Fodbold og de gode historier

Der er historier, som kan æde mig i timer. Jeg kan umuligt slippe dem, før de er færdige. Den sidste uge har jeg febrilsk forsøgt at indlægge ti-minutters pauser, så jeg bare lige kunne læse lidt i Hærværk. Og jeg er blevet ret så irriteret, hver gang det har vist sig, at der ikke var tid. Især er jeg blevet irriteret, når jeg har måttet lægge den fra mig i utide.

Der er også historier, som jeg læser af pligt. Jeg synes, det er min borgerpligt at vide, hvad der foregår i samfundet omkring mig. Det er fx ikke sådan, at mit liv ændrer sig radikalt, eller jeg får en vidunderlig læseoplevelse, når jeg læser om Lars Løkkes underbukser. Men for at danne mig et billede af, hvad der foregår i dansk politik, og af de personer, vi har valgt, skal administrere vores land, læser jeg det da alligevel. Og det har slet ikke noget med offentlig gabestok at gøre. Eller jo. Det har det også.

Jeg læser nogle gange kedelige talhistorier om krigen i Syrien. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg lader være.

Så er der ting, jeg læser, fordi de handler om noget spændende. Og ting jeg læser, fordi de bare er velskrevne. Men hvis der er noget, jeg ikke læser, så er det artikler om fodbold.

Jeg hader fodbold.

Eller nej. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg er bare skideligeglad. Ligeglad med 4-4-2 og ligeglad med hjørner, odds og former på bolden til VM.

Jeg kan bruge timer på at fortælle, hvor lidt jeg ved om fodbold. Engang kom jeg til at spørge, om det ikke bare var 24 mænd, der rendte forvildede rundt på en græsbane. I radioen. Jeg blev selvsagt ret rød i hovedet, da jeg fandt ud af, at der var 22 spillere på banen, fordi der åbenbart er 11 personer på hvert hold.

Hvor skulle jeg også vide det fra?

Og hvis der er noget, der virkeligt kan pisse mig af omkring fodbold, så er det, at det tilsynesladende optager alle mennesker omkring mig så meget, at jeg ikke aner, hvad de snakker om, halvdelen af gangene, de taler om noget som helst. Jeg ved, at hvis min twitterfeed er fyldt med ting, jeg ikke ved noget om, så spilles der nok fodbold et eller andet sted i verden.

Der findes sgu da ikke andre sportsgrene, som på den måde får lov at overtage sendeflade og samtale. Jeg har fx aldrig hørt nogen sige “Shhh vi ser lige Tour de France”, eller “hov vent lige til halvlegen. Gabrielle Douglas er i gang med spring over gulv, og skal i den forskudte barre bagefter”. Aldrig.

Men lige så ligeglad, jeg er med fodbold, lige så spændende, synes jeg, fankultur er. For fankultur handler jo ikke om fodbold. Det handler om fællesskab.

Fankultur handler om at stå på et koldt stadion med en lunken fadøl til overpris, fordi man er fælles om at heppe på noget, man holder af. Om det så er fodbold, cykling eller rytmisk gymnastik og sportsakrobatik, så er det en ånd omkring den sport, man holder af. Og det forstår jeg godt.

Det er jo fuldstændigt forrykt, når engelske (og danske) fodboldfreaks mødes for at smadre hinanden i fodboldklubbens navn. Dét kræver eddermame passion.

Nogle gange er fankultur også skide skræmmende. Derfor var jeg også på halen over den svenske journalist Henrik Brandão Jönsson, som har kørt i bus med nogle af Brasiliens hårdeste hooligans og skrevet en reportage om den. Undervejs må han ryge lidt hash af frygt for at blive prügelknabe, forsøge kraftigt ikke at skulle tage coke, se fansene tæve billethajer for at få billetter til en kamp og i det hele taget bruge lidt snusfornuft for ikke at få tæv.

Jeg kan normalt ikke lige journalistik, der er skrevet i jeg-format. Jeg gider ikke læse, høre, se noget som helst om fodbold. Når folk IGEN skal skrive den episke road-story går jeg altid min vej, og vil ikke spilde liv og tid på det. Men selvom dette her er det hele, så er det helt fantastisk.

For mig er det ugens bedste læs, og jeg er endda smadder ligeglad med fodbold.

Du kan læse artiklen, Kokain, vold og bold – på bustur med Brasiliens hårdeste hooligans hos Politiken – eller bare trykke lige her