Jeg dømmer dig, når du staver forkert

Gu gør jeg ej.

Der findes en facebookgruppe, som hedder, ”Jeg dømmer dig, når du staver forkert”. Den har jeg aldrig været medlem af. Og med god grund. For det gør jeg ikke. Jeg er en idiot til at sy ligeud på en symaskine. Det regner jeg jo heller ikke med, at jeg bliver dømt på.

Det er noget pjat – og ja, det er et af mine yndlingsudtryk for tiden.

Ikke at kunne stave, er en ærlig sag, og så længe du får dit budskab ud over kanten, må du i princippet stave, som du har lyst til. Du skal bare være klar over, at det forstyrrer min læsning, og derfor kan det komme til at bestemme, om jeg gider læse helt til slut.

Hvis du virkeligt er så lavt et menneske, at der ikke skal mere til, før du dømmer andre mennesker som dummere end dig – som dårligere end dig – siger det faktisk væsentligt mere om dig selv end om dem, du har valgt at dømme. Jo det gør.

Jo det gør, sagde jeg.

Så gå lige ud på badeværelset, kig dig i spejlet, og spørg dig selv ”Hvem vinder noget på dette her?”

Du kommer – forhåbentligt – hurtigt frem til, at den eneste, der vinder noget på, at du er en intolerant nar, er den der lille djævel, vi alle har siddende inden i os, som får os til at ønske, at vi er bedre end andre.

Men er det ikke bare et ret ærgerligt sted at være bedre end andre?

Jeg kender nørder fra folkeskolen, som vil grine af dig, hvis det er det eneste sted, du kan føle dig hævet over andre.

Jeg har godt forstået, at vi alle sammen skal være bedre end alle andre til et eller andet. Men det er altså begrænset, hvor god, du kan blive til retstavning. På et eller andet tidspunkt kan du jo stave til det hele. Og det er dælme et kedeligt mål at have med livet.

Jo det er. Blev der sagt.

Og det er ikke fordi, jeg ikke tager retstavning alvorligt. Det gør jeg bestemt. Ellers havde jeg da aldrig siddet igennem 2 års sprogundervisning på uni. Ellers havde jeg da aldrig læst korrektur på Rickys bøger, og ellers havde jeg da aldrig turdet smide denne her blog på nettet. Jeg synes, retstavning er super vigtigt.

Det er bare ikke vigtigere end de gode historier. De ordblinde kan have mindst lige så mange gode historier, som de, der kan stave. Nogle af de bedste børnefortællinger hører man fra 4-årige, fordi de ser verden gennem helt andre øjne end de andre. Det skal vi da lytte til og ikke bare forkaste, fordi de ikke kan stave.

Hvis jeg sådan skal løfte det op, og blive virkeligt skinger – og det skal jeg jo – så er det jo for fanden også vigtigt at lytte til andre samfundsklasser, når man er journalist. Hvis vi kun lytter til de 9 % af befolkningen, som har en videregående uddannelse og derfor måske kan stave til af sted i to ord, så bliver det godt nok et kedeligt mediebillede, vi får ud over kanten.

Og så er der da først godt grund til avisdød og flygtende læsere.

Så mens du dømmer andre for ikke at kunne stave, går jeg ud og hører den historie, du går glip af. Og er i øvrigt hellig og ikke til at holde ud at høre på. Jo jeg er.