Endnu en ting, jeg ikke tror på

Det handler ikke om curlingbørn eller sure leverpostejsmadder i dag. Det handler om Twitter.

Journalisten skrev her til morgen, en artikel om hvorvidt journalistpraktikanter skal være på Twitter. På Ekstrabladet var Søren Lauridsen ikke i tvivl. Det skal de.

Det er lige straks mig, der skal i praktik. Så jeg synes, det er frygteligt spændende.

Jeg er også på Twitter. Så jeg synes faktisk, det er dobbelt spændende.

Og artiklen fik mig faktisk til at tænke over det. Som udgangspunkt vil jeg gerne medgive, at det er et fandens godt arbejdsredskab, hvis man kan finde ud af at bruge det. Og det mener jeg som sådan jeg kan, selvom jeg nogle gange rykker på narrativet – eller kommer til at skrive tweets, når jeg er fuld, som skulle have været sms’er.

Jeg synes som sådan også, at det er en dejlig ligefrem måde at være i kontakt med personer, som det ellers kan være svært at få en aftale med, fordi de er politikere, der har travlt eller bare ikke altid tager telefonen.

Og så er det hurtige nyheder, stort researchpotentiale og mange hjælpsomme personer, som kan alt muligt.

Det er også skide smart med pressemeddelelser i overskriftform. For langt hen ad vejen er Twitter også det. Og henvisninger fra folk, som jeg stoler på, har god smag, til gode longreads – lidt som blogs i gamle dage.

Men I får mig simpelthen ikke til at mene, at det skal være udslagsgivende for, hvorvidt jeg får en praktikplads eller ej.

På samme måde som det, at jeg ikke har haft et skrivende featureforløb, kommer til at afholde mig fra at søge på en avis, så kommer en manglende Twitter-konto heller ikke til at afholde andre fra at få drømmepraktikpladsen.

Vi er mange om buddet til de gode pladser. Langt de fleste er hamrende kompetente og har erfaring fra rigtigt meget forskelligt, som vil kunne bruges. Selv bruger jeg de sociale medier hele tiden, skriver hver dag, arbejder med kommunikation og laver frivillig journalistik for flere medier. Men en manglende Twitter-konto kommer ikke til at gøre udfaldet på nogen måde. Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Det skal det i hvert fald ikke.

Hvad, jeg tror på, er, at vi kommer til at lære enormt meget på vores praktiksteder. Jeg regner fx med, at jeg bliver en meget stærkere formidler, at jeg får nogle skarpe værktøjer til at søge information og bliver en dygtig interviewer.

Jeg tror også på, at selvom jeg ikke har lært at filme lige så godt som de, der har TV på tredje semester, så skal jeg nok få det lært hurtigt, hvis jeg kommer  i praktik på en tv-kanal.

Jeg tror i sidste ende, at det er lidt en ikke-historie, som er nem at sparke liv i for Journalisten, fordi der på ”de voksne mediearbejdspladser” i forvejen er rigtigt meget fokus på Twitter og journalistik.