The D Diner, du har mit hjerte

Jeg havde hørt om det. Mange gange.

”Du skal prøve Dee’s Diner i Valby. Det er seriøst lækkert”

Jeg havde også godt hørt det både første og anden gang, da vennerne fortalte mig, at ”Det bare er super gennemført. Det er ligefrem sådan at folk dresser up og sådan noget”

Hvad ’og sådan noget’ er, ved jeg ikke. Men jeg begyndte at følge The D Diner på Facebook.

For hvis det skulle prøves, så skulle det gøres ordentligt. Og testes, det skulle det. OG der skulle dresses op.

Kunne sgu godt hamle op med dem dengang. Sandy go fucking home

Så en dag, skrev de sørme, at de nu var åbne og klar til, at man kom forbi og spiste noget mad. Så jeg inviterede fluks Rick n’ Roll på diner – og så skruede vi ellers op for forventningerne. Dagen for vores udflugt blev der både hørt rockabilly på anlægget og kysset lidt i krogene mens jeg viste billeder fra facebook og vi snakkede om hvad vi skulle spise.

Ja det er så fra vores lejlighed, hvor Rick n’ Roll mener at Elvis skal have en central plads i stuen

Og så blev der ellers dresset op i 50’er-venligt outfit og 18’eren blev fundet og taget nærmest lige til døren. Efter at vi (naturligvis) var vadet i den direkte modsatte retning af stedet og havde konsulteret iPhonen, fandt vi det. Og ja, vi blev altså kørt nærmest til døren, men vi var åbenbart ikke lige kloge nok til at kunne se det. Og tro mig, man kan sagtens se det.

Og jeg må sgu give dem, at det er gennemført.

Og selvom det på ingen måde ligner de amerikanske diners, som jeg har set, så ligner det bestemt den danske idé om en diner. Noget, der faktisk er meget vigtigere, end at ligne en ægte diner. (og jojo, man kan sikkert også finde diners der ligner denne her i USA, men nu er det ikke lige sådan en, som jeg har set)

Hele set-uppet omkring en diner i 50’erne fungerede sgu – selvom det desværre viste sig, at vi var de eneste, der havde taget 50’er tøj på (ud over servitricerne) så NOTE TO SELF Lad være med at klæde dig fancy på, næste gang du skal derud. Selvom jeg nu mener, at jeg rockede 50’erne ret godt.

Men blown away, det var vi. For lækkert, det var det, og vi var sultne. Så vi skyndte os op i baren og spurgte efter et bord til to. Desværre blev vi placeret ved et lille cafébord, klods op ad toilettet. Øv. Ville gerne have siddet i de røde båse – det må blive næste gang.

Efter at have fået vores bord, spurgte vi naturligvis efter en menu, men eftersom, der var fyldt, og de kun havde 3, ville det desværre komme til at tage lidt tid.

Her kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det sgu var en lidt underlig ting at glemme at tænke på, det at have menuer nok. Det er sgu egentlig ret vigtigt. Og da vi endelig fik en menu, var der rettelser overalt i den. De havde ganske simpelt sat et stykke malertape over og skrevet lidt til eller fjernet forskellige retter.

Jeg nåede lige at tænke, at det da var noget hurtigt, at de havde lavet rettelser, da det pludseligt gik op for mig, at de selvfølgelig bare har overtaget alting fra den tidligere Dee’s Diner i Valby.

Sagen er nemlig den, at der tidligere har ligget en Dee’s Diner i Valby, som lå oppe på Vigerslev Allé. Det er også herfra, mine venner kunne fortælle om lækre burgere og autentisk amerikansk 50’er stemning. Hele konceptet er jo fra denne hedengangne diner.

Men det gjorde slet ikke noget, at det var en “genåbning”. For da vi endelig fik vores mad, efter lidt for lang ventetid (men der var også helt vildt proppet) , smagte det himmelsk.

Vi fik hver en ‘South of the Border Burger’, og det smagte, som sagt, f***ing HIMMELSK! Du bestemmer selv, hvordan du vil have din bøf stegt. Den kommer som byg selv – et koncept, jeg første gang så i England for et par år siden, og siden faktisk har efterlyst i Danmark – med pico de gayo og den mest røgede blue cheese dressing, jeg nogensinde har fået. Under bøffen gemmer sig lidt jalapenos, men ikke mere end man kan holde til – du kan jo altid spice den op med pico de gayo’en.

Salaten, som jeg ellers skatter højt, blev spist separat denne aften, for bøf/ost/bolle/jalapenos/dressing sammensætningen måtte ganske enkelt ikke forstyrres af noget så almindeligt som iceberg.

Med til retten hørte egentlig nacos, men eftersom vi fik pommes frites ned først i stedet, og var begyndt at spise af dem, var det, hvad vi fik til. Da de kom med nacos’ne, var det ganske enkelt umuligt for os at indpasse dem på vores bord (og at spise dem) så vi sagde pænt nej tak. Og her er så endnu en ting, jeg elsker dette sted for. I stedet for at enten smide dem ud, eller spise dem selv, blev de givet til de, som sad i baren og spiste. Dét er ægte forståelse for den amerikanske dinerkultur, venlighed og ærlighed. JA TAK!

Til maden fik vi naturligvis all american drikkevarer.

Og ja, Budweiser er også en død kedelig fisk af en øl i Danmark. Og ja, Jeg ved godt, at det er latterligt at drikke zero til super fedtfyldt måltid – men sådan gør jeg.

I modsætning til mange andre, er jeg ikke så god til at stoppe med at spise, når jeg synes noget smager fantastisk. Især ikke, hvis der er udsigt til dessert – og det er der jo, når man selv betaler, så jeg bestilte en bananasplit.

Da den kom, måtte jeg udbryde

“Er der EEEN bananasplit?” Tror faktisk jeg tabte kæben

Det mente hun, det var. Jeg gav mig…

Og spiste næsten det hele. Jeg elsker søde sager – there I said it

Og nu synes jeg, I fortjener en all round mening.

Jeg kan på ingen måde sige noget som helst negativt om maden. Jeg har nu sagt det to gange og siger det nu en tredje – det smagte himmelsk. Jeg bestilte min bøf medium rare, og bøffen var rød indeni, på den helt rigtige måde.

Desværre var det ikke alle, der havde været så heldige. Vi rendte ind i en bekendt, som desværre måtte fortælle, at de havde bestilt deres bøffer rare, men fået dem gennemstegte. Det resulterede i, at den bekendtes ven, lavede en mindre scene. Det ville jeg ikke have lagt mærke til, hvis ikke det var fordi, at vi sad lige op ad toilettet, og fordi vi sad lige op ad baren, som jo egentlig er en arbejdsstation for servitricerne (åhh gud jeg hader det ord – det emmer virkeligt af et romantiseret 50’er kvindesyn).

Derudover følte jeg, at vi blev lidt overset – igen fordi vi sad, hvor vi gjorde. Flere gange, hvor jeg forsøgte at komme i kontakt med servitricerne, så de os simpelthen ikke, fordi de kiggede ind til de andre kunder eller til de, som sad i baren. Det var sgu ikke helt optimalt.

MEN

Når det er sagt, så var de skide hamrende søde. De smilede og fik en til at føle, at når de endelig var der, var de der fuldt ud og var kun til stede for dig.

Jeg synes, det hele vidnede om, at virksomheden var blevet åbnet lidt for tidligt i forhold til, hvad de var klar til. Samtidigt synes jeg, at stedet er for småt i forhold til hvor mange borde, de har proppet derind. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil sælge så meget som muligt, men jeg synes ikke, det skal gå ud over oplevelsen – og det synes jeg desværre, det gjorde hos The D Diner.

MEN

Jeg ville sgu da ikke have været foruden oplevelsen – og jeg har da bare tænkt mig at kigge ud efter den store officielle åbningsfest, som vist nok kommer til at foregå den 1. september med  livebands og gadefest.

Jeg synes at priserne er lidt i den høje ende. For to burgere og en bananasplit gav vi 447,-, men det er penge, jeg har lyst til at betale en anden gang også, ganske simpelt fordi det er enormt lækkert og fordi det ikke bare er to burgere og en bananasplit. Det er hele oplevelsen, musikken, betjeningen, det åbne køkken og alt det andet, som jeg ikke fik sagt her. Så enten er ejerne virkeligt dedikerede, eller også har de virkeligt forstået det der med oplevelsesøkonomi.

OG så har de “all day breakfast” – det skal jeg SÅ meget til min fødselsdag.

Hvis nu jeg var typen, der gav stjerner (og det kan jeg da godt være) ville jeg give 4 ud af 6 stjerner. Men bare rolig, der er plads til forbedring, og der går ikke mere end et par måneder før jeg igen skal på The D diner.