Så lav dog en liste!

“Lister far! Lister!” råber jeg atter en gang, da min far begynder at skrælle kartofler her til morgen, og den elektroniske kartoffelskræller viser sig ikke at du. Nænnede næsten ikke at fortælle ham, at den ikke har været i brug i 20 år, og at det bl.a. er fordi, min farmor i sin tid erfarede, at den ikke virkede, da hun skulle skrælle kartofler til 15 polakker, de havde boende. Ak ja. Så måtte de jo skrælles i hånden.

“Lister far! Lister!” råber jeg atter en gang, da der for 7. gang bliver gjort opmærksom på, at vi skal pynte juletræet. Jeg ved det godt. Mine brødre ved det godt. Hell, min mor, som sidder på en motorvej på vej mod Kolding ved det. Hun har hørt det. Så er hun gået. For at hente min mormor.

“Lister far! Lister!” kører igen repeat på min hjernebark, da dadlerne er væk. “Hvor fanden har jeg gjort af dadlerne?” næsten råber han højt, og jeg rejser mig op og henter dem i vindfanget.

Og så mumler han lidt med sig selv om, hvad det nu lige er, han mangler, for det kan han ikke huske, og hvad han har nået, for ellers glemmer han også det.

Her i huset laver min far mad juleaften. Det er absolut forbudt at få lov at hjælpe. Men man er til gengæld absolut indlagt til at høre om, hvor hårdt det har været, når vi alle sammen sætter os ned sammen senere. Sådan er vores juletradition. Og mere end noget andet, er det absolut forbudt at røre ved dem. For vi kan egentlig godt lide dem.

IMG_1728

Det her, er forresten manden med maden.