Selvtillid på DMJX

Det her bliver personligt og navlepillende. Du er advaret.

Det er ikke så meget en frygt, som det er min egen indre skildpadde. Jeg er nemlig ikke bange for en dag at blive trykt. Jeg er til gengæld helt sikker på, at ingen nogensinde har lyst til at udgive noget, som jeg skriver.

I mange år var jeg helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Så gik jeg fra det igen. Ofte sagde jeg, at jeg ikke turde søge ind på journalisthøjskolen – men nu er det jo ikke den eneste måde, man bliver journalist. Andre gange sagde jeg, at det også var for hektisk, og at jeg ville have det meget bedre, hvis jeg bare fik lov at fortsætte med at gøre rent på hospitalet. Indtil for en uge siden, var jeg også helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Og så ramte min gamle ven manglende selvtillid mig med en kæmpe mavepuster.

Hvad jeg nemlig ikke sagde dengang, var sandheden. Nemlig at jeg er pisse hamrende bange. Bange for ikke at slå til og bange for aldrig at blive god nok. Og i bund og grund synes jeg bare ikke, at jeg fortjener at blive den person, som jeg drømmer aller mest om at være.

Jeg frygter, at hvis jeg nogensinde kommer på skrift, vil en eller anden redaktør se det og sige “det er da godt nok det værste, jeg nogensinde har læst,” eller “kan vi ikke alle sammen i hele branchen blive enige om, at hende ansætter vi aldrig”.

Problemet er nok, at jeg langt hen ad vejen er tilbøjelig til at give dem ret. Jeg oplever ikke verden sådan, at jeg har ret til at komme på tryk. Jeg synes ikke, jeg er sjov eller dygtig. Jeg synes, jeg er middelmådig – faktisk måske endda definitionen på middelmådighed – en 7’er helt ind til benet. Der er garanteret meget mere talent i hvem som helst andens lillefinger, end der er i hele mit småfede korpus. Jeg fortjener ikke at få lov at skrive nyheder, for jeg bliver aldrig god nok.

Og så gemmer jeg mig. Gemmer mig fra det hele med al min kvalme over mig selv og over en enkelt gang at have stukket hovedet frem og sagt “Jeg vil gerne være journalist”. For jeg tror, jeg kommer til at skuffe dem, der hepper på mig. For jeg tror ikke, jeg er dygtig nok.

For jojo. Jeg er da hamrende flittig. Jeg læser alt hvad jeg kan komme til, jeg skriver alt, hvad jeg kan komme til. Jeg ved ikke, hvad i alverden, jeg skal lave, hvis jeg ikke bliver journalist, for jeg lever og ånder medier, journalistik og nyheder. Jeg er irriterende nysgerrig og stædig nok til at grave i timevis – og indigneret nok til at blive ved, selv når stædigheden slipper op.

Men hvis du spørger mig og min selvtillid, bliver jeg nok aldrig rigtigt god nok.

Derfor var det også lidt en befrielse, da jeg her til aften på Politikens debattør- og kritikerskole hørte Martin Krasnik sige, at han altid forbandede, når han skulle skrive. Han har nok ikke samme latterligt lave selvtillid som jeg, men han fik i hvert fald sat ord på en enkelt eller to af de tusinde følelser, der stormer i mig, når jeg er på dybt vand og midt i et kæmpe projekt, som jeg ikke synes, jeg kan overskue. Og det gjorde mig rolig. Om ikke andet i et øjeblik.