Madpakker

“De lækre sommerretter bliver nu afløst af sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse. Så er det for alvor hverdag igen (…) Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.” (Fra denne her artikel)

Så stopper festen. Mor er både sur og skuffet over dansk madkultur!

Gu må det gerne være lækkert. Det skal sgu være lækkert, når man spiser, for maden skal holde os kørende til næste måltid, som ofte ligger 6 timer ude i fremtiden.

Her i landet er måltidet også noget, vi samles om. Skal vi hygge, skal vi spise. Sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Fint med mig. Lidt fjollet. Bevares. Men det er vel en smagssag, om man synes at følelser absolut skal kædes sammen med det, man kaster i munden. Med frygt for at citere en vildt irriterende minister: “Sådan er det jo.” I Danmark forstås.

Men samtidigt er noget af det, der definerer “sådan er det jo”, i Danmark, åbenbart de sidste par år blevet til madsnobberi. Og ikke bare, hvor det handler om ens egen mad, men også om alle mulige andres. Nu skal Palæo-freaks og clean-eaters, og gourmanter – især de selvudnævnte – og al slags revl og krat, der en gang har været på svampejagt på den jyske hede (ret dumt, jeg ved det godt), pludseligt til at definere dansk madkultur og fortælle os andre, hvad vi bør kaste indenbords.

Og tag ikke fejl. Der er selvfølgelig folk, der er yderst velmenende og absolut føler, at de har fundet en hellig gral, når de fortæller dig, at knækbrød er roden til alt ondt. Der er bare også en hel masse, der primært fodrer egen gode selvfølelse, når de fortæller dig, at din mad er forkert.

Og så hopper vi lige tilbage til leverpostejsmadderne og spegepølsemadderne fra indledningscitatet.

Noget af det bedste jeg ved, er leverpostej. Som barn spiste jeg flere halve med leverpostej end noget som helst andet. Det skulle da lige være den frygtelige 3-stjernede med luseblod og så en ordentlig stribe remou ovenpå.

I dag er det ofte det eneste jeg trænger til efter lange udlandsrejser. Kold Carlsberg og en leverpostejsmad. Gerne med agurkesalat og peber eller i den noget mere uortodokse variant, men sådan har jeg altså altid spist det, med føromtalte remou-stribe og ristede løg.

Nu kommer citatet lige igen, og så piller vi det fra hinanden.

“De lækre sommerretter bliver nu afløst af sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse. Så er det for alvor hverdag igen (…) Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.”

Lad os starte med “de lækre sommerretter”. For mig er en lækker sommerret, det jeg har lyst til. Det er som oftest melon eller mango, fordi de indeholder en masse saft, der kan være godt i varmen. Samtidigt er det ting, man kan tage med sig ud i den danske wannabe-sommer, hvis bare man putter det i en plastbøtte.

For dig, er det måske frikadeller og kartoffelsalat. Fint for mig.

Men nu kommer vi til de to led af citatet, som gør mig virkeligt harm

“sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse”

Jeg er helt ufatteligt træt af at høre leverpostejsmadder og spegepølsemadder omtalt som sure pligter. For rigtigt mange har netop disse to ting været synonymt med god næring i rigtigt mange år. Det er sådanne, jeg vover lige at kalde dem, klassikere, der er blevet fremhævet som positive eksempler på mad, der kan holde en mæt, og som ikke sprænger budgettet. Men nu er de åbenbart bare sure og smagløse.

Og så trumfkortet her til sidst.

“Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.”

To sekunder mens jeg lige ørler over klamheden i denne her sætning.

Vi er fandme ikke heldige over at vores unger gider spise en rugbrødsmad. Vi giver børnene mad, og børn der klynker over ligegyldigheder er ærlig talt noget af det mest ucharmerende, der findes. Så hvis de ikke GIDER spise en rugbrødsmad, så må de sgu være sultne til aftensmad. Den slags undskyldninger dur kun, hvis man har den slags børn, der risikerer at blive underernærede, og let’s face it. Dem er der ikke overdrevent mange af i DK.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, om de her fiktive unger, ikke bare ikke gider spise deres mad, fordi Mor Spelt og Far Spelt, har italesat rugbrødsmaden som kedelig.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke er alle, der har samme kærlighed til rugbrødsmaden, som jeg har. Men kunne vi ikke i det mindste komme over vores konstante madsnobberi? Det er ærlig talt ikke til at holde ud at høre på.

 

Med venlig hilsen

Meget surt madøre