Top ti

Inspirerede af hende her, tænkte jeg, at en top ti over mest læste bøger i min bogreol ikke er noget dårligt morgenindlæg. Sådan et, kan man nemlig godt overskue, selvom man har KÆMPE hoved på, efter et fantastisk bryllup. I OMVENDTLAND!!!!!

For så var det, at man tog et kig på sin reol, og den er jo fyldt med lækkerheder og smuksager. Ting man kan nyde og holde af, eller ting, der får én helt op i det røde felt over hvor uretfærdigt, vores helt bliver behandlet.

Den grønne gris er forresten Herman. Ham kan i høre om en anden gang. Og forresten. er den ikke fin, min kasseopbyggede reol – det er da næsten lige før, at jeg ville kunne være med her, haha, men også kun næsten.

Men 10 skulle jeg vælge, så det er blevet de ti, som jeg lige nu, godt gad sætte mig ned og læse lidt i.

NR. 10

Jeg synes historien er så fin, og mængden af sort ondskab, gør den bare til så meget mere end en børnebog, de voksne også kan få lov at læse med på. Det er en voksenbog, som børnene kan få lov til at læse med på.

Da jeg var barn, havde jeg faktisk skatteøen på film, du ved, på sådan en VHS-dims. Men min mor syntes at tysk aerobics var meget mere spændende. Derfor kunne man, ligesom piraterne erobrede fortet, høre “Und eins zwei drei vier, strecken Sie die Beine, sich mit den Händen…” osv i ca 20 minutter, og så var der så også pirater og englændere igen.

NR 9

Da jeg hørte, at Tine Bryld var død, fik jeg lyst til at messe denne her. Ja jeg ved det, melodramatisk som ind i helvede – og jeg var ikke i sorg, det er for folk, som har kendt hende. Nej, jeg var ked af, at jeg ikke skulle høre hendes stemme i Tværs igen, selvom jeg ikke havde hørt det program, siden jeg var 14. Og jeg var ked af, at jeg ikke skulle sidde og heppe på hende, når hun udtalte sig på TV eller i radioen om børns ve og vel, for hun var i sandhed en beskytter for mange børn.

Men Befri dit liv, er jo sådan set en del af en serie (som jeg ikke har). Overordnet hedder trilogien Liv og Alexander og handler om provinspigen Liv, der møder den københavnske punker Alexander – kan man høre hvorfor jeg var forelsket i bogen, og nok også stadig er det?

Da jeg læste bogen, var jeg den eneste i Hammel, som gik med sort make-up og ‘Pistols’ i ørerne. samtidigt drømte jeg om at flytte til København og sidde i ungdomshuset og lave – tjaa, det ved jeg faktisk ikke – er ikke en gang sikker på, om jeg vidste, hvad man lavede i ungdomshuset, jeg ville bare være det.

Så Liv og Alexander bøgerne gav mig et kompromis, en verden jeg kunne flygte til, hvor jeg da bare en lille del af det… troede i hvert fald jeg.

NR 8

Denne her bog er kun med, fordi der er et digt, som jeg altid gider forholde mig til. Det hedder ‘Landet Atlantis’ og kan findes her. Ok, denne her bog er kun købt, fordi jeg var sikker på, at netop det digt var der inde.

At, Tom Kristensen siden skrev Hærværk og manden desværre blev kristen og ikke længere syntes, at litteratur skulle være god, er en anden historie.

btw, psykofanter betyder spytslikkere, hvis man skulle være i tvivl.

NR 7

Og altså, vi kan jo godt blive enige om, at man ikke kan nøjes med den ene, så denne her post dækker selvfølgelig over dem alle bøgerne. Alt andet ville jo være absurd.

NR 6

Det er en rigtig tøsebog, og jeg ved det. Men jeg har fået den af Rick n’ Roll, fordi vi en dag så filmen, og begge to faktisk synes den er rigtigt fin. Siden da er filmen blevet sådan en vi ser på årsdage og lignende, og derfor forærede Rick n’ Roll mig denne her som tillægsgave til min fødselsdag et år. Og det er faktisk blevet travet rigtigt godt og grundigt igennem et par gange. Jeg kan fortælle, at den er langt fra det samme som filmen og at der mangler et par lækre irere med lige så god røv, som ham her.

NR 5

Denne her, var den første Svend Åge Madsen bog, jeg læste. Siden da, har jeg været igennem hele forfatterskabet, undtagen den allernyeste.

Det er ikke det hele, der er godt, men denne her, sparker godt nok røv. det er sci-fi på århusiansk, det er filosofi på højt niveau og samfundsovervejelser, der til tider kan give Orwell baghjul. Jo vist, jeg blev fortryllet da jeg læste den i 6. klasse, og kan stadig lige tage en regnvejrsdag ud til at hænge ud med netop denne her bog.

NR 4

Jeg lover, at det ikke er selvpromovering! For selvom det er Rick n’ Roll, der har skrevet den, og mig, der har redigeret den, så er jeg endnu ikke så træt af den, at jeg ikke kan smække benene op og nyde en af novellerne igen. Jeg er vild med Pernilles tegning på forsiden, og jeg synes at denne her bog, har meget mere at byde på end Gothen Gert. Det skyldes måske at jeg har læst Gothen Gert så mange gange, at jeg kan den uden ad.  Ådsel Forpligter er dog også det tungere, men jeg skriger da stadig af grin, når jeg læser ‘100 %’ – så helt tung og alvorlig er den altså ikke.

NR3

Jo Nesbø har taget mig, og mange andre, med storm. Jeg læste Panserhjerte først, og var totalt lamslået over hvor fede de her bøger er.

For det er det, de er. De er fede. Det er ikke stor poesi, og det har ikke noget med evigtgyldig samfundskritik at gøre. Det er en bog, der slår benene væk under dig i spænding og stil.

Og så hjælper det jo også på sagen, at hovedpersonen, Harry Hole, minder ufatteligt meget om min kæreste Rick n’ Roll, Harry er bare ikke sorthåret.

NR 2

Min veninde Sussi havde skrevet SSO om den, dengang i gymnasiet. ‘Du skal læse den Ronja’ sagde hun. ‘Det er min brors yndlingsbog’ sagde hun.

Jeg selv skrev min SSO om nummer 1 på denne liste

Og der gik et par år. Jeg flyttede fra Jylland og mødte Rick n’ Roll, og en dag, hvor jeg skulle med toget til Jylland og retur, samlede jeg denne her op i en 7-11, mens jeg tænkte ‘Var det ikke den Sussi altid gjorde reklame for?’

Og så læste jeg den.

En time og 45 minutter tager det at ramle sammen med samtlige universer i bogen. Jamen herreste gud, det er jo lige så kort tid, som en film tager, men der sker så meget i denne her bog, at en film ville bruge over 3 timer på at vise det.

Ikke alene møder man Doppler, der er gået en tur i skoven og aldrig vendte hjem til sin familie nede i Oslo. Man møder også hans kæleelg Bongo, Rigmanden, der flytter ind ved siden af Doppler i skoven, med den hund, som Bongo senere bliver kærester med og mange mange flere.

Den naivistiske som Erland Loe har sat op for os, er bare så let tilgængelig. Man accepterer bare, at manden naturligvis ikke har det store behov for at se sin kone føde, og at han tager sin søn ud af institutionen og beholder ham i skoven. Man accepterer det hele, samtidigt med at man klasker sig på lårene af grin.

De stakler, der delte mellemgang med mig den dag, fik flere gange et chok af undertrykte fnis fra min side. Det her er ikke sådan en bog, man tager med på café, med mindre man vil tage medaljen for pinligheder.

NR 1

The one and only. Bogen, der altid har ligget øverst på min top ti. Ja på alle top-lister over bøger. Den fedeste, mest alfavnende, moderne klassiker i verden! Svend Åge Madsens ‘Tugt og Utugt i Mellemtiden’

Jeg kan snakke om denne her bog i evigheder, men vil bare sige to ord, LÆS DEN.