Politikens debattør- og kritikerskole

Som altid er jeg jo en åben bog, omendskønt, der en gang i mellem lige skal gå et par uger, måneder eller år, før jeg lægger alle kort på bordet.

Derfor kan jeg nu stolt fortælle, og det har jeg forresten også allerede gjort for flere dage siden på Facebook og Twitter, at jeg fra 4. september skal gå på Politikens debattør- og kritikerskole. Jeg sad på kontoret, da jeg fik mailen, og råbte (lidt for) højt YES!

Oven i hatten er jeg flere gange blevet spurgt, hvordan man skriver en ansøgning. Så nu får I altså den ansøgning, uredigeret, som jeg sendte til Politiken.

 

Nyhedsfreak med debatlyst

Jeg vidste det ikke, før jeg så opslaget. Men Politikens debattør- og kritikerskole, er det tilbud, jeg har manglet i mange år.

Jeg hedder Ronja Pilgaard, og jeg er nyhedsfreak. Med i bagagen har jeg en bachelor i dansk, designhistorie og kulturformidling fra Københavns Universitet. Jeg har været spejder i 19 år, hvor jeg de sidste 4 år har haft særligt fokus på demokratiudvikling på internationalt plan. I dag læser jeg journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Samfundets ve og vel, udvikling og store personligheder, har altid fanget min interesse. Jeg kommer ikke fra et hjem med én avis, men et par stykker, og så kommer jeg fra et hjem med 1.000 nyhedsudsendelser. Dem kan man nemlig samtale om – og råbe af, når det kører helt af sporet. Sammen. Og det er her, den politiske debat bliver spændende. Når der er rigtige mennesker og ikke bare ligegyldigt spin bag diskussionen, lever og ånder demokratiet. Jeg manøvrerer hjemmevant rundt på de sociale medier – og gerne på flere platforme. Twitter er favoritten. Den er altid aktuel.

Således sad jeg klistret til computeren i stedet for fjernsynet, da bomberne sprang i Boston. Jeg fik nyheden før min veninde, der går i skole 5 minutter fra eksplosionsstedet. Jeg så det på Twitter. Hvis man skal være kynisk, kan man sige, det var Twitter, der vandt nyhedsræset. Herefter netaviserne og til sidst de såkaldte 24 timers nyhedskanaler. I virkeligheden vandt papiravisen nok – den behøvede nemlig ikke forholde sig til alle rygterne.

Medierne og deres virke går jeg enormt meget op i. Især er public servicedebatten evigt aktuel. Og private aktører sørger for – heldigvis – at holde debatten i live ved at stille spørgsmål ved, hvorfor vi egentlig har brug for public service.

Sidst men ikke mindst, er jeg meget opmærksom på den kønsdebat, der foregår i medierne. Nogen vil måske kalde mig feminist. Selv mener jeg bare, jeg er for absolut ligestilling og imod sexisme. Jeg har ufatteligt svært ved at forstå, hvorfor vi bruger millioner på landsplan og milliarder på verdensplan på at forske i, hvem der er ”det bedste køn”, ”det stærkeste køn” eller ”det klogeste køn” – ja undskyld mig, men mens vi skændes om at putte hinanden i forældede kulturelt bestemte kasser, sulter børn rundt om på kloden.

For at opsummere. Hvis I har lyst til at give mig en mulighed for at debattere kønsdebat og -opfattelse, medierne og samfundet i al sin forskellighed, synes jeg, I skal give mig en af de 150 pladser på Politikens debattør- og kritikerskole. Hvis I har lyst til at lære mig en hel masse, og samtidigt få en masse reflekterede debatindlæg, så synes jeg, I skal vælge mig. Og hvis I har lyst til at møde et menneske, der elsker, når følelserne står i flammer og når meninger giver blod på tanden til mere, så synes jeg, I skal give mig en mulighed, jeg ikke kan få nogen andre steder.

Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

Mange hilsner

Ronja Pilgaard