syv journalistiske benspænd

Dogmer og dybde

I 7 uger overholder 8 journalister med meget forskellige mediebaggrunde 7 journalistiske benspænd. Men kan det overhovedet lade sig gøre at bedrive journalistik, hvor man hele tiden spænder ben for sig selv?
Af Ronja Pilgaard

”Jeg kan ikke tale lige nu, jeg er ved at løbe ned til toget. Jeg skal nå et fly til Düsseldorf.”

Mikkel Vuorela har Bo Lidegaard, chefredaktør for Politiken, i telefonen. Normalt ville han have ringet interviewet hjem. Men han skal mødes med Bo Lidegaard. Sådan er reglerne.

”Nå for søren. Kan vi mødes i lufthavnen?” prøver Mikkel Vuorela.

Interviewet skal hjem. Historien drejer sig om, hvordan han kan være chefredaktør for en avis, der skal være kritisk overfor magten, samtidigt med at hans bror er udenrigsminister, og han derfor selv ofte sidder til familiemiddag med magten.

”Nej for jeg er ved at komme for sent til mit fly,” siger Bo Lidegaard. Og så må Mikkel Vuorela finde en løsning.

”Ok. Sig hvilken vogn, du sætter dig ind i, så kan vi mødes på toget.”

Og det gør de så. Mikkel Vuorela får sit interview, og artiklen er i hus.

”Og så tog vi den der. Og det lykkedes jo. Så selvfølgelig påvirkede benspændene mig i mit arbejde der, for ellers havde vi bare taget interviewet i telefonen. Men jeg vil ikke sige, at det blev et væsentligt bedre interview, end det var blevet i telefonen,” siger Mikkel Vuorela.

Mikkel Vuorela er kulturjournalist på Politiken. Han har sagt ja til i syv uger at være underlagt 7 benspænd i sit journalistiske arbejde. Det samme har 7 andre journalister. Og et af de syv benspænd er netop, at man ikke må interviewe sine hovedkilder i telefonen.

Som vi plejer
Men det stopper ikke ved et nej til telefoninterviews. Mikkel Vuorela må heller ikke bruge den samme ekspertkilde flere gange, historier med kun én kilde er bandlyst, og så er det slut med at copy-paste andre mediers cases og citater. Man skal lave sin egen research.

Men er det overhovedet muligt at lave journalistik på stenaldermåden? Og giver det overhovedet mening?

De syv journalistiske benspænd er blevet til i samarbejde med journalister og redaktører fra forskellige mediearbejdspladser i Danmark. Men projektet er udtænkt af freelancejournalisten Nana Toft. Hun vil skubbe til de journalistiske hverdagsrutiner.

”Der er alt for meget, ’Sådan plejer vi at gøre’, Så nu prøver vi at gøre det på en ny måde. Jeg kan ikke se særligt mange redaktioner, som prøver sig med nogle kreative rammer for deres journalistik. Man gør meget, som man altid har gjort,” siger Nana Toft.

Men her fem uger inde i projektet står det klart, at benspændene ind i mellem er idealer, som ikke kan overføres til tidens mediebillede. Det oplevede journalisterne blandt andet, da SF forlod regeringen i februar. Her skulle det gå stærkt med at få nyheder til folket, og så måtte man gå på kompromis med dogmet om at mødes med alle sine hovedkilder.

Liv i telefoninterviewet
Selv har Nana Toft arbejdet med de syv benspænd i forbindelse med en single om en rumænsk langturschauffør, hun har skrevet for Zetland. Et projekt, hun mener, umuligt kunne være blevet lige så godt, hvis ikke hun havde overholdt alle benspændene.

”Jeg kan skrive under på, at jeg kunne aldrig have lavet den historie lige så godt. Det er bare blevet bedre. Det er velresearchet, det er tæt på min kilde, det er troværdigt. Jeg er bombesikker på, at alt, hvad der står, er faktatjekket i hoved og røv. Jeg er sikker på, at det er tæt på, hvem han er,” siger Nana Toft.

Mikkel Vuorela har også haft en oplevelse af, at de syv benspænd gav noget ekstra til opgaven. I forbindelse med et interview med en amerikansk musiker måtte han tage interviewet over Skype i stedet for telefonen. Det gav interviewet en ekstra dimension. Blandt andet fordi han var hjemme hos musikeren.

”Det gav noget liv i forhold til at lave et telefoninterview. Det er svært at lave en sektionsforside på et telefoninterview, men her kunne jeg se, hvordan han sad i sin stue med sin hund, og jeg kunne få lidt handling ind.”

Men derudover venter han stadig på den store revolution, hvor han kan sige, at de syv benspænd gjorde journalistikken markant bedre.

Start med Adam og Eva
Linette Jespersen, redaktionschef på Ekstrabladet.dk, tror ikke, det nødvendigvis er ønskværdigt at overholde alle syv dogmer. Ikke bare på hendes arbejdsplads.

”Det bliver lidt unuanceret. Jeg synes, journalistik er meget mere end denne her klassiske tanke om, hvad journalistik er, der er repræsenteret i dogmerne. Vi vil gerne give læserne den konstruktive journalistik, som forandrer, men vi vil også gerne underholde og give læserne det, folk taler om,” siger Linette Jespersen, som påpeger, at copy-paste dogmet kan virke begrænsende for journalistikken, da medierne er afhængige hinandens grundresearch for at kunne udbygge hinandens historier.

”Hvis man hele tiden skal starte fra Adam og Eva i tunge sager, er det sværere at bygge oven på en historie.”

Alligevel mener hun bestemt,  der ligger nogle rigtigt gode tanker bag benspændende. De tager fat i nogle af de problemstillinger, der også er en del af dagligdagen på Ekstrabladet.dk.

”Noget af det, vi tit kigger hinanden i øjnene og snakker om, er at komme ud i verden. Vi ser jo, at vi får mere, når vi kommer ud fra redaktionen og interviewer vores kilder ansigt til ansigt,” siger Linette Jespersen.

”Det er vigtigt, at vi tænker over, hvordan vi får kvalitet ind i journalistikken. Men tidspresset gør jo, at vi nogle gange tager nogle lidt lettere løsninger.”

Der har ikke været journalister fra Ekstrabladet med i projektet.

Paleojournalistik
For Mikkel Vuorela på Politiken har det været vigtigt, at benspændene gav mere til journalistikken. Det måtte ikke være benspænd for benspændenes skyld.

”Jeg synes, det ville være rigtigt ærgerligt, hvis man for at overholde benspændene skulle træffe nogle valg, som åbenlyst gjorde ens artikel dårligere. Så bliver det åndssvagt. Det skal kun være et være et værktøj til at gøre det bedre,” siger Mikkel Vuorela.

Og netop det, at holde fat i det konstruktive frem for det destruktive har da også været vigtigt for Nana Toft.

”Det er ikke meningen, at vi alle sammen skal bedrive paleo journalistik og følge alle 7 benspænd hver dag. Dette her er en ramme og et eksperiment, som skal gøre os bedre og forhåbentligt højne kvaliteten og det journalistiske produkt.”