Det blev en orlov

Jeg fik ikke nogen praktikplads. Først gik det ok med at håndtere det, men efter en halv times panik gik jeg i radioland og tudede hen over min søde telefonpassers skulder. Det var fandme et nederlag, og jeg svor, at jeg aldrig igen vil arbejde så hårdt for noget som helst igen.

Det, ved jeg heldigvis godt, er løgn. Selvfølgelig vil jeg det. Hvis det er vigtigt, vil jeg arbejde for det. For sådan er det. Men jeg vil aldrig igen arbejde så hårdt, som jeg har gjort de sidste tre måneder, hvis det skal betyde, at jeg går på kompromis med mig selv. Og sådan har det været dette semester. Det er hverken sundt eller godt. Og slet ikke, når man så ikke få noget for det.

Og så kan jeg godt synes, det er synd for mig. Det er det også. Men jeg har tænkt mig at gøre noget fornuftigt med det. Jeg ser sådan på det, at jeg har fået et halvt år foræret, hvor jeg kan blive klogere, gladere og bedre.

Jeg har hele tiden planlagt at begynde at lære russisk til september. Det vil jeg stadig. Så to aftener om ugen, kommer jeg til at gå i skole. Der ud over ved jeg, at jeg vil arbejde, så jeg kan få ægte rigtige menneskepenge, og at jeg vil skrive, filme og lave radio. Jeg har en feature om Sydsudan, som stadig kun er rå lydmateriale, der skal ordnes, speakes og klippes. Jeg drømmer om at lave en dokumentar – muligvis om Thylejren – og jeg vil skrive en masse, som jeg ikke kunne skrive før.

Jeg er skide bange for, at jeg bliver doven og kommer til at lave ingenting. Jeg er endnu mere bange for, at næste panikdag bliver det samme – mig der ikke bliver valgt. Og jeg er hamrende bange for at komme til at være meget ensom.

Jeg er også misundelig. Jeg ville da også gerne i praktik, og jeg havde virkeligt glædet mig til praktikantdage, arbejde til sent og at se mine ting på tryk. Jeg ville SÅ gerne sidde og snakke om lange dage på avisen over øl i solen. Men sådan bliver det ikke endnu.

Panikdagen lærte mig desværre også, at ligegyldigt hvor flittig du er, og hvor stort et talent du er, er du ikke sikker på noget som helst.

Nogle af de allerdygtigste journaliststuderende, jeg kender, fik ingen plads. De siger, at dette her er det bedste system. Men hvis det er det bedste system, havde de her fantastiske mennesker fået en praktikplads, som de havde søgt og ønskede sig.

Det må man kunne gøre bedre.

Samtidigt mangler der 50 pladser. Pia Færing vurderer, at det ikke bliver muligt at skaffe pladser til ca. halvdelen. Det kan simpelthen ikke være et godt nok system, hvis 50 mennesker går hjem med følelsen af ikke at være gode nok, med knuste drømme og kæmpe hul i selvtilliden.

– Og nej. Jeg er ikke bare sur, fordi jeg ikke fik plads. Jeg er sur fordi jeg i tre måneder har haft mareridt om panikdag, at jeg har arbejdet over 14 timer i gennemsnit i hverdagene de sidste halvandet år, og at jeg nu kommer et halvt år bagefter med min uddannelse, fordi jeg nægter at gå på kompromis med de redskaber, jeg skal have. I sidste ende er jeg sur, fordi et konstrueret system, der er designet så dårligt, at det skaber flere tabere end vindere, skal have så stor indflydelse på min fremtid.

Men jeg lærte også i dag og i går, at denne her branche og mit netværk stiller op, når det kniber. Jeg har fået job-tips, gode links, klap på skulderen og mange opmuntrende ord. Jeg har fået masser af erfaring de sidste halvandet år, og det kan bruges, når jeg nu skal ud og lave noget fornuftigt, inden jeg skal retur på skolebænken.

Men jeg er glad for at skulle på orlov. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad jeg skal lave og lære.