Undskyld, men har du set Helle og Özlems efternavne?

Jeg taler ikke så meget om køn (LØGN)… ok. Jeg skriver ikke så tit om køn. Så. Folk har det jo med at blive frygteligt sure, og jeg er jo egentligt ganske tilfreds i mit eget. Så jeg tænker bare mit og siger det måske højt, hvis det kammer helt over.

Men jeg har lagt mærke til noget. Vores statsminister har ikke noget efternavn. Det har værdiordføreren for Dansk Folkeparti heller ikke. Og heller ikke kulturordføreren for SF.

De tre har ellers ikke sådan særligt meget tilfælles. Altså ud over at de tjener mere end gennemsnitsdanskeren, og så har de ingen tissemænd.

Alle vores tidligere statsministre har til gengæld haft efternavne. Og tissemænd. Ingen kunne finde på at tale om Poul, Anders og Lars og så bare regne med, at vi alle sammen vidste, hvem der var tale om. Siger man til gengæld Nyrup, Fogh og Løkke, er vi ikke i tvivl. Det er vi selvfølgelig heller ikke, hvis der bliver sagt Thorning-Schmidt. Det gør vi bare ikke så ofte som vi burde.

For af en eller anden grund, er det helt acceptabelt bare at tale om Helle. Og Pia. Og Özlem. Især hvis det er sådan lidt nedladende, og man ikke er enig med dem. Og det er der jo mange, der ikke er. Enige. Så siger man ”Helle kunne da også bare gøre…”. Og det kunne hun sikkert godt, men jeg har aldrig hørt nogen sige ”Lars burde altså bare…”. Så har det heddet, at Lars Løkke burde gøre et eller andet. Eller at Statsministeren burde gør et eller andet – og måske endda få fingeren ud og gøre det.

Det er selvfølgelig oftest i den daglige tale, jeg har lagt mærke til det. Det med efternavnet. Særligt fordi jeg også selv gør det. Tog mig selv i at tale om Özlem og Margrethe, men om Claus Hjort. Men jeg er ikke alene.

Medierne kan også finde på det. Her er fx et godt eksempel fra Ekstra Bladet. Og fra DR. Men ovre på Twitter, hvor tonen er lidt mere dagligstue, gør folk det i stor stil.

Özlem går hjem og vil ikke svare på, hvad hun stemmer i salen i morgen. #dkpol #sfgate

— Marchen N Gjertsen (@Marchen_Neel) January 29, 2014

Jeg forestiller mig, at det har noget at gøre med, hvordan vi kodet ser på mænd og kvinder. Sådan socialt. Mænd er autoritetsfigurer, som, når de optræder som statsmænd, er en figur, der afmaskuliniseres, hvis de mister deres efternavn. Hvis man kan tale om at magt og efternavne er maskuline. Der ryger i hvert fald lidt af pondussen, hvis man ikke har noget efternavn. Og det kan måske mærkes tydeligere i formidlingen, når mænd mister deres efternavn. Det har i hvert fald været tydeligt, de gange, Lars Løkke Rasmussen har mistet sit og er blevet til Lille Lars. Men der har selvfølgelig også været tilføjet øgenavn.

Nå. Men no shit Sherlock! til det med efternavnene. Og nu kommer Pilgaard så lige op i det røde felt.

Hvis ikke vi sådan rent socialt, og af os selv, kan finde ud af, at kvinder ikke kun er bløde værdier og hjemmegående striksweatre og babygylp, og at magt ikke nødvendigvis kun er noget, som mænd skal have, så må vi se at få fingeren ud og se ud over vores egne små forudindtagede holdninger og se lidt mere nuanceret på verden end bare den, der er skabt af vores egne stereotypier.

Og jeg er ellers en kæmpe fan af stereotyper. De gør min verden så meget nemmere. Men det gør den jo ikke bedre. Sgu.

Så når jeg bliver voksen, så skal alle kvinder også have efternavn, og hvis jeg nogen sinde kommer til at glemme det i en artikel (som ikke handler om børn eller folk, der har bedt om at få fjernet efternavnet), så giver jeg flødeboller til hele Østerbro. Blev der sagt.