Der er minder i gule rapsmarker

Skærmbillede 2014-04-30 kl. 12.26.49De guleste rapsmarker i Danmark flyver forbi uden for toget, mens jeg skriver dette her. Jeg er på vej fra et mildest talt nedslående tabermøde på DMJX, og rapsen minder mig om busture fra Amtsgymnasiet i Hadsten, hvor den sure lugt af raps i blomst hver dag i forårsperioden sagde velkommen hjem til Hammel, når man drejede af ved Linien – en gård, som lå uden for byen.

Jeg hadede lugten, men efter mere end 5 år i København, har jeg faktisk glemt den. Jeg kan heller ikke lugte den nu, for toget lukker den ude. Men alligevel er det disse busture hjem fra gymnasiet, jeg tænker på i dag.

Som jeg fortæller min historie, var det en dag, hvor det hele irriterede mig, at stanken af de gule rapsmarker fik bægeret til at flyde over. Det var dér, jeg besluttede, at nu skulle det være nok. Derfor besluttede jeg, da jeg gik i 2.G, at jeg ville skifte gymnasium. Jeg kunne ikke finde mig tilrette, hvor jeg var, og jeg græd tit. Måske jeg kom for tidligt i gymnasiet. Måske jeg bare var teenager. I dag har jeg ikke nogen forklaring på, hvad der var galt, men jeg ved, at jeg fandt en løsning. Jeg ville finde et sted, der var bedre for mig. Og det fandt jeg.

3.G blev et af mine allerbedste år. Jeg startede på Marselisborg med huller i bukserne og Sex Pistols på maven.

”Hej, jeg hedder Ronja, og jeg kommer fra Hammel. I min fritid spiller jeg saxofon og leder et musikstudie.”

På sin vis rigtigt nok, men også lige lovligt kækt. Havde jeg været nordjyde, var den aldrig gået. Men det var jeg ikke, og den gik, og jeg fik venner, og sommeren var varm, og vi blev studenter med huer på, og jeg lærte at tale fransk. Sådan da. Sådan fortæller jeg det i hvert fald i dag. I virkeligheden drak vi lidt for mange øl og mit fravær lå omkring de 20 %. Men en fest, det var det.

Men de gule rapsmarker, der lige nu kører forbi mit togvindue minder mig om netop dette, fordi det gymnasieskifte blev en af de første gange, jeg helt selv vendte noget negativt til noget positivt.

For lige som jeg den gang stod for at skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv – samtidigt med at jeg hverken kunne finde ud af, hvor jeg hørte til, eller hvilket ben, jeg skulle stå på – står jeg også i dag og forsøger at finde ud af, hvor jeg skal gå hen, når nu mediebranchen ikke mente, den havde plads til mig – i hvert fald ikke i torsdags.

Som det ser ud nu, tror vi ikke, at Pia Færing kan finde mere end 5 praktikpladser til de 31 studerende, der mangler. Én af pladserne ligger måske i Frederikshavn, én ligger måske i Kolding, én er kommunikation, og så ved vi ikke meget mere.

Jeg har ikke SU til at kunne tage til udlandet. Og I dag fik vi at vide, at det nok slet heller ikke hjælper noget at gøre. Og i morges græd jeg lidt, fordi jeg sidder mellem to stole, hvor jeg hverken kan få dagpenge, kontanthjælp eller SU, hvis ikke jeg finder et job eller en praktikplads.

Hele verden hiver i mig, og jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad i alverden der skal ske. Skal jeg satse på en plads i udlandet? Og hvor skal jeg så tage hen? Kan man få praktikpladser på Kyiv Post?

Det kan man måske. Men kan jeg efterlade det hele? Og hvad i alverden skal jeg så leve af? Jeg er ret sikker på, at det er en ret dårlig ide at tage til Ukraine eller Makedonien uden penge til at komme hjem igen.

Men det hjælper at tænke på 17-årige Ronja, der skiftede gymnasium og vendte det hele på hovedet og fik en bedre hverdag. Måske fordi hun i virkeligheden bare ikke kunne fordrage lugten af de gule rapsmarker. Måske fordi hun var startskuddet til det, jeg er i dag: løsningsorienteret. Hende kan jeg godt lide, og hende har jeg stadig inden i. Så det hele skal nok gå.