Super søndag

Glem alt om Supertirsdag. For selv om tirsdag også bliver super af flere grunde, så har i dag altså været ud over det, man sædvanligvis kan forvente af en søndag.

Jeg tog ind til byen ved 9-tiden. Der er nemlig slet ikke nogen derinde, så man kan få lov til at gå tur og kigge på vinduer, helt uden at nogen synes, det er mærkeligt – de sover nemlig alle sammen og kan ikke se, at jeg går rundt og opfører mig mærkeligt.

Derefter mødtes jeg med Kathrine, som jeg har kendt for evigt, men ikke set i noget, der minder om evigheder (red. en måned). Vi spiste brunch på Cafe G – og det kan anbefales så meget, at vi endte med at spise i halvanden time, og gik derfra med så ondt i maven, at vi næsten måtte rulle.

(Da Rick n’ Roll for en halv time siden spurgte, om jeg havde spist hvidløg, og jeg svarede nej, og derefter remsede op, hvad jeg faktisk havde spist, blev jeg helt overrasket over min maves evne til at indeholde ting og sager. Hør bare:

Laks, ost, Port Salut, Vindruer, Ananas, Melon, Pandekager, Sirup, Honning, Nutella, Pølser, Bacon, Røræg, Kyllingevinger, Ketchup, Københavner-birkes, Røget Skinke, Skyr, Cornflakes, Jordbær, Te, Appelsinjuice, Æblejuice, Vand, Kapers, Hummus, Tunsalat – og der var sikkert mere, jeg kan bare ikke huske det)

Derefter gik vi ned til lagersalget hus Another Nué. Og der har sikkert været mange lækre ting. Da jeg gik forbi ved 9.30-tiden, var der kø helt ned til Hovedbiblioteket. Da vi kom, var der kun et par ret lækre strikkede bukser tilbage, som jeg syntes, var noget ved, og som, jeg desværre også godt vidste, ville komme til at bo i bunden af mit klædeskab, fordi at så modig, er jeg slet ikke. Heller ikke selvom der står Acne omme bag i buksen.

Desuden var der meget aggressive blondiner med meget lange negle over det hele. Så var det bare så meget sjovere at gå i Sephora (og Hanleys), På Baresso (og Fætter BR).

Og København er sgu da smuk. Se bare

Se bare her. Blå himmel og sydlandsk hus (altså sådan ser sydlandske huse ud i min verden). Man tror næsten, man er under varmere himmelstrøg, selvom der er 7 grader og skidekoldt uden for.

Louis Vuitton er rykket ned, hvor Benetton lå tidligere. Så nu skal Amager Torv åbenbart sende signaler om velhavende metropol og turist-magnet i et. Bevares. Fri forretning og den slags. Men synes altså det var rarere, da Vuitton lå i Pilestræde og Disney-butikken forblev i Paris – udelukkende. (Hilsen gammel sur dame – indsæt selv foto af Enkefru Fernando Møghe)

København er nu en pæn by. Vi er lidt nogle idioter, at vi ikke kan finde ud af at slukke for lyset, selvom klokken er 10 om formiddagen. Men pæn, det er den altså.

Og så åbnede butikkerne, og vi gik i barndom. Er der forresten nogen, der kan fortælle hvad Darth Vader laver til hest i et LOTR-Legosæt?

To tosser på tur!