Løjerlig lørdag

Ok. Overskriften lover nok mere, end jeg kan holde. Men jeg skrev det, der står herunder, i går på toget hjem. Jeg var bare så træt, at jeg gik direkte i seng, da jeg ramte Østerbro.

 

Jeg har mødt min fars familie i dag. Det var underligt. Og overvældende.

Og jeg er helt ør i hovedet.

De var søde.

Jeps. Det bliver meget i punktform i dag, for ting giver pludseligt mening.

Det er lidt underligt.

Jeg har en ret fed familie på min mors side. Jeg ser dem mindst en gang om året til julefrokost. Det er dejligt. Familie er godt. Hvis den er god.

Jeg har aldrig kendt min fars familie. Jeg kendte mine bedsteforældre. De stillede op. Og jeg lærte først om deres dæmoner, da jeg var næsten gammel nok til at håndtere det. Det er jeg glad for. De er også døde.

Jeg har også kendt min fars bror. Tror jeg. Altså jeg tror, jeg har kendt ham. Jeg ved, hvem han er, men jeg ser ham ikke så tit. Og det var det. En mor, en far og de to brødre. Det var min fars familie. Og det var fint for mig.

Men mine bedsteforældre er døde. Og min farbror kender jeg kun lidt. Så i dag kørte jeg med forældrene til Skarrild, hvor min farfar kom fra. Og der stod så 34 andre mennesker, der også hed Pilgaard. Der var en kirkegård fyldt med mennesker, der også hed Pilgaard. Mennesker, som kunne historier om et menneske, jeg har kendt. Mennesker som også havde mørkt hår på den måde, min farfar havde det, og mennesker der også rynker på næsen på den måde, som jeg gør.

Meget underligt.

Ikke ubehageligt. Bare lidt underligt.

For resten var det også ret hyggeligt.