Hvad årene gør

Der var engang, hvor jeg var en sød lille poptøs. Jeg var tretten år gammel, glad for Backstreet Boys, havde langt lyst hår og selvom jeg nok stadig gerne lidt ville være en dreng og nok var vildere end mine klassekammerater, drømte jeg om at kysse på drenge og ville frygteligt gerne være populær og voksen og følsom.

En gang om måneden kunne man komme til coladiskotek på Diskotek One, et herligt provinshul i udkant, hvor forældrene bor. Den kaldes forresten for Etteren i folkemunde. Sådan er man så kreativ.

Jeg så sådan her ud

Bemærk forresten den røde rædderlige top. Den sluttede lige over navlen. Flot spade. 90’erne var altså ovre på dette her tidspunkt, selvom det tydeligvist ikke var alle der havde fattet det. For eksempel ikke trettenårige piger i provinsen. Billedet er enten fra sommeren 2000 eller 2001, så helt efterslæb var jeg ikke. Så for eksempel for et par måneder siden en kvinde med maveflæsk og mavetop komme cyklende. Det var godt nok på Amager. Men stadigvæk.

Så gik der et år. Der skete sådan set ikke rigtigt noget. Men 3. december 2002, blev jeg enig med mig selv om, at det der med lyst hår skulle være en saga blot. Tror sågar jeg havde gået og planlagt det.

Billedet her er fra efteråret i 2003. Jeg var den eneste punker i byen, og havde vist heller ikke helt forstået konceptet. Kæden har jeg fået af bruden, der i denne her periode også rendte rundt, på den anden side af atlanten med sort hår og hørte Marylin Manson. Den er fra sommeren 2003. Jeg mistede den senere og tudede i flere uger. Bemærk det flotte tørklæde om hovedet. Hvem har nogensinde sagt, der ikke kom noget godt ud at går til spejder? Hvis min gamle spejderleder ser dette her, ville han i hvert fald nok fortryde, at han ikke bare smed mig ud af korpset, da han havde chancen.

I løbet af 9. klasse gik luften dog lidt af beholderen, og jeg tror sågar jeg måske var lyshåret, da jeg gik ud af folkeskolen. Et eller andet sted i Hammel hænger der et billede, der ved det. Jeg husker det i hvert fald ikke. Kun at jeg havde grøn og blå make up hele vejen rundt om det ene øje og alt håret over til den ene side. Sikken skønhed.