En læseliste

Jeg er vild med god journalistik, hvor nogen har gjort sig umage med, hvordan det bliver fortalt. Det er ligemeget, om det er noget, jeg læser på computeren, telefonen, i avisen eller på tablet. Det er også ligemeget, om jeg ser det, hører det eller læser det. Bare det er der, gør mig klogere og giver mig en oplevelse, ud over det sædvanlige.

Jeg har forsøgt at samle ti af de bedste læseoplevelser, jeg har haft i danske medier de sidste par år. Jeg har sikkert glemt en masse, og det her er bare de første ti, jeg kom i tanker om, da jeg besluttede at skrive dette her indlæg.

Der bor hollywoodstjerner på vejen

Hvis noget får mig til at græde, så er det, når virkeligheden kommer for tæt på. Jeg sad i bussen fra Hammel til Aarhus, da jeg læste denne her, og måtte holde pause undervejs. To gange. To. For hvad gør man, når man er så forelsket til op over begge ører, har et lille barn, og ved, at man skal dø lige om lidt?

“Jeg har ingen pensionsopsparing. Ingen ulykkesforsikring. Jeg er Damaged Goods. I frit fald. Jeg har ikke nogen uddannelse. Det er for sent at blive medlem af Danmark. Jeg kan genkendes på mine tatoveringer. Og snart også på mine store ar. Jeg har aldrig været stærkere. Min generation kommer aldrig ind på boligmarkedet. Det eneste jeg nogensinde har investeret i er dig.”

Læs Maria Gerhardts frygtelige fortælling her

Esthers vandring tilbage til livet

Siden 2003 har Kim Faber fulgt Esther fra Uganda, som har HIV. Han har besøgt hende hvert år i ti år, og det er der kommet en efterhånden meget lang fortælling ud af. Men der er ikke bare tale om en fortælling om en kvinde. Det er også historien om en anden kultur, et andet liv, historien om HIV, viden om Subsahara – som vi ellers sjældent taler om, med mindre, der skal samles penge ind. Det her er historien om alt muligt, som det kan være svært for de danske medier at tale om. Og så er det hamrende godt skrevet

Læs de nyeste kapitler her

Nu flyver Anton

Jeg sad i torsdags helt stille ved indgangen til Dyrehaven i Klampenborg og ventede på venner, og pludseligt trillede en tåre ned ad kinden, og ramte min hånd. Hvor kom det fra?  Der er nogle historier, som rammer lige ind, hvor det gør ondt. For mig virker det ikke med Danielle Steel. Der skal mere til. Og det mere, gav Jesper Dein mig i torsdags, da han fortalte historien om Anton.

Du kan høre DR’s radiofeature om Anton her

En fars brev til den datter, der aldrig skulle være blevet født

Jeg ved ikke rigtigt, hvad dette her er. Det er ikke en artikel, og det er ikke ufuldstændige beskeder. Men det ligger et sted derimellem. Stinne Andreasen har helt delt det faktuelle og det personlige fra hinanden, og når jeg læser det her, kan jeg både høre den personlige fortæller læse høj, og samtidigt kan jeg sluge mere information, end der normalt glider ned en søndag morgen.

Du kan læse historien om den uønskede datter her

Nils Malmros: »Her og nu var der ikke andet i verden end at redde Mariannes liv«

Det er almindeligt, at journaliststuderende bliver sat til at læse Nils Thorsens bog, Klangen af et menneske. Dette interview kom ud bare et par dage efter, at jeg netop havde læst den bog, men denne gang stod det hele meget stærkere. Når jeg tænker på god historiefortælling, så tænker jeg på dette her. Det er langt, men det er hvert et ord værd. Og da Malmros siger »Marianne er meget, meget pligtopfyldende. Og jeg tænkte faktisk på at sige til hende, da vi spiste«, siger han og tilføjer lavmælt: »Marianne. Du må ikke slå Anne ihjel«. Da fik jeg en lille smule kvalme.

Læs Nils Malmros om Sorg og Glæde og sin egen historie lige her

Detektiven

For nogle år siden, fik jeg lov at dække CPHDox for Modkraft.dk. Desværre blev jeg så syg midt i det hele, at jeg aldrig fik skrevet mere en én anmeldelse. Jeg fik også kun set to film. Det var noget være bøvl. Men jeg så denne her, Detektiven. Det er ikke rigtigt en dokumentarfilm og ikke rigtigt en spillefilm. Det hele er lidt mystisk, men den formår at fortælle historien om Udkantsdanmark, og de myter, der opstår inden i os, der ikke bor der, når vi taler om det. Det er mine barndomsårs detektivromaner blandet med Olsen Banden og en lille snert af samfundstilstedeværelse. Det kan jeg godt lide. Jeg kan ikke give jer et link til filmen, men kun til en omtale fra Folketidende. Men falder I over den, så se den.

Læs En detektiv i Gedser her

Frontberetning fra truckerkrigen

Jeg kan godt lide Nana Toft. Hun larmer og sparker til rammerne. Det er nok fordi, det også er sådan, jeg opfatter mig selv. Men modsat mig, er hun også hamrende modig. Det her er historien om, hvordan hun i installerede sig i den rumænske trucker, Gabriels, førervogn og fulgte med ud på de europæiske motorveje. Det er skønt at få vendt betragtninger om løndumping og social armod på hovedet og møde nogle af de mennesker, der står bag.

Læs en ny form for road”movie” hos Zetland

Cavling rapporterer fra mødet med de sidste indianere

Jeg havde faktisk aldrig læst noget af Cavling, før jeg læste dette her. Kunne bare historien om “den store mand”, omlægningen til omnibussen osv. Og jeg ved ikke, om det er stor journalistik, men jeg morede mig, da jeg læste det. Og der er ingen tvivl om, at det har været af stor samfundsmæssig interesse med en reportage fra USA midt i udvandringen. Tja. Jeg var vild med det, da jeg lsæte det, og er det sådan stadig

Læs Henrik Cavlings reportage hos Politiken

Sporet

Noget af det, man altid kan sælge en historie til mig på, er at den er fortalt anderledes. Historien om de to politikere, der gav tilladelse til, at man rodede i deres private beskeder og data, kunne have været så kedelig. Men Berlingske har virkeligt arbejdet med formidlingen – på web. I avisen var den vist nok, så vidt jeg husker, lidt kedelig. Men jeg er vild med datajournalistik og følger også troligt med ovre på DR, når de kommer med noget. Her er der flere redaktioner, der kunne tage ved lære. Synes jeg.

Men som artikel, havde dette her også fungeret. For bare ved at se, hvor meget, der faktisk lagres om mig, fik jeg igen et helt nyt forhold til min computer og min smartphone. Og vi er ikke helt så gode venner, som vi var en gang. På den anden side, er jeg måske faktisk også lidt ligeglad, men det er nok mest fordi, jeg opfatter mig selv, som det mest gennemsnitlige menneske i verden.

Snag i alt det, der er lidt for privat, lige her

Flugten over Øresund

Det var dette her, der fik mig til at få øjnene op for de lange formater. Før det, var det lidt som en lang artikel. Den kunne jo ikke meget mere. Men det kan den godt. Bent Blüdnikows fortælling om sin fars flugt over Øresund gav min kuldegysninger og koldsved. Betal de få kr. en god fortælling koster og vær optaget hele eftermiddagen. Det bliver du altså glad for.

Læs den og de andre singler fra Berlingske her

Er der noget, jeg har glemt? Det er der nok. Men vil du så ikke være sød at dele med mig, hvad det er, jeg mangler at se, læse eller høre? Jeg er altid åben for nye forslag – og så kommer der selvfølgelig også en liste med lækre engelsksprogede oplevelser en dag. Det er klart.