Netflix min nyheder

Af en eller anden grund nægter danske webaviser af komme ind i den streaming-virkelighed, som præger de danske medier.

Jeg har læst nyheder siden 2002. Det var der, jeg opdagede eb.dk, pol.dk og b.dk. I rigtigt mange år passede det mig fint, at få udvalgt, hvad der var vigtigt for alle. Netop nu. Jeg var bare en af mange, der kiggede ind og så den samme side, hver eneste dag – men selvfølgelig med nyt indhold. Men mediemarkedet har ændret sig. Medierne har også. Der er en udviddet brug af forskellige medier på nettet – JP har for eksempel et ret godt web-TV – og en skrivestil til web er blevet udviklet. Nu mangler der bare det skridt, som får de gamle aviser til at komme helt ind i det 21. århundrede: omnibusaviser med nicheudtryk.

Jeg synes, at nyheder om sport, er noget af det mest intetsigende i verden. Faktisk er det kun overgået af, hvor ligegyldigt, jeg synes, stof om hurtige biler er. Men det vil nogen selvfølgelig også argumentere for, er en sport.

Lige der er definitionen meget nem. Bevæger man sig, når man gør det, og kan man konkurrere i det, er det en sport. Kan man ikke konkurrere i det, er det motion, og kan man kun konkurrere, er det en konkurrence. Altså: “bilsport” er konkurrence. OG DET ER SKAK OGSÅ! Jo det er.

Men altså, som jeg har sagt før, så lukker jeg avisen, når jeg når til sporten. Det samme gør jeg på nettet. Altid. Og nej, jeg snupper ikke lige en fodboldnyhed, fordi der jo trods alt er VM. Jeg er ligeglad.

Oh+wow+look+at+that+It+s+me+not+caring+_8891c7c237989f31597370583ea6ed4f

 

 

 

 

 

 

 

Men ligegyldigt hvor mange penge, jeg smider efter Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, og ligegyldigt hvor mange data, jeg smider efter selv samme aviser ved at logge ind, for at kunne læse artikler hos dem, så lader det til, at de simpelthen ikke forstår at koble de to ting sammen: Jeg smider penge efter dem, fordi jeg vil have indhold, som interesserer mig, og det kan det sagtens se, fordi jeg forærer dem en masse data. Jeg synes selv, det er en ret høj pris, at forære både penge og personlige oplysninger, når nu jeg ikke får noget for det sidste.

Som jeg ser det, har jeg nu mindst 500 gange fortalt samtlige medier, jeg har et log-in hos, at jeg ikke gider læse sport. Men alligevel render jeg tit ind i det her:

Skærmbillede 2014-06-16 kl. 21.00.00

 

 

 

 

 

 

hvor fodbold er øverst oppe, som det også er her, Skærmbillede 2014-06-16 kl. 21.00.41

 

 

 

 

 

 

 

Eller som nummer to, som det er her hos Berlingske.

Skærmbillede 2014-06-16 kl. 21.00.26

 

 

 

 

 

 

Der er masser af gode publicistiske argumenter for at lade en redaktør bestemme, hvad der skal stå øverst på en netavis. Det ville være underligt, hvis ikke der var en høj grad af væsentlighed i det indhold, som landets tre store “omnibusaviser” producerer. Men det er også underligt, at de forsøger at være netop det på nettet: Omnibusaviser. For på nettet er der ikke noget stort fyrtårnsagtigt fællesskab. Der er fyldt med en hel masse individer, som på alle andre platforme selv kan bestemme, hvad det vil se.

På min Politiken-profil, kan man se, at jeg en ung, studerende og bosat i København. Men Politiken ved jo meget mere om mig end det. De kan gå ind og se alle de artikler, som jeg har læst, mens jeg har været logget ind. Hvorfor bruger det ikke det til noget?

Hvorfor i alverden bruger aviserne så ikke netop alle de data, som de har om mig og alle de andre netavislæsere? Det her er en reel undren, jeg har haft længe. Ikke noget, jeg har tænkt mig at svare på, for jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor fatter de stadig ikke, hvor ligeglad, jeg er med sport?

Nu står der måske en række nyhedsjunkies, som mig selv, og siger, det kan man da også sagtens, man skal bare bruge en reader. Så kan man selv vælge, hvad man vil læse, og får kun vist ting, som ens reader forventer, at man vil kunne lide. Det er masser af gode readers derude.

Og det er også pisse smart. Selv bruger jeg Digg. Der er bare to problemer:

– Som sagt kommer det til at mangle et væsentlighedskriterie, som trods en stigende individualisme i mediebrug, er nødvendigt for at aviserne kan leve op til at give læserne det bedst mulige grundlag for at forstå deres virkelighed. I mine øjne er det stadig det vigtigste formål med en avis, at den kan sikre, at læserne møder verden som oplyste mennesker, der kan agere i den verden, de møder, når de har drukket morgenkaffe.

– Men readeren er heller ikke for alle. Det er netop nyhedsjunkies og nørder, som bruger de her. Jeg er ret overbevist om, at mange af dem, jeg har arbejdet sammen med i daginstitutioner ikke gider gå op i, hvordan det får deres nyheder serveret. Bare de kommer. Og en reader er et tilvalg.

Så søde danske aviser. Gider I ikke godt Netflixe mine nyheder? De skal stadig være væsentlige for os alle sammen, men jeg er sikker på, at min mormor behøver læse en masse nyheder om politisk proces, når nu hun bare gerne vil vide, hvad udfaldet bliver, eller at min søde far heller ikke behøver læse om de fem bedste typer af fodbadesalt.

Og så må I gerne gøre det lidt hurtigt, for lige nu er der altså VM over det hele.