Yahya Hassan

ANMELDELSE: Yahya Hassan er vredere end Punk

Han har været i vælten siden i lørdags. Alle mine venner elsker ham. Højt. Selv totalt apolitiske rødder fra provinsen, hvis største interesse er motorolie og bare damer, har en holdning, som han passer ind i. Og nu skal de pludseligt også til at læse poesi. Jeg taler naturligvis om Yahya Hassan. Mediernes, højrefløjens, venstrefløjens og alle dem midt i mellems nye darling.

Kære medmennesker. Han er meget sød. Men tag den lidt med ro. Jeg er ret sikker på, at en teenagers frustrerede råb ikke kan passe ind i jeres alle sammens dagsorden. Læs nu lige ordene en gang til. Og så en gang til.

Men det var så også alt, jeg har at sige om den sag. For selvom jeg gerne vil tale om Yahya Hassan, gider jeg ikke tale om flygtninge/indvandrere. Jeg vil meget hellere tale om hans digte.

I går aftes var jeg retur på Politikens debattør- og kritikerskole og efter to oplæg ved Preben Wilhjelm og Pernille Rosenkrantz-Theil, sad der pludseligt et letgenkendeligt ansigt på trappen. Det var Yahya Hassan, som var dukket op for at læse højt af sine digte.

Og det, synes jeg egentlig, var ret befriende. Yahya Hassan læste tre digte højt, og det vil jeg altså anmelde.

Yahya Hassan er vredere end Punk

IMG_4160

Når Yahya Hassan læser op af sine digte råber han. Monotont. Den vrede, han repræsenterer, lyder i sit kraftudtryk som enhver anden teenagers klagesang. Men modsat den almindelige teenagers klynken, er der noget indhold her, som de færreste danske unge ville kunne producere.

Yahya Hassan råber nemlig ikke med sin generations stemme. Han taler med sin egen – til alle generationer. Han udnytter ganske enkelt, at han som 18-årig kan råbe med en sådan indignerethed og troværdighed, som kun en person under 20 kan. Og det er fantastisk.

Jeg får lyst til at kravle helt ind i mig selv, når har taler at pille ved sine kusiner, og græder lidt, når han rækker ud efter en fraværende mor. Der er følelser i dette her. Helt almindelige følelser, der er knyttet op på nogle ret så ualmindelige oplevelser.

Når Yahya taler om, hvordan han gerne vil finde sin forhud og sy den på igen, sidder jeg ikke tilbage med en følelse af, at han bare er endnu en klynkende lyriker. Der er mere i dette her. Der er nogle usagte følelser, der sammen med vrede taler til min indre ungdomsoprører.

Nogle gange bærer Yahyas behov for provokation desværre over i en vrængende tone. Når han peger fingre af sine forældre, kan man ikke undgå at spørge sig selv, om det er alt han kan – tale om lyst til danske piger, hvor vred han er på sine forældre, og hvor hyklerisk religion er.

Det lyder som en sang, samtlige guitarspillende drenge, jeg kender, har spillet. På trods af de gribende fortællinger, som de her digte også indeholder, er de her emner ikke kun basale. De er også banale.

Men på trods af banaliteten, hvor hjerte også i Yahya Hassans univers rimer på smerte, taler Hassan netop til vores allerstørste grundfølelser – lysten, skammen, vreden og den egocentriske kærlighed.

Særligt digtet Jetlag Formørkelse formåede at kravle ind under huden på mig. Det er et digt, der minder mig om 90’ernes grunge. Der er mere følelse end 70’ernes punk. Men grimheden er den samme, når han taler om svin og forhud. Han stiller sig op på et tabu og hopper på det.

Hassan giver ganske enkelt provokationen og frastødelsen nyt liv og nyt hjem. Han skyller den pæne individforskrækkede digtning fra 00’erne ud med badevandet og hiver i stedet et monster af grimhed med neonpile mod sin egen fortid frem fra egen navle.

Indholdet i Yahya Hassans digte spiller på følelser, langt de fleste kender. Hans poesi handler om skuffelser, angst og hykleri.

Og det virker.

Det virker, fordi dem, der læser Yahya Hassans digte, ikke er dem, han taler til. Dem, der læser de her digte, er blandt andre eliten, som netop var ung sidste gang, det gav mening at råbe højt, længe og inderligt, sådan som Yahya Hassan gør det. Det virker, fordi Hassan formår at tage banale følelser og bære dem videre ind i en specifik verden. Men mest af alt virker det, fordi han også formår at tale til alle dem, der ikke er eliten.

Digtene fungerer udmærket i sig selv. Men når de sættes i samfundsmæssig kontekst, løfter de sig op til sit fulde potentiale.

Yahya Hassan giver den som en nutidens Gustaf Munch-Petersen. Han har skrællet digtenes gåde af og lagt indholdet frit frem, til alle der tør læse noget på vers. Han har taget verdens indhold og presset det sammen på et par strofer. Og jeg glæder mig til at læse resten.

Jeg køber denne her bog. Ikke fordi den er det samfundsmæssige manifest, mange vil gøre den til, men fordi de digte, den indeholder, bærer på så stort et engagement og så store følelser, at jeg tror, jeg ligesom resten af Danmark kan finde et lille stykke af mig selv i det.

 

IMG_4162

Ham her var der forresten også.