Hvor bor Curlingsbørnene?

Jeg kender dem ikke. Jeg har aldrig mødt dem. Alligevel fylder de meget. Både i mine medier, på mine sociale medier og faktisk også i mange af mine samtaler.

Curlingbørnene er alle vegne. Men de findes jo ikke.

Skulle jeg tro på, hvad jeg hører, er de og deres forældre skyld i, at der hverken er boliger eller jobs. Hverken til min egen generation eller den ældre.

Eller undskyld. Vi er skyld i, sammen med vores forældre, at der ikke er boliger, mad, jobs, penge eller noget som helst andet til generationen over vores. For det er jo alle os, der er curlingbørn, der er skyld i det. Generationen ældre end min har jo aldrig har fået noget. I stedet har de stået og varmet sig i en kokage, og i det hele taget ved de, hvad det vil sige at arbejde for noget, man gerne vil have. Sådan lyder det i hvert fald næsten, når medierne kommer ind på emnet: curlingbørn.

For det har vores generation jo aldrig prøvet. Reelt kan vi ingenting, har jeg ladet mig forstå. Vi får i stedet vores forældre til at søge jobs for os, de køber vores lejligheder. Og når noget går galt på universitetet, skynder vi os alle sammen hjem til moar og farmand og klager vores nød. For så skal de nok tage affære. Så ringer de fluks til fakultetet, instituttet eller ve oh skræk direkte til rektor, så vi små pussenussebørn ikke selv skal kæmpe vores kampe. For det kan vi overhovedet ikke finde ud af. Vi ved slet ikke, hvordan man gebærder sig. Har jeg hørt.

Forkert igen. Der findes helt garanteret forældre, som tager deres ansvar som beskyttere for langt. Forældre som i misforstået forsøg på omsorg overskrider de basale rammer for, hvor langt de kan gå for at passe på deres børn. Men i stedet for at italesætte det som om, at fænomenet findes, vælger medierne at fremstille det som om, at hele generation X-Y-Z-H-vad end man kalder os, der er født fra 1985 og frem, alle sammen får tørret røv af vores forældre.

Jeg har aldrig mødt de curlingbørn, der evindeligt bliver talt om i medierne. Aldrig nogen sinde. Jeg har mødt nogen, hvor jeg har tænkt, at de måske skulle prøve at kæmpe i stedet for at se til. Jeg har mødt personer, som har svært ved at sætte sig ind i andres fattigdom, fordi mor og far har penge nok. Men jeg har ikke mødt dem, som ikke kan kæmpe en kamp selv. Jeg kender måske en person, som render til mor og far, hver gang, der er problemer på skolen. Men derfra og til at bede dem kæmpe sine kampe. Derfra til at have forældre med til jobsamtaler. Derfra til at opføre sig forkælet. Der er meget langt.

Det projekt, som Curlingbørn-beskrivelsen er en del af, handler i bund og grund om at skamme en hel generation for at have opnået og fået en række muligheder, som tidligere generationer ikke har haft.Det er et projekt, som ender i stigmatisering af unge mennesker.

Men vi er ikke forkælede. Vi tjener vores egne penge, og vi sidder ofte og læser i op til 16 timer i døgnet. Jeg har arbejdet, siden jeg var 12 år gammel. Det jeg ejer, det har jeg købt.

Den del, som man ikke ser, når man får beskrevet den fæle forkælede ungdom er, at den er en myte. En myte, som selv Sokrates bar til bålet for at tale dunder for. Er vi virkeligt ikke kommet længere? Hvordan kan det være så svært at huske 20 år tilbage i tiden?

Jeg medgiver, at der findes nogle børn og forældre, som har misforstået, hvor grænsen går for, hvad børn selv skal stå for – også de voksne. Men at udråbe en generation som curlingbørn er med til at brændemærke en hel generation som umyndige – medierne umyndiggør alle os, der er født fra 1985 og frem. Og det er temmeligt problematisk