Når orlov puster dig i nakken

Der mangler 60 pladser til de praktiksøgende journalistpraktikanter. Til gengæld vil de åbenbart alle sammen skrive for de store dagblade – ikke at jeg er hellig. Det vil jeg også selv.

For mig handler det hverken om prestige eller København. Det handler om, hvor jeg kan få den bedste uddannelse, og hvilken type journalist jeg gerne vil være, når jeg kommer ud på den anden side.

Det gør det nok også for de andre.

Også selvom mange efterhånden har fortalt os, at vi ikke må vælge efter prestige – og at vi i stedet ”skal vælge med hjertet”.

Jeg ret træt af at få at vide, at jeg ikke skal vælge efter prestige. Jeg er et voksent menneske, der sågar nogle gange har ansvar for et andet menneske – jeg kan godt se længere end ”hvad der lyder godt i fredagsbaren, eller hvad forældrene mener”. Det lover jeg.

Til gengæld er jeg ikke villig til at gå på kompromis med, hvad jeg gerne vil lære.

Men der mangler 60 pladser. Og det kan man godt mærke. Så jeg har skrevet et digt – noget jeg ellers ikke har gjort, siden jeg var 22 år gammel.

Det er ikke så positivt.

Men det er mit.

 

Er kvinden med kvalmen, som kan mærke sin egen utilstrækkelighed kysse nakken som kristensenske skønne skud.
Jeg piller navle og drømmer om fremtider med opfyldte drømme.

Og husker, at kasteller af luft er intet andet
End det.

Den kryber sig langs det kønsløse gulv og de kedelige vægge og det krampagtige lave loft.
Utilstrækkeligheden.