2013 blev året hvor

Facebook gør det. Bloggerne gør det. Aviserne gør det, og så gør jeg det da også.

Kan I huske denne her: 2013 bliver året hvor…

Skal vi lige se, hvordan det gik?

  • Jeg går i fitnesscenter mindst en gang om ugen (ferier gælder ikke)

Ja det skete så ikke. Men hvis jeg bare skulle klare 52 gange i fitnesscentret, så tror jeg faktisk, det lykkedes. Har i hvert fald brugt mere end et døgn i sammenlagt tid dernede. Det må være godt nok.

Har til gengæld ikke lavet noget som helst siden august.

  • Jeg kommer til frisør mere end én gang. Det må sgu da kunne lade sig gøre.

Ja det skete så heller ikke. Jeg var hos en frisør én gang. Han kaldte sig Sam og hed i virkeligheden Yasem og var fra Syrien. Det var i USA, og det var åbenbart rigeligt med frisøroplevelse for mig.

Måske jeg skulle genbruge det her nytårsforsæt. Igen: Det må da kunne lade sig gøre.

  • Jeg lærer at køre bil uden at være bange for at drøne ind i nogen. Fik sgu da det der kørekort af en grund. Det er spild af 12.000, hvis jeg ikke gider bruge det til noget. Bangebuks

Jeg har faktisk kørt i bil. 1 gang. Og det var faktisk mest min mor, der var bange. Jeg foreslog endda, at jeg kørte min ene bror hjem juleaften. Det ville min far så ikke være med til. Jeg skulle sgu ikke ødelægge hans bil. Det er nok ok.

  • Jeg ser en edderkop, lader være med at skrige, men bare slår den ihjel. Man behøver jo ikke være mere buddhist end højest nødvendigt.

Det har jeg faktisk gjort. 3 gange! Hvilket må være en sejr i sig selv. Også selvom de to af dem var under 5 mm i diameter, og den sidste måske faktisk var død i forvejen.

Hvad der skal ske i 2014? Det må jeg se, om ikke jeg kan skrive noget om i morgen.