Ting tager tid

Jeg har været væk. Mere end nogen anden, er jeg klar over, at jeg har været væk.

Det er blevet sådan på grund af flere ting. Ting, der både er ganske rare, og ting, der har tumlet og fyldt og fået lov til at tage alt for meget af min tid.

Jeg vil ikke fortælle andet om det træls, end at det, der startede som vægttab, ikke længere bare lignede en spiseforstyrrelse. Heldigvis har jeg været der før, så den sidste måned er gået med at sætte nogle sunde mål, som ikke kan drive mig derud, hvor jeg har det træls. Jeg ville egentlig gerne være ærlig og fortælle det hele. Men det må blive en dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand.

Derudover havde jeg ganske enkelt glemt, både hvor fedt, men også hvor hårdt det er at starte på nyt studie. At man så der oveni, i mit tilfælde, kan tilføje pendlerlivet, gør det ikke nemmere. Så jeg har simpelthen måttet prioritere. Det blev sådan – enten bevidst eller ikke bevidst. Bloggen fik i hvert fald lov at ligge øde hen.

I mellemtiden har jeg skænket bloggen flere tanker, end jeg ellers normalt gør, og selvom der ikke er lagt en fast plan, kommer der til at ske lidt ændringer i fremtiden.

Jeg vil ikke fyre en aprilsnar af og sige, at jeg er tilbage for fuld kraft. Men et lille pip og et lille løfte om at forsøge at komme tilbage snarest, vil jeg godt give.

Håber I har nydt påsken.