Det handler ikke om mig

Jeg har blogget i to år. Mine læsere var med, da jeg stoppede med at ryge, og da jeg var på min første tur over Atlanterhavet. Men hvorfor bloggede jeg overhovedet? Det var der en ret god grund til:

Jeg var 12 år gammel, da jeg fandt ud af, at jeg skulle være journalist. Jyllands-Posten var lige fyldt 130, og to journalister havde fundet Mogens Amdi-Petersen. Det er en af mine yndlingshistorier om, hvordan jeg faldt for journalistikken. Men den er altså også sand.

Jeg havde i lang tid været betaget af historien om Amdi-Petersen – og er det for så vidt stadig. Forleden forsvandt jeg helt ind i en radiofeature om Tvind. Jeg var faktisk så opslugt, at jeg var ved at komme for sent i skole – fordi jeg lige skulle høre færdig.

Men det var altså allerede en fascination, der var stærk den gang. Derfor kørte jeg rundt i Hammel på jagt efter en udgave af Jyllands-Posten den morgen, de offentliggjorde et foto af Tvind-lederen.

Billedet viste sig senere måske at være pillet ved, og måske slet ikke være ægte. Men det var lige meget for mig. Jeg skulle se svindlergiraffen.

Men jeg skulle være journalist, fordi jeg var – og er – hamrende betaget af alt det arbejde, der skal til at for at afdække sandheden og bagefter servere den spiseligt for et større publikum, så de har et ordentligt grundlag for at danne sig et billede af virkeligheden. Og det var det, jeg blev opmærksom på, da jeg læste artiklen om de journalister, der fandt Mogens Amdi-Petersen på Fisher Island. Så tak til Orla Borg, Jacob Rubin og Michael  Ulveman.

Men på samme tid blev jeg også opmærksom på, at journalistik ikke handler om mig. Netop fordi målet er at give det bedst mulige grundlag for at forstå virkeligheden, skal jeg ikke blandes ind i ligningen. Jeg er overflødig.

Og det er svært, når nu jeg er det mest selvcentrerede menneske, jeg kender.

Derfor bloggede jeg. Bloggen var mit udløb for at skrive, hvad jeg mener om mit liv og min verden. Det var her, jeg kunne eksperimentere, og her jeg kunne pille navle. Gerne i timevis.

Siden jeg var 7 år gammel, har jeg skrevet dagbog. Haft små hemmeligheder med papiret. Og det var ikke fordi, jeg manglede nogen at dele med. Men jeg kan tale om mig så meget, at jeg risikerer at kede andre. Papiret keder sig ikke. Det siger mig ikke imod. Det tager bare imod.

På bloggen fik jeg det modspil, som dagbogen ikke gav mig. Jeg fik at vide, når jeg var ude på overdrevet. Derfor bloggede jeg.