Designertasker og klamhed

“Jeg har eksistentiel krise over håndtasker” skrev jeg vist på Twitter, og det havde jeg virkeligt.

Men flere ting var med til, at udfaldet blev som det gjorde.

Jeg ridser lige op. Stod i Sue Ryder i Pimlico og fandt en Max Mara taske til 99,- pund. Det er jo et fund til de penge, men jeg havde svært ved at blive enig med mig selv om, hvorvidt det var på grund af mærket, jeg var forelsket, eller om det var fordi tasken var fantastisk. Misforstå mig ikke, tasken var helt vildt fantastisk, men ville jeg elske den?

Men altså. Jeg startede jo med at se tasken for tre dage siden, da jeg gik rundt i det område, hvor min bror bor. Den er sort i oppudset læder med guldspænder. Det er en hobo-inspireret udgave, men med det klassiske italienske max mara look, og derfor meget mere strømlignet end en hobo ellers ville være. Den var helt igennem fantastisk.

Jeg besluttede at være fornuftig og sove på det ind til mandag, hvor de igen skulle have åbent. Men da jeg stod der mandag morgen, og havde besluttet, at købe tasken, var det helligdag og denne her Sue Ryder var lukket… så jeg gjorde, hvad en hver anden shoppetrængende person ville have gjort – jeg tog på Oxford Street (hvor der forresten ikke var særligt mange, for der var jo carnival) og shoppede helt amok i Topshop.

Vendte tilbage i morges. Havde stadig debat med mig selv, da jeg gik ud af døren. Er det tasken eller mærket, jeg er faldet for? Er det måske bare fordi jeg ved hvilken respons, den vil udløse hos veninder? Er den virkeligt så fantastisk?

Tasken er så fantastisk. Men den skal ikke bo hos mig. En taske af den type fortjener en ejer, der virkeligt elsker den, og som har ønsket sig netop den. Den fortjener en, som virkeligt er forelsket, og som ønsker at passe og pleje den, og det var ikke et ansvar, jeg kunne tage for en taske, jeg et eller andet sted havde lidt lunkne følelser for.

I stedet gik jeg på Tate Britain og så denne her fantastiske udstilling  (er du jaloux Tanja :P) med ikke-engelske fotografer, der har fotograferet London.

Derefter kiggede jeg lidt i nogle andre genner-butikker, men fandt ikke det helt rigtige. Havde jo også skruet helt op for kravene og den selektive sans. Så i stedet gik jeg ned til den lokale ‘fish and chips’-mand og bestilte klammo-mad. Du kan se billede her, og ja, det var en hel fisk, og nej, jeg spiste ikke op. Synes egentlig ikke det var verdens dummeste afslutning på en helt igennem fortræffelig tur til London at sidde der på gulvet med min cola light til mit absolut fedtfyldte mad (Ironisk. Jeg ved det godt), mens jeg så Futurama og fik styr på de sidste ting inden afgang.