Så fik jeg bananen?

Jeg kunne sagtens fortælle om, at jeg nu har farvet hår igen, og at alt det der med tisgult hår er slut. Og at jeg igen har spildt fire hårfarvninger på at finde ud af, at lyst hår bare ikke klæder mig.

Rick n’ Rolls kommentar denne gang var ‘det er rødt’ modsat hans kommentar sidste gang, som var ‘det er gult’, da jeg spurgte om han kunne lide det. Tager det som et nej.

Jeg kunne også fortælle om sukkertrang og træning, eller hvordan jeg er typen, der altid tænker, at hvis man skal gøre det ordentligt, skal man gøre det selv.

Endte derfor med at sidde og skrive 9 sider af et udmærket deltagerbrev til seniorkurset på Forlev om, bare fordi det måske kunne blive bare lidt bedre.

Jeg kunne også tale i cirkler om den nye iPhone, som jeg jo alligevel ikke kommer til at købe, da jeg er for nærig, og forresten også er glad for min iPhone 4.

Men næh nej. Jeg har været ude for det mest banebrydende i lange perioder i dag. Jeg har nemlig spist en banan.

Og hvad så? spørger du måske. Men det er faktisk både banebrydende og sindssygt grænseoverskridende for mig at spise en banan.

Jeg er nemlig kræsen. Ikke på, jeg-tror-ikke-jeg-vil-kunne-lide-dette-her-måden, men på jeg-smager-og-konstaterer-igen-måden at jeg ikke kan fordrage tomater, løg, æggeblomme, kaffe, oliven, bananer, mørk chokolade og alt muligt andet. Det hjælper lidt på folks forståelse, at jeg nu har fundet ud af, at jeg ikke kan tåle friske tomater heller, så jeg er ikke bare kræsen, jeg er sørme også allergisk (lucky me). Men for det meste synes folk vist bare jeg er underlig, mærkelig og forkælet.

Men jeg har virkelig aldrig rigtigt kunnet lide den gule aflange bananfrugt, der sågar i mit univers er klam nok til at have fået sin egen flue. Den der kvalme sødme, som fulgte med at bide i noget helt blødt og minderne om bananstykker, der var helt fedtede af at have haft tunsinde fingre på sig i børnehaven og lugten. Klammo-lugten! som bare ikke gav slip. Og hvordan, hvis noget smagte af banan, så smagte det, af den der grimme lugt.

ADR BWADR!

Men så var det, jeg tænkte, at i dag skulle det være. Jeg havde jo faktisk ikke smagt sådan en fætter i 20 år (så vidt jeg husker og nej mor, du må ikke rette mig). Jeg havde en klar ide om, hvordan sådan en smagte, og var derfor allerede klar med gag-reflekserne før jeg havde taget den i munden (gud det lyder klamt og porno-agtigt dette her). Men fandt så ud af, til min overraskelse, da jeg smagte på den, altså virkeligt smagte på den, at den jo faktisk ikke smager af noget. Den har en lidt grim bi-samg og en MEGET KLAM eftersmag. Men selve smagen af banan er ok.

Så langt så godt. Nu er målet, at jeg skal lære at kunne lide banan.

Men F***ing VE DEN! der vover at putte banan i noget, uden lige at advare mig først – bare for at kunne se om jeg kan smage det. Tror mig, det kan jeg godt, og nej, det skal ikke komme an på en prøve, du taber og jeg kaster op.