Sådan er vi så forskellige

Bang! Harry Hole bliver skudt og rejser sig fra graven med ar i hele ansigtet.

Jeg er vild med det.

Knaldromaner. Det er mit junk. Jeg bliver ikke klogere, men på en eller anden måde får jeg suget marven ud af dem alligevel. Som med Jo Nesbøs serie bestialske drabsromaner – nogen vil måske kalde dem krimier – hvor jeg lige måtte stoppe op og tænke ”Gad vide hvem Glasvegas er”, og så var der nyt band til iPod’en. Det er nærmest public service.

Derudover elsker jeg elitære lortefilm – helst på fransk og gerne med freudianske undertoner. Jeg er absolut en sucker for det.

Jeg siger ofte, at jeg ikke gider lave noget, der ikke giver mit liv indhold. Gider ikke spilde tiden. Har kun et liv. Der er masser af floskler, men lige dem her tror jeg altså lidt på. Også selvom det kræver, at jeg lyver lidt for mig selv og lader som om, at indholdet i Jo Nesbø giver mig meget mere end fascinationen af drab og en fantasi om, at Harry Hole er fucking lækker.

Så for mig foregår en god tv-aften på DR2. Helst noget med Deadline, Pind og Holst i USA og til slut en dokumentar om det nanaiske mindretal i Kina – gerne på fransk.

Rick n’ Roll derimod? Not so much. Hans definition af en god tv-aften er Agent Catwalk, Pretty Woman og så slutter vi af med Maid in Manhatten. Sagt på en anden måde: hvis det hviner i tænderne, mens man ser det, er han solgt.

Selv mener jeg jo, at det er indholdsløst lort. Og jeg har virkeligt forsøgt at sige, ”Jamen der er jo en god grund til, at det er mainstream” Har forsøgte at overbevise mig om at ”Den slags indeholder også kvaliteter”. Har forsøgt at elske det. Kan simpelthen ikke.

Ja pis mig i øret, og giv min noget indhold – eller ret store mængder alkohol.

Men så er det, at jeg må vågne op og tage mig selv alvorligt i kraven. Hvad, der er indhold for mig, er jo ikke nødvendigvis indhold for andre. Rick n’ Roll siger jo godt nok, at han har set så meget indholdsløst lort, at det kan være svært at skelne fra hinanden, men på den anden side er de smil, der lige så stille viser sig, når Sandra Bullock eller J-lo får drømmeprinsen, jo ægte.

Og for den glæde, kan jeg stikke Deadline skråt op. For for min kæreste, er der åbenbart mere indhold og underholdning i sukkersød kærlighed.