Lortekartofler

Jeg har egentlig aldrig kunnet lide varm mad indsvøbt i sukker og smør. Jeg ved godt, at det som dansker er helligt brøde, at afsværge glaseret skinke og kartofler med halvbrændt sukker tilsat kernet fløde.

Men fred være med det. Nogle mennesker synes åbenbart, at det er helt fantastisk, og det har jeg tidligere haft det fint med.

Men det har jeg ikke mere.

Brunede kartofler kan fra nu at findes på listen over ting, jeg nægter at se på.

Hvorfor?

Fordi Ricky elsker brunede kartofler. Altså. Det er ikke derfor jeg hader dem. Men hold nu kæft og hør historien.

I skrivende stund hænger der sukkerlage i loftet. Og på døren. Og på vinduet, og alle andre steder i en radius af 2,5 meter fra vores kogeplader.

I går havde vi aftalt, at menuen stod på julemad. Jeg er kræsen og kan egentlig ikke så godt lide det. Rødkål holder jeg mig fra, sukkerkartofler kan andre få lov at spise og and er ret fedt. Men nu er det jo altså Rickys livret.

Det er jo egentlig mig, der er kokken i lejligheden. Men eftersom det er Goldby, der kan lide maden, stod han for alt andet end sovsen.

Og så rørte jeg ellers det bedste, jeg havde lært. I sovsen forstås. Hvad, jeg ikke havde tænkt på, var, at sådan nogle glaskartofler kan sprænge i luften, hvis de kommer under tilpas pres.

Og det gjorde de så. Ud over mig. Havde jeg ikke haft briller på, havde jeg fået det lige i øjet. Det siger mine meget fedtede briller i hvert fald. Men nu havde jeg briller på, så jeg har bare fået en masse brandvabler.

På næsten

På hånden

På armen

I ansigtet.

Øv.

 

Så derfor.

 

Kære opfinder af brunede kartofler

Fuck dig.

Hilsen Ronja Pilgaard og hendes 15 forbrændinger