Kære Søren Krarup

Jeg startede på Politikens debattør- og kritikerskole i går. Aftenen blev indledt af den kære Søren Krarup, som gerne ville gøre op med kulturradikalismen.  Jeg havde en fest. Andre var nok bare sure. Senere fik jeg glæden af Lisbeth Zornig og Karina Pedersen i Klinch om underklassen. Det var fantastisk at opleve så forskellige menneskesyn – og en verden så langt fra min egen. Til sidst fik vi glæden af Mathias Tesfaye, der vist snakkede om skyld, debat og arbejde. Jeg er faktisk ikke helt sikker, for jeg blev helt hylet ud af den, da han sagde, at drenge, der var født i 80’erne var nogle knudemænd og fulgte op med “Vi er mere Dylan end Brandon”. 90210 kærlighed ud over det hele. Derefter kom han også med punchlinen “Nu er jeg jo ikke kommunist mere”. Smukt

Det er ikke fordi, at jeg er svær at imponere. Jeg ved det gør. Men jeg havde en fest. Mest af alt med Søren Krarup. Så derfor skrev jeg et lille brev til ham.

 

Kære Søren Krarup

En kop kaffe med dig, ville være en ren Matador. Og jeg elsker Matador. Elsker når Maude lægger sig og elsker når Ingeborg ser fortørnet ud. Mest af alt elsker jeg, når Hr Scwann siger, Næh – nu har jeg aldrig. På samme måde elsker jeg også, når Matador bliver en lille smule skabet – og det tror jeg også, du gør.

Jo jeg gør. Du må gerne sige mig i mod, men lad mig først tale ud.

I går havde jeg en fest til Politikens debattør- og kritikerskole, hvor du berigede os med dit selskab og dit syn på kulturradikalismen. Omkring mig lød fnys og den sagte skraben af øjne, der vendte sig mod himlen i deres huler.

Men ikke hos mig. Jeg grinede og smilede. For jeg havde en fantastisk oplevelse.

For det er en fest at høre et menneske, der mener noget. Virkeligt mener noget. Og det gør du Søren. Mener noget. Om alt. Næsten.

Og vi bliver nok ikke enige om det meste. Meget lidt faktisk. Fx bliver vi ikke enige om, hvorvidt, det var sømmeligt, at du kaldte lederen af Det radikale venstre for ”Hende den lille Margrethe Vestager”. Jeg tror aldrig nogensinde, du ville have sagt ”Ham den lille Søren Pind”. Og der synes jeg nu måske nok, at vi to ville kunne blive endog meget uenige.

Det kan vi nok også om mange andre ting. Blive uenige. Og skændes måske endda. Så de retoriske kaffekopper ville danse på bordet.

Men jeg tror faktisk, jeg ville synes, det var fedt, og jeg skal nok forklare hvorfor. Senere.

Men først skal vi altså tale om dette her meningstyranni, som du mener, er blevet genindført med den nye regering – der da faktisk ikke er så ny længere. Hvorfor er det, at bare fordi man ikke har så stor ørenlyd, så skal vi pludseligt tale om meningtyrani? Altså. For min skyld, må du mene, lige hvad du vil kære Søren. Du må også gerne skrive det alle de steder, du har lyst – bare ikke på historiske bygninger. Det ville være synd. Men jeg har bare også lov til at mene det modsatte. Og det gør jeg så. Ret tit endda.

Du sagde i går, at der er sket to frygteligheder i Danmark de sidste 100 år. 9. April er årsdag for Danmarks besættelse, og – her er en ting, vi er enige om – det har været forfærdeligt at se et land, man elsker (endnu en ting, vi kan enes om) blive besat.

3. juli 1983 bliver vi dog ikke enige om. I år er det 30 år siden, Danmark fik en udlændingelov. Du kalder det en begyndende katastrofe. Jeg nok noget andet. Og væsentligt mere positivt.

Men jeg tror, det bunder i, at vi har to meget forskellige syn på to ting.

  1. Vores menneskesyn
  2. Vores syn på det at være dansk

De to ting, tror jeg, vi slet ikke kan enes om. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Vi er bare uenige kære Søren. Og det har jeg lige brugt en aften af mit liv på at lære, at det må man gerne være.

For dig, er danskere kristne. Jo det sagde du selv. Du sagde ”Danskerne er et kristent folkefærd.” Det var det, du sagde. Men gælder det også kulturkristne kære Søren? Eller skal det være den måde, du tror på? Hvem skal bestemme det? Skal du? Eller Manu Sareen? Det sidste tror jeg ikke, du ville bryde dig om. Ham er du vist ikke så gode venner med. Har jeg ladet mig forstå.

Og hvad med alle os, der ikke som du har behov for at frekventere en kirke – eller noget som helst andet gudehus? Er vi så heller ikke danske?

Der må du jo nok være mig svar skyldig kære Søren, for dette her er et envejsmedie. Men hvis du sender mig en mail med et svar, bliver jeg glad – og jeg lover at svare.

Du sagde i går om Margrethe Vestager, at hun var præstedatter med tre udøbte børn – gud bedre det. Det var vist sådan du sagde. Er disse tre børn så heller ikke danske? Er hende den lille Margrethe Vestager dansker?

Jeg er altså bange for, at med den devise, vil du få en ret afgrænset befolkning – og jeg tror måske også, du får svært ved at overbevise alle os, som kalder os selv danske, men ikke tror på Gud, om at flytte fra dit Danmark.

Men nu tilbage til, hvorfor jeg synes, det kunne være dejligt at skændes med dig Søren.

Jeg ville synes det var fedt, fordi du, kære Søren, er et menneske, der virkeligt mener noget. Det kan jeg mærke. Men mest af alt, fordi du er resterne af en svunden tid, som jeg gerne vil gøre op med. Du er personificeringen på meget af det, jeg kæmper i mod i dette her samfund. I rigtigt mange mennesker er der en lille snert, af de her ting. Men du er det helstøbt. Uden dig, ville der ikke være nogen, man rigtigt kan skælde ud på. Du er beviset på, at de her ting stadig findes. Og det skal du altså have tak for. Og så skal du også have tak for, at jeg fluks gik hjem og satte Matador på – efterfulgt af Krøniken. Det var dejligt.

Måske også bare lidt, fordi du siger, at DR er dybt kulturradikale, og ganske frygtelige. Så vidt jeg husker, sagde du

”Hvis det var mig, der stod for det, var det nok ganske anderledes.”

Så kære Søren. Her til sidst, vil jeg bare gerne sige, tak. Tak fordi du ikke står for det.