Om vintagehimlen og andet man laver i en by så stor som Boston

Efter halvanden uge med solskin og temperaturer mellem 25 og 40 grader, hvor jeg har hørt jer hjemme i DK brokke jer over regn og kulde, burde det egentlig være min tur. Men jeg elsker simpelthen torden for meget til at brokke mig over en smule regn.

Jeg vågnede for ti minutter siden ved at lyden af torden og mine drømme blev blandet sammen. En kæmpe rabalder gav det, da nogen inden i mit hoved fortalte mig, at jeg skulle passe på hovedet.

Her i The States, går livet slag i slag, som min mor jo nok ville have formuleret det. Attleboro minder utroligt meget om den lille by, Hammel, hvor jeg boede hele min ungdom. Derfor valgte jeg, da Bruden og Brudgommen begge havde planer for det meste af lørdagen, at tage ind til Boston. For selvom her er utroligt hyggeligt, så er det altså en soveby af dimensioner.

Så mig på 11.38-toget fra Attleboro og ind til den store by. Og hold da op altså, favre nye verden, at køre med tog herovre. Mest af alt følte jeg mig hensat til en gammel dansk film (eller Oddergrisen), da konduktøren kom og spurgte,

‘And where you of to darling?’

Og jeg pænt kunne svare

‘Can I get a one way ticket to Back Bay?’

Følte mig også lidt indfødt, for selvom man er i stand til at kommunikere på engelsk, og selv tror, at ens sprog er perfekt, så skal man jo stadig tænke over, hvad det er de siger. Det siver ikke bare ind på samme måde, som ens modersmål. I hvert fald ikke for mig. Og så er der en masse koder i sproget, som jeg ikke forstår. Som mange derhjemme ved, så forstår jeg simpelthen ikke ironi – eller i hvert fald i en meget lille grad. På samme måde, forstår jeg ikke på en sms, om en pige er fornærmet eller ej.

Men jeg tog ind til Boston, for at bytte mine flotte Lita, som desværre ikke passede. Anden historie, som I forhåbentlig får i morgen eller overmorgen, hvor skoene gerne skulle være dukket på.

Endte med at gå 2 kilometer i den stik modsatte retning – man er vel spejder, fordi jeg havde set forkert på kortet, da jeg tog hjemmefra.

Så da det pludseligt ikke var Darthmouth Street, jeg gik på længere, blev jeg en smule mistænksom og spurgte om vej.

Det der med at fare vild, er nu ikke det værste i verden. Jeg fandt små haver, som, selvom der stod park på skiltet, ikke var større end en femtedel af mine forældres parcelhusfirkant af en baghave. Og prøv at se, hvad jeg tilfældigvis gik forbi

The Boston Ballet, hvor små piger føg ind og ud af dørene med deres karriereorinterede mødre, og piger i alle aldre kom for at få knust deres drømme.Jeg nåede desværre ikke derind – men næste gang jeg kommer til Boston.

Da jeg endelig fandt Newbury Street, hvor jeg skulle bytte mine sko, (jeg havde efterhånden mistet troen på at gaden overhovedet fandtes) fejrede jeg det med at gå i H&M  og købe en skjorte, så mine stakkels skuldre ikke gik hen og blev helt røde.

Og gik jeg ellers op ad Newbury Street. Denne gang i den rigtige retning, for jeg spurgte tre piger ude foran H&M.

“Ohhh girl, you got a lot o’ walking to do ai. You sure it’s even dere?” Jeg var totalt lykkelig over deres sprog. Havde kun hørt den slags udtale i halvdårlige amerikanske film, og nu sad der tre piger, som talte Ghetto med overklasseaccent. YIR! VILD MED DET!

Og så gik jeg ellers på Newbury Street. Gaden minder meget om en klassisk high street, såda som Oxford Street er det i London, hvor H&M slås om pladsen med Zara, French Connection og alle de andre, som man kan finde over hele verden.

Men til forskel fra andre high streets er Newbury Street krydret med nogle små vintagebutikker og second hand himler, hvor man kan få sko fra Marc Jacobs til $50 eller fra Chanel til $80.

Jeg endte med at købe de fineste pumps fra L’autre Choce, der senere på aftenen fuckede mine fødder så bisters op, at jeg nu har 5 vabler på den ene fod og 3 på den anden.

Jeg gik også i Newbury Comics, der sælger alt andet end tegneserier – dem er der kun en enkelt væg med i den kolosale 5-rums butik, der sælger cd’er, dvd-film, LP’er, bøger og allt mulige andre medier.

Der købte jeg Terryworld, som, hvis du ikke kender den, jeg kan fortælle, er en fantastisk fotobog! Den er lavet af ham her, som jeg, selvom han er lidt hypet, jeg har svært ved at få nok af.

Til sidst, efter at have vandret op og ned ad gaden i to en halv time, gik jeg på Starbucks og drak te. Og tænk sig. Jeg sad i en Starbucks, og kunne se en Starbucks. Det er åbenbart meget sandt det der, med ‘one on every corner’. WOW

Nå tog toget tilbage til Providence, hvor Bruden får lov til at have sin polterabend i fred. Den var nemlig vild og våd.

Men i får da lidt billeder fra dagen i, på vej til og fra Boston.

Som jeg vidst har nævnt et par gange, er jeg ret vild med urban exploration. Det her sted, ser sgu spændende ud..

Først troede jeg, at det var politibiler – men nej, her ligner taxaerne politibiler, og politibilerne er så mørke, at de ligner personbiler. Favre nye verden.

Jeg var helt solgt over denne her gyde. Den minder mig SÅ meget om et Dylan-album, som jeg ikke lige kan huske, hvad hedder, og om Boondock Saint – en film, der forresten også foregår i netop dette her kvarter (som slet ikke er så smadret, som de gør det til en i filmen).

Hvis jeg boede i Boston, ville jeg hænge på brandtrappen hele sommeren. Prøv lige at overvej hvor storbylækkert det kunne være!

Størrelsen på en medium coolata på Dunkin Doughnuts er på størrelse med en stor cola på McDonald’s hjemme i DK. Må hellere huske at bestille en lille fra nu af – der var så meget, at jeg både blev mæt og måtte smide halvdelen ud.

Og så gik turen hjem igen