Vi er historiefortællere

Ulrik Haagerup fra DR siger, at journalister er historiefortællere. Line Holm Nielsen fra Berlingske siger, “Dine historier bliver ligegyldige, hvis du ikke er i stand til at fortælle dem ordentligt”. Og Jay Rosen, der underviser i journalistic på New York University, fremhæver indledningen til en artikel om amerikanske broderskaber på universiteter, som noget af det bedste, han nogensinde har læst – hint: nogen får en raket op i numsen.

I lang tid skrev jeg ikke med formidlingen for øje. I lang handlede det om at få nyheder hurtigt ud over stepperne, at få skrivedelen overstået, så jeg kunne komme tilbage til min research – så jeg kunne sikre læserne så stor en baggrundsviden som muligt. Vidensmæssig kvalitet frem for gode læseoplevelser. Så længe artiklen kunne skæres fra bunden, bestod den min formidlingstest.

Men sådan kan man ikke arbejde, uden at være et røvhul over for sine læsere. Man kan faktisk slet ikke prioritere det ene højere end det andet. Det er lige vigtigt. For Line Holm Nielsen har ret, når hun siger, at historierne bliver ligegyldige, når vi ikke kan fortælle dem ordentligt. Det siger sig selv, at hvis vi ikke fortæller dem ordentligt, gider folk ikke læse dem.

Der er jo heller ingen, der bliver hængende og hører historier, de synes, er kedelige, bare fordi vi, der fortæller dem, synes, de er vigtige. Læserne er ligeglade. De går, hvis du spilder deres tid.

Der er mange nyheder derude, som bærer præg af at være skrevet på rutinen. Det tager ca. 10 sekunder at tænke over sin indledning. Det tager læseren meget kortere tid at beslutte, at de ikke gider læse videre, fordi det hele er fortalt for kedeligt.

Fortæl det ordentligt.

Det var det, jeg indså, da jeg for 2 måneder siden genlæste det førsteårsprojekt, jeg havde afleveret i december. Baggrundsresearchen var hjemme. Jeg kan fortælle dig en hel masse om bloddonation, plasmamangel, karantæneregler og blodplader. Men jeg kunne ikke finde ud af at fortælle historien, så nogen som helst gad læse det. Og så var det lige meget, hvor vigtig jeg syntes, historien var.

Derfor satte jeg mig ned og kiggede på projektet. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det så kedeligt og svært at læse?

Først og fremmest fortalte jeg to historier. Den jeg gerne ville fortælle, som handlede om, at homoseksuelle mænd ikke må donere blod på trods af, at vi som samfund bruger rigtigt mange penge på sikkerhed. Og den som, jeg følte, retfærdiggjorde, at jeg fortalte den anden historie – en historie om, at vi måske en gang på langt sigt kan komme til at mangle det blodelement, der hedder plasme, og at det måske kan hjælpe, hvis man åbner op for nogle karantænegrupper. En meget kedelig historie.

For det andet var min historie bundet op på kedelige tal, som ikke blev eksemplificeret. Hvordan skal nogen nogensinde forholde sig til stigmatisering, hvis ikke de møder det menneske, der stigmatiseres?

For det tredje var der alt for mange, der talte. Der var fire-fem eksperter, to halve cases og to interesseorganisationer. På 7000 anslag. Hvis jeg selv skulle læse den, var jeg også blevet ør i hovedet.

Så jeg skrev den om, og i dag var den på forsiden af Information.

For i stedet for bare at præsentere fakta, som kunne skæres fra bunden, gav min medstuderende og jeg nu læserne en oplevelse. De mødte et menneske og fik et forhold til både ham og problematikken.

For det er rigtigt, at journalister er historiefortællere. Hvis vi ikke tager formidlingen alvorligt, er vores historier ligegyldige. For så er der ikke nogen, der gider høre, hvad vi har at sige. Så lytter de til nogle andre.

Der er ikke længe siden, at vi begyndte at tale om, at nogle artikler lige så vel kunne skrives af robotter. Nogle gange måske endda bedre, fordi man var sikker på, den ville få al data med.

Så hvis vi skal have håb om, at vores profession skal overleve som andet end korrekturlæser på robottens grammatikfejl, er det historiefortællingen, vi skal slå os op på. Det er her, man kan mærke, der sidder et menneske bag, der har lyst til at fortælle en historie, og som kan mærke, at det her er vigtigt at få fortalt.

Man kan jo altid spørge sig selv,

“Hvis jeg ikke gider gøre mig umage med at skrive min historie, hvorfor skal læseren så bruge tid på at læse den?”

Jeg er ikke verdens bedste historiefortæller. Langt fra. Så derfor må jeg jo lære, der hvor jeg kan. I dag har jeg fx set denne her playlist fra TEDtalks om historiefortælling. Og den er topfed. På listen over talere møder vi bl.a. Isabel Allende (Åndernes Hus) og Andrew Stanton (Finding Nemo og WALL·E)

Kan du også godt lide gode historier? Så synes jeg, du skal give dig selv den gave at se den. Du kan allerhøjest blive klogere.