Jeg bor på DSB

Tager turen over storebælt igen i dag. Det er der ikke noget nyt i, for det gør jeg hver mandag. Og det endda på et utroligt umenneskeligt tidspunkt. Hver mandag står jeg nemlig op klokken 03.15, går ud af døren 4.00 og rammer Aarhus 8.12.

Det er det valg, jeg har truffet. Men i de her dage, hvor praktikken nærmer sig, kan jeg godt mærke, at det hænger mig mere ud af halsen, end det plejer at gøre. Måske fordi jeg begynder at kunne se lys for enden af (storebælts)tunnellen. Jeg begynder at indse, at hvis bare jeg får en praktikplads inden for en radius af halvanden times transport fra København H, så kan jeg også begynde at have et andet socialliv, end det man får med de andre pendlere. Som også halvsover tværs over landet.

Oftest registrerer jeg nærmest ikke, at jeg bliver fragtet tværs over landet. For det meste sætter jeg mig bare ind og ser verden passere, mens jeg arbejder, skriver, læser, forbereder mig eller bare lader tiden gå.

Allerhøjest kigger jeg lige op ved Sprogø, Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Og kun når solen skinner.

Nogle uger på andet semester har været ekstra DSB-tunge. Så har jeg taget toget over mandag morgen, sat mig på returen onsdag eftermiddag for at komme på Politikens Debattør- og Kritikerskole, hoppet på morgentoget torsdag, og returen fredag eftermiddag, for så søndag at have heldagsmøde på Sydfyn, hvor jeg jo også skal fragtes frem og tilbage.

Jeg forsøgte en gang at regne antallet af togtimer sammen på sådan en uge. Det skal man lade være med. 27 vågne timer i et tog ud af ca. 100 vågne timer på en uge, er for mange.

Men man vænner sig utroligt nok til det.

Det var et valg, jeg selv traf, da jeg besluttede at blive boende i København. Havde Ricky ikke været syg, var jeg nok flyttet helt tilbage til Aarhus.

Og det har været så enormt dødssygt at sidde i København og vide, at hele ens klasse var på rustur, og skærme sig under “Jeg har allerede haft 4 rusture. Jeg ved godt, hvad det går ud på. Så sjovt er det heller ikke”.

Jo gu fanden er det da så. Ellers havde jeg da ikke haft fire.

Men det har også været godt at pendle. I stedet for at miste mine venner fra universitetet og venner fra Forlev og alle mulige andre venner i København, har jeg kunnet holde fast i dem, samtidigt med at jeg har fået nye venner i Aarhus.

Mit forhold er overlevet halvandet års langdistance – og det kan man kun blive stærkere af. Jeg er blevet mere selvstændig og har fået lov til at have hverdage med personer på min egen alder. Det kan umuligt være usundt.

Det har været muligt for mig at gå på kritikerskolen. Den transportudgift havde jeg aldrig klaret selv.

Sidst men ikke mindst, har det givet mig muligheden for at give fingeren til alle dem, der sagde, at jeg ikke ville kunne klare det. Og det føles egentlig ret så lækkert.