Sådan nogle dage

Langdistanceforhold er svære.

Det er ikke sådan, at det er en universel sandhed for alle. Men det er min sandhed. Og jeg er helt sikker på, at det også er rigtigt mange andres sandhed.

Men især er langdistanceforhold svære, når kæresten har ”sådan en dag”.

Når man er psykisk syg, er man hele tiden. Du er aldrig ikke syg, og du har aldrig ro. Så når min kæreste har ”sådan en dag”, så sover han. I 24 timer. Uden problemer.

For min kæreste betyder det 24 timer, hvor han får ro. Hvor der ikke er dæmoner, han skal forholde sig til. Jeg under ham det. Meget.

For mig betyder det, at den sparsomme daglige kontakt, der er i hverdagene, reduceres til

Søvndrukken kæreste: ”hallo”

Her er jeg allerede klar over, hvad vej vinden blæser. For normalt ville han sige hej. Selv hvis han sov middagslur, ville han nemlig kigge på skærmen. Samtalen fortsætter så,

Mig: ”Hej du. Hvordan har du det?”

Ham, der nu er til stede, men lyder meget træt: ”Nogenlunde”

Mig: ”Du lyder træt. Er det sådan en dag?”

Ham, der sukker: ”ja.”

Mig: ”Så synes jeg, vi skal snakke sammen i morgen.”

Ham: ”Ja.”

 

Så er der pludseligt meget lidt kontakt. Den er sådan set nærmest ikke-eksisterende. Det eneste, jeg får fastslået om hans hverdag, er, at han er i live. Ikke nogen dårlig viden, men en jeg godt ville have haft uddybet.

Jeg forstår.

Det er ikke sådan, at jeg ikke forstår ham. Faktisk er han jo verdens bedste kæreste, men hans sygdom er en kælling – både over for ham og over for mig. Og når den stjæler de 15 minutter, vi taler i telefon hver dag, så er det svært at have et langdistanceforhold.