Dag 8: Syv journalistiske benspænd

Hold nu da også op. Så var man lige syg. Og skrev opgave. På en gang.

Kan nu igen trække vejret, og det er kun Clair Underwoods lækre garderobe, der hjemsøger mine tanker. Ikke så meget mit forhold til Københavns Metro.

Ugen, hvor jeg arbejdede inden for de syv journalistiske benspænd er som sådan overstået. Jeg mangler et enkelt interview – og en kilde til det – som jeg ikke ser andre grunde til at mødes med, andet end at gøre det. Bare for at gøre det.

Det ved jeg ikke. Jeg har besluttet mig for at lade være. Jeg har kun den journalistisk baggrund for det, at det går ud over kvaliteten på mine andre produkter. Og det vil jeg ikke være med til.

Mails

Jeg sender en mail til Nana Toft senere i dag. Hun skal godkende sine citater. I den forbindelse vil jeg spørge hende, om hun kan fortælle, hvem der var uenig med hende om de syv benspænd.

Jeg vil nemlig godt have nogle inputs fra nogle andre journalister end bare de, der har været med.

Hvor meget man kan spørge om over mail, er jeg lidt i tvivl om. Men jeg synes måske, det er mere end almindeligt pjattet, hvis jeg skal tilbage til København for at stille faktuelle spørgsmål.

Man kan argumentere for, at man får mere ud af at ringe. Der er mulighed for at sige mere. Det er sandt. I det hele taget er mailen jo kun fornuftig til nogle ting. Reel kontakt mellem mennesker er ikke en af dem.

Nyhedskriterier

Jeg leder som sagt efter en kilde, som har været uenig med Nana Toft omkring de syv journalistiske benspænd.

Konfliktkriteriet er så dejligt taknemmeligt et kriterium. Der er mange læsere i det, og opbygningen er simpelthen så enkelt, at jeg tror, jeg ville kunne skrive en konfliktartikel høj på feber og fantasier om Claire Underwood. Og stadig få 12. Men jeg har selvfølgelig også læst utroligt meget BT. Og ikke et ondt ord om BT. Lige nu i hvert fald. Men ovre i den reaktionære højredrejede biased tabloide presse, er man virkeligt god til at skrive på konfliktkriteriet.

Uden at jeg sådanskal gå ud og lege medierådgiver/-ekspert/-guru/-IndsætLigegyldigtIntetSigendePositivtOrd, så har jeg tænkt på noget. Noget jeg godt kunne tænke mig var, at man i den danske presse genovervejede, hvorfor vi bruger de nyhedskriterier, vi gør.

På DMJX skal vi ofte forholde os til HVILKET nyhedskriterium, vi bruger. Men ikke HVORFOR. Det kan godt irritere mig.

Det er som om, at siden Galtung og Ruge i 60’erne identificerede 12 kriterier, har man bare accepteret, at sådan skal det være. I stedet for at sige, at sådan kan det være. Noget af det bedste, jeg har læst, har sgu ikke handlet om konflikter eller lignende. Det har handlet om personer. Som jeg overhovedet ikke kunne identificere mig med.

Hvilket nyhedskriterium er der så tale om?

Hvad har jeg lært

Og lidt i den boldgade.

Jeg kunne allerede se det, da jeg skulle finde ud af, hvordan min historie til Illustreret Bunker skulle skæres.

”Nå men så skal jeg vel tale med hende, der står bag, en af dem, der er med og så måske en redaktør, som synes, det er noget pjat. Eller i hvert fald umuligt.”

På en måde er jeg glad for, at Rune Lykkebjerg hverken tog telefonen eller svarede på mine mails. Det tvang mig til at tænke lidt uden for boksen.

For Nana har altså ret, når hun taler om vanetænkning. Mennesker er vanedyr og magedyr. Vi gider ikke, hvis vi kan slippe. Og det er hamrende problematisk. Selvom vi på skolen opfordres til at mødes med vores kilder, faktatjekke og sende til citattjek, så er det i meget sjældne tilfælde et krav.

Hvis jeg skulle skrive 1ÅP igen, ville jeg fx sende ALT til citattjek. Det har jeg lært af dette her projekt.

Allerede da jeg i 2011 var i universitetspraktik som skrivende, mærkede jeg, hvor nemt det var, lige at lave en copy-paste-historie. Og lige at ringe et interview hjem, selvom jeg godt vidste, at kilden sad lige nede ad gaden. Og lige at sende en mail, i stedet for at snakke i telefon.

Dårlige vaner. Og det er nok meget godt lige at blive rusket op i.

MEN. Der er også nogle af de her ting, som jeg ikke synes er realistisk. Der er også nogle af de her ting, som bare er helt almindelig god journalistik. OG der er også nogle af de her ting, som er komplet ligegyldige.

Hvis jeg skal være højtsvævende, kan jeg forsøge at give en eller anden form for konklusion. I punktform. Man er vel journalist.

–       Det er godt at ruske op i sig selv, når man bliver for magelig. I alle livets henseender.

–       Citattjek er GODT! Og jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår det ikke er.

–       At mødes med sine kilder i stedet for at tage et telefoninterview kan give dig mere. Men det kan også give dig mindre. Nogle gange giver det mening. Andre gange ikke.

–       Dobbelttjek altid fakta. Ok. Det vidste jeg godt, men det er ikke altid, jeg har gjort det.

–       Jeg trænger til at komme i praktik og bruge alt dette her til noget.