Status

Jeg sidder med en knude i maven over alt det, jeg ikke har nået endnu. Jeg gør lidt status. Over det sidste år. Over alt det, jeg ikke kan endnu. Over det limbo, jeg er i lige nu. Har jeg sagt, at der er 5 måneder til panikdag?

Jeg er fyldt 25.

Det er ikke gammelt. Men det er heller ikke så ungt, at jeg kan sige, at det er nogen andres skyld, at jeg har det, som jeg har det. Og det er gammelt nok til at ”tag dig sammen” er den eneste løsning, når piv ikke virker. At synke sammen og regne med, at nogen klarer skærene for mig, er i hvert fald et løb, der er kørt med teenagebussen.

Jeg er ikke modig.

Faktisk er jeg oftest en kujon. Lige indtil det kommer over mig, og jeg slet ikke kan få nok af at udfordre mig selv. Sådan nogle dage havde jeg i november. December handler meget mere om at gemme mig under sengen og håbe på, at det hele ordner sig selv. Det gør det ikke. Men det ordner sig. På en ene eller anden måde. Altid.

Jeg er hjemløs.

Det nærmeste, jeg kommer på et fast holdepunkt for det sidste år, er lyntoget mellem Århus og København.  Det sidste år har jeg været sammen med tusindvis af andre mennesker på toge fra den ene ende af landet i op til 20-25 timer om ugen. Jeg må ikke bo med min kæreste, og det er årevis siden, jeg rigtigt har boet et andet sted. Så jeg holder bare fast i min computer og min telefon og min moleskine. Der ligger hele mit liv faktisk. Alt det tøj, jeg ejer, kan jeg bære i en sportstaske og bøgerne ligger for meget i kasser. Jeg holder bare fast og regner med, at det går.

Jeg bor i en bog.

Den eneste måde, jeg kan skjule, hvor dårlig jeg tror, jeg er til at være journalist, er at være flittig. Jeg har læst mine ting og styr på mit lort, så ingen kan komme og sige noget. I virkeligheden er det sværeste i verden, at få hul på boblen til de selvstændige tanker. Og til beslutsomheden. Når den sværeste at snyde er mig selv, gælder det om virkeligt at tro på, at man kan et eller andet. Så overbevises jeg nok engang.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg tror ikke på illusioner og luftkasteller. Men jeg tror, at jeg nok skal klare den. Og hvis ikke dagene er nok, må jeg tage natten til hjælp.

Det går bedre.