Lidt om min storebror

Jeg fortalte en gang, at jeg havde en bror, og at jeg faktisk også havde to brødre. Eller har to brødre. Der er jo ikke nogen af dem, der sådan er forsvundne eller er døde eller sådan noget. De er her skam endnu.

Siden da har jeg skrevet en masse om Business-Paw, men aldrig om Davy (Davy er så sej, at han ikke en gang behøver et kaldenavn her på bloggen. Han er bare Davy).

Men i dag, skal det handle lidt om Davy.

Mød Davy

Det hele startede med, at superheltemor skrev en kommentar her på bloggen.

Eller nej, det hele startede med at jeg drømte, at der lå en kommentar på min blog om, at hvis jeg ikke snart tog mig sammen og skrev noget, ville den blive lukket. Derfor spærrede jeg øjnene noget op, da der faktisk lå en kommentar her til morgen. Det var så en noget rarere besked.

”Hey Ronja – se lige min blog, der er noget fra i går, der handler om dig;)”

Ej men altså. Var så nysgerrig, at jeg måtte tage computeren med i køkkenet, så jeg kunne læse det, mens jeg lavede morgenmad.

Og det var virkeligt en dejlig overraskelse sådan at vågne på.

Sagen er nemlig, at jeg deltog i en af hendes fantastiske give-aways, hvor man kunne vinde et meget stort sæt playmobil. Og det har jeg vundet!

Og så kan man måske spørge sig selv om, hvorfor jeg overhovedet deltog i konkurrencen. Jeg er den yngste i en søskendeflok på tre og kender ikke voldsomt mange børn.

… Men jeg har en helt fantastisk storebror.

Sagen er nemlig, at Davy har en særlig type muskelsvind, som blandt andet sætter sig på hjernen.  Det betyder, at selvom han er 33 år gammel og lige straks fylder 34 år, så bliver han aldrig ældre end 8 år inde i sit hoved.

Det er det ultimative Peter Pan syndrom, altså bare uden alt det seksuelle.

Og Business-Paw

I et interview, der blev lavet for muskelsvindfondens eget magasin, fortalte han engang, at han leger med badeænder i karbadet og samler på wrestlingfigurer fra 90’erne. Fantastiske menneske!

Jeg er ofte blevet spurgt, om det ikke er enormt hårdt at have en storebror, der ikke er normal.

Men lets face it. Der er sgu da ikke nogen i min familie, der er normale.

Business-Paw  er hyperintelligent og skal altid pille ved alting, så man er lige ved at eksplodere i irritation over, at han da ikke bare kan sidde stille og acceptere, at ting bare fungerer, uden at man skal vide hvorfor.Som barn blev han kaldt Paw Pilfinger – Og med god grund.

Davy er i evig barndom (prøv da lige at være heldig), og selvom han lever en så voksen tilværelse, som han kan, klæder han sig ofte ud som djævel og går rundt nede i Hammel. Der var en gang en pige fra byen, som kaldte ham alkoholiker-dværgen (vi er ikke så høje i min familie). Jeg blev stiktosset, og efter at have forklaret pigebarnet højlydt, at det altså var min bror, hun talte om, og at han var sådan indrettet, at han altid ville være barn – og at han forresten ikke drak, tror jeg, at det kaldenavn forsvandt fra byen for altid.

Mig? Tjaa, jeg tosser stadig rundt med en mission om aldrig at blive voksen, men ellers forestiller jeg mig, at være det mest almindelige, der er kommet ud af den familie.

Velfungerende? Not so much. Og ærlig talt. Findes de der velfungerende familier?

Men det er ok. For vi har det godt i hinandens selskab.

Jeg glæder mig enormt meget til at jeg kommer hjem til Hammel igen, så jeg kan se Playmobilsættet blive brugt.

Og mig

Ja, beklager mængden af overskud i mit hoved ikke er så stort. Havde så mange tømmermænd, at jeg var lige ved at kaste op hele formiddagen.

Billederne er taget af Kasper Fladmose