Og de guldfarvede Louis Vuitton bukser

I nat drømte jeg, at Maren Uthaug ville give mig et par guldfarvede Louis Vuitton bukser. Men så var det bare for at snyde mig og være led. Og så drillede hun mig med, at jeg nogle gange synger, når jeg er alene – eller endnu værre, når jeg tror, jeg er alene. Og hun havde endda filmet det. Og stjålet min computer.  Hmph. Så blev jeg selvfølgelig sur, og da jeg vågnede, var jeg endda stadig sur på hende.

Jeg kender hende ikke engang. Måske, jeg har læst lidt for meget på hendes blog.

Men det var dælmer et par flotte bukser. Synes jeg. Mens jeg drømte. Da jeg vågnede var jeg meget i tvivl, om jeg nogensinde i hele mit liv kommer til at eje noget, der er guldfarvet – altså noget, som ikke faktisk er guld, men bare er blevet lavet lidt gult og shiny. Jeg tror det ikke.

I hvert fald er det ikke unormalt her i huset, at vi kommer til at læse, se eller høre noget alt for meget, og derfor tager det med ind i drømmeland. Rick n’ Roll havde for eksempel en periode, hvor han hørte utroligt meget Tom Waits.

Og det er der jo normalt ikke noget galt i. Med mindre det tager overhånd. Og det gjorde det. Tom Waits dag og nat og dag og nat. ARGH.

Det gik så hverken værre eller bedre end at det stakkels menneske kom til at tage Tom Waits med sig ind i drømmeland. Her var de to høje mænd, Tom og Ricky, i gang med at vende verdenssituation, da Tom pludseligt bliver absolut arrogant og højrøvet.

Efter det hørte vi ikke Tom Waits i månedsvis.

Jeg, derimod, er ikke så konsekvent, og trykkede trofast ind på Marens blog her til morgen. Og hvis du ikke kender den, så synes jeg, du skylder dig selv et grin eller to.

Du får lige linket en gang til.