Vi snakker fandme hele tiden om vejret

Så sidder jeg her igen. På DSBs Sjællandsraket genne Danmark fra Aarhus til København. Det gør jeg flere gange om ugen. Både den ene og den anden vej.

Og så tager jeg billeder. Til stor gene for de af mine venner, der holder nok af mig til at følge mig på Instagram, tager jeg millioner af billeder ud gennem ruderne på et IC3-tog.

Hvorfor? Fordi jeg da har behov for at fortælle, at nu er det toget ude ved møllerne ved Sprogø – eller at der er regnbyger, som pjasker mod ruden og nøj hvor er det pænt. Og jeg lover, at efter 2 timer i et tog er alt pænere end blå sæder og DSB-uniformer.

Nej hvor er det altså pænt. Og det skal alle da have at se.

Og så tager jeg et billede. Putter det på Instagram, som så deler billedet på både Facebook og Twitter for mig.

Men jeg er ikke alene. Det er vi tusinder af danskere der gør – tager billeder af vejret. Det er ikke altid fra tog, det foregår, men så er det fra cykel, bil eller gåben – for nu skal vi rigtigt dele, at vi også har set, at det pjasker ned, og at vi også er blevet våde og at vi også er glade for vores regntøj, når det regner.

Lige som alle de andre.

IMG_3946

Solen skinnede til mig på Instagram. Det gjorde den også til resten af København. Men Kathrine er sgu fin!

I går var det noget med nogle regnbuer. I dag noget med noget regn.

Er de sociale medier blevet så udvandede, at det eneste, vi kan finde ud af er enten at tale om vejret eller hvor åndssvage de folk er, som taler om vejret?

For hvis vi ikke har travlt med at tage billeder af, at solen enten skinner, eller at den ikke gør – for jo, der er de to muligheder – så skoser vi dem, der gør det.

Demokratisk set åbner de sociale medier for viden til alle. Der er, hvis man ønsker det, åbent til nyheder fra hele verden, billeder fra en verden, man aldrig kan komme nær, hvad enten man interesserer sig for international politik, mode eller veganske retter, som ikke har været varmet op til over 42 grader og som spises på Aruba. Det er alt sammen derude. Men alligevel er det, der optager os mest, at ligne alle de andre – at enes om, at det regner.

Nu er det ikke fordi, jeg skal være sur og gammeldags, men kunne man evt. ikke bare kigge ud af vinduet? Gud forbyde, at jeg nu foreslår, at man i stedet talte med sine medmennesker i stedet for at leve med hovedet i en smartphone. Men jeg lover, at hvis man kigger op, er omgivelserne væsentligt bedre til at informere om vejret end både DMI og Yr.No

Men vejrudsigter er vigtige for os. Det handler om et behov for at vide, hvad der skal ske. Derfor fylder det hele bagsiden af MX, og derfor er der en vejrudsigt i slutningen af samtlige nyhedsudsendelser på TV.

Der er så mange vejrudsigter der uden, at man, lidt som med madprogrammer og dyr, altid kan være 99 % sikker på, at der lige nu, et eller andet sted under en tv-kanalrundfart, vises en vejrudsigt.

Derfor er det mig en gåde, at vi fortsat overraskes over vejret og har behov for at dele det med vores medmennesker på de sociale medier.

I mine øjne er der vigtigere og sjovere ting, vi kunne bruge de sociale medier til.

Eller er det bare mig, der følger de helt forkerte mennesker?

IMG_3989

Solen skinnede på Vejle Fjord – taget igennem et togvindue. Naturligvis