflod af mad på bordet, og tænkt: Nej, hvor har vi dejligt! Eller: Dét her, dét er ren hygge!

Vi er indoktrineret med, at der er en direkte sammenhæng mellem mængder af mad på den ene skala og grad af hygge på den anden.

Det er måske netop denne faktor, der gør det så svært for danskerne at forstå gourmet og fine dining. Vi forstår ikke de små anretninger, vi forbinder det ikke med en positiv oplevelse at spise noget eksperimenterende.

For vi er jo vandt til at æde. Det lyder ikke pænt, men danskerne er måske bedre til buffet end gourmet.

TV, du gør grin med mig

Men det i sandhed skræmmende er, at vi ikke er klar over det primitive ved denne tilgang. Eller også vil vi bare ikke indrømme det.

Vi er så forblændet af vores egen lille hverdag, at vi ikke engang kan se, når vi bliver gjort grin med. Også selvom det bliver præsenteret for os på åben skærm i bedste sendetid i diverse madprogrammer.

Men det er måske ikke let at være kritisk over for sig selv.

Vi graver os bare ned i en zombie lignende tilstand, mens vi ser disse tv programmer, slår hjernen fra og æder oplysningerne råt. Det er sikkert ikke viden, der er værd at samle på, men hellere forholde sig ukritisk til noget ligegyldigt end faktisk at skulle se noget stimulerende og tage stilling.

Hvorfor i alverden skulle vi lave om på vores hverdag, når man egentlig er tilfreds med den nuværende tilstand.

For hvorfor reparere noget, der ikke er i stykker?

Hvis du ikke har noget at sige, så hold det for dig selv

På samme tid er det mærkværdigt, at København har præsteret at få hele 14 Michelin stjerner for 2012. Dette er mere end andre europæiske storbyer, blandt andet Firenze og München. Endvidere har København verdens bedste kok (Rasmus Kofoed fra restauranten Geranium) og verdens bedste restaurant (Noma).

Men ingen spørger til det, for ingen er interesserede.

Udgivelsen af Michelins røde guide til restauranter og hoteller i europæiske storbyer har ikke givet kriller til andre mennesker end branchefolk.

Politiken.dk og dr.dk har prøvet at starte meningsytringer på deres debatsider, men de fleste pointer, der kom frem var fordomme omkring kokke og Michelin-guiden som institution. Den hyppigste pointe var, at kokke råber og skriger af deres ansatte i ægte tv-kok-stil. Et andet innovativt indlæg var dog fra en bruger, der ikke kunne forstå, hvorfor netop dækfirmaet Michelin skulle bedømme mad – kommentaren var: ”Er det fordi maden smager af gummi, eller hvad?”.

Stop nu med det navlepilleri! Se ud over dine egne horisonter og lad dig udvikle som menneske.

Tilfredshedsfølelsen er så farlig, hvis man ikke føler det ellers basale behov for at udvikle sig. Og blander man manglen på revolutionerende tanker hos en person med reality-genren som afslapningsmiddel, kan produktet umuligt være noget at råbe hurra for.

Reality-tv har en skræmmende effekt til at plante seeren i en zone af tilfredshed, hvor andres holdninger og anden fakta er irrelevant.

Vi tror, vi får brugbar viden fra disse programmer, og pludselig bliver det offentlig sandhed, at ”rigtige kokke” kaster med gryder og råber af folk. Som om at deres adfærd værdistempler deres evner i et køkken.

Kan skuden vendes?

Der er pludselig en mærkelig status quo, hvor kontrasten mellem den almindelige dansker og den gastronomiske verden er enorm.

For selvom der er kommet øget fokus på Michelin stjerner i Danmark – og den nye generation af danske kokke bliver hyldet internationalt for deres nyskabende stil – tager vi skarpt afstand fra gourmet. Vi tør ikke, så vi bliver i troen om, at det umuligt kan være noget for os.

For den danske kultur omkring mad dikterer, at vi har det bedst om et bord med suppe, steg og is. Det er ren hygge.

Med hvad gør vi, når det om et par år er offentlig bevidsthed, at danske mesterkokke er geniale i et køkken?

Så er vi jo nødt til at redefinere os selv som ”rigtige danskere”. Så skal ordet hygge dække over noget andet end mad, som vor mor lavede det.

Som et led i den udvikling er det måske meget godt at starte med de fordummende tv-køkkenprogrammer.

Her bliver vi gjort opmærksomme på, at det er på tide, at dansken interesserer sig for gastronomi.

Allerede i 2008 sendte DR1 en dokumentar om restauranten Noma kaldet ’Noma på kogepunktet’. Her blev der åbnet op for fine dining konceptet, og René Redzepi blev præsenteret som menneske, i stedet for blot at være køkkenchef. Vi fulgte hans hverdag og mødte hans familie – den slags nærvær kan danskerne godt forholde sig til. Der er hygge på programmet.

”Snobberi! Feinsmeckeri! Kejserens Nye Klæder…”

Og pludselig var det lidt mere okay, at kunne lide gourmet restauranter.

Det er som om Noma har formået at skille vandene i den danske befolkning. Enten er man åben for fine dining eller også tager man klar afstand fra konceptet. Det er typisk sidstnævnte holdning, der kom frem på diverse debatsider.

Her bliver det pointeret, at der er tale om Kejserens Nye Klæder, når diskussionen går på gourmet. At gæsterne på gourmetrestauranter snyder sig selv ved at besøge disse restauranter.

Den typiske fordom går på, at det er rent snobberi og at man får luft for de mange, mange penge, gæsten ender med at lægge for en aften.

Men igen må vi lære at åbne øjnene for den redefinering af dansk madkultur, som sker i øjeblikket. Vi er nødt til at erkende, at mad ikke kun skal gøre os mætte. Det kan også bruges til så meget andet.

For det er selvfølgelig svært at blive glædeligt overrasket noget, hvis man går ind til det med nej-hatten på.

Men det er så nemt at kritisere. Det er så let at sige, at andre har en forkert livsstil, blot fordi den er end anden en ens egen. Dette gælder både for kartoffeldanskerens side og så sandelig også for fine dining tilhængeren.

Danskerne er dog et folk, der er gode til at brokke sig. De har en utrolig skarp retfærdighedssans, og er ikke bange for at ytre holdninger, der gerne er ukontroversielle. For alle har jo ret til at ytre sig. Det er dog ikke ensbetydende med, man ikke skal tænke, før man taler eller skriver.

Er et kokkeliv et hundeliv?

I forlængelse af denne jantelovslignende tanke, skal det dog pointeres, at de danske missionærer fra Gordon Ramsay-brigaden ikke kun er på et helligt togt i håbet om at danne den danske befolkning.

Selvfølgelig er der en branchemæssig interesse i at åbne for debatten og fokusset på den danske gastronomiske scene, men det er så sandeligt også med en løn, så hatten passer.

Verdenssamfundet har en mærkelig fetich med at se op til diverse kendisser, og det må man i sandhed sige, de danske tv-kokke er blevet.

Med de tidligere nævnte tv programmer er Bo Bech, Thomas Rode og Thomas Hermann blevet kendte navne – ikke decideret for deres køkkener, men for deres status og ansigter. Og det må siges at være noget atypisk for kokke, der ellers bruger deres tid på at kigge ned i komfuret.

I en så konkurrencepræget verden, som vi lever i, er det dog nødvendigt at fremføre sig selv efter bedste evne – og heldigvis er der et marked for lette underholdnings- og madprogrammer. At de så går på kompromis med deres egentlig baggrund, er så en anden sag. Men hvorfor bide den hånd, der fodrer dig.

Vågn op og lugt til kaffen

Med janteloven og det aspekt ude af verden, kan vi til sidst fokusere på det, der i virkeligheden er galt.

Så her er et fælles opråb til den danske befolkning:

Kig op fra avisen, se væk fra den fordummende tv skærm og tænk over hvordan din hverdag ændrer sig, og hvordan du står i forhold til disse ændringer.

Man behøver ikke gå fra provinspunker til feinsmecker, men det burde forventes, at man i det mindste er klar over de ændringer, der sker i samfundet, vi lever i.

At læne sig tilbage og tillægge sig holdninger fra tv3 programmer er ikke en måde at leve på som moderne menneske. Det er en degradering af individet. Vær endelig lidt kritisk over for den viden, du tillægger dig.

For pludselig har du ikke egne tanker eller holdninger. Pludselig er du styret af fælles fordomme og frygter det nye, fordi det er en fremmed måde at gå til verden på.

Det er ikke for at ryste din grundvold, men nogle gange er nyt også godt.