Ron Jeromy’s tunge

Det er blevet så stille i gadebilledet. Det kom ligesom snigende for ca. 6 år siden. Der er ikke længere højlydte debatter om, hvor højt Eiffeltårnet i virkeligheden er, hvem der først besteg Mount Everest eller hvor mange knogler mennesket har i hovedet. På samme måde, er der ikke længere skænderier i nattelivet, der handler om, hvor lang Ron Jeromys tunge er – jo hans tunge.

For nu har vi google lige ved hånden.

Tag ikke fejl. Jeg elsker min smartphone. Jeg bliver ikke længere væk, og jeg behøver ikke slæbe rundt på tusind sedler for at huske, at jeg skal købe vaseline og agurker. Men vigtigst af alt, har jeg altid ret, og er der noget, jeg ikke ved, kan jeg bare google det. Jeg behøver ikke længere skrive det ned og slå op, når jeg kommer hjem.

Og det er egentligt ærgerligt. Og rigtigt kedeligt.

For diskussionslysten som jeg er, savner jeg at skændes om længden på Ron Jeromys tunge – jo hans tunge. Fordi vi i gamle dage bagefter ville have diskuteret, hvad hans rolle hed i Boondock Saints, og så havde vi husket dengang, vi drak os stive og så Boondock Saints og efter det havde vi ædt os ædru. Og jeg ville have fortalt om dengang, jeg så baseball på Fenway Park, og nogen ville måske fortælle en løgnehistorie om en, de kender, der har kysset en New York Yankee, og så ville vi diskutere, hvem der vandt World Series i 2011, hvilket ville være fuldstændigt åndssvagt, fordi man ikke kan se baseball i Danmark, og det forresten bare er 4 timers rundbold.

Det kan også være, vi ville have diskuteret, om det egentlig var charmerende med alle rygterne om en så grim mand, eller om det bare er med til at gøre ham endnu grimmere. Og vi ville have delt de historier, vi har hørt om ham. Både den med at han mistede sin mødom til sin mors veninde, da han var 9, og dem med at han engang knaldede Linda Lovelace. I sidste ende ville det være lige meget, for det ville bare være snak. Men det ville have været snak, der gjorde en aften sjov at huske.

Jeg har ikke googlet Ron Jeromys tunge. Jeg vil ikke vide det. For hvis jeg vidste det, ville diskussionen ende der og ingen af mine hypotetiske aftener ville blive virkelighed.

 

Er det kun mig, der savner tiden fra før, der gik smartphones i den?

Jeg har i hvert fald flere gange på det sidste taget mig selv i at tænke, at tiden var sjovere, og måske lidt mere uskyldig den gang før jeg mødte min iPhone.