Selvmålingshysteri

Min bror tæller kalorier. Jeg forsøger at lade være. En af mine veninder har en app, som tæller, hvor meget hun sover, og en anden veninde får hjælp af sin smartphone til at være i nuet – at være mindful.

Selvmåleri er åbenbart det nye sorte. Senest er jeg faldet over konceptet Fuelstrips, nogle små stykker papir, man efter træning gør våde med sin egen sved, for at se, hvor meget man skal spise, så man hverken føler sig tung i maven eller gnavende sulten.

Og jeg kan godt forstå, at det er smart. Men mest af alt synes jeg, det er et billede på en tendens, som jeg har lagt mærke til: Vi kan ikke lide at kunne mærke os selv.

Det er blevet skide farligt at være sulten eller mæt, og vi kan ikke lide, at vi ikke ved, om vi lever op til både at gå 12.000 skridt om dagen og til at sove 8 timer om natten.

Vi er blevet en nation af selvmålere. Alt skal sættes i skema. Vi selvmåler alt muligt med hjælp fra smartphones, fuelstrips eller kalorietællere. Det virker som om, vi helst skal være så følelsesløse som muligt, så al tagen vare på egen krop bliver flyttet over i en computer.

Men hvad er det, der er så vigtigt ved at måle os selv? Er det frygten for, hvad alle de andre siger? For dommen?

Nu kan vi jo bevise, når vi gør tingene ordentligt. Det siger telefonen, skridttælleren og skemaet jo.

Men min egen erfaring siger mig, at når alt bliver målt for mig, og jeg ikke behøver mærke efter, så glemmer jeg, hvordan man gør. Hvordan er det, sult føles over kedsomhed? Hvornår fanden spiste jeg sidst? Og hvordan føles det, når man ikke har bevæget sig nok? Så længe app’en siger, at jeg har gjort det godt nok, så behøver jeg ikke selv finde ud af det.

Og dage, hvor man lykkes med sine målsatte selvmålinger, er ikke succesoplevelser. Det er jo meningen, at det skal kunne lade sig gøre at overholde målsætningerne. Men dage, hvor man fejler, er frygtelige. Dage hvor man kun gik 3.000 skridt, og de fleste skridt blev brugt på at gå i kantinen, kan nage med dårlig samvittighed længe efter.

Og hvad får vi egentligt ud af det?

Vi glemmer i hvert fald, at alle dage ikke er ens. Vi glemmer, at på samme måde, som der findes dage, hvor man ikke er så sund, så findes der dage, hvor Chris MacDonald ville sige ”Fantastic arbæjd!”

For nogen virker det. Det er jeg sikker på. Men jeg synes oftest, jeg oplever, at folk helt ukritisk lader deres liv styre af et computerprogram til 6 kroner.

Jeg foreslår, at man i stedet – for at hive den ældste kliché op fra lommen – stopper op og lugter til roserne.