Finkbeinertesten er opkaldt efter Ann Finkbeiner, efter hun skrev en artikel om en kvindelig astronom, hvor hun nægtede at nævne, at astronomen var kvinde.

Finkbeinertesten

Finkbeinertesten er opkaldt efter Ann Finkbeiner, efter hun skrev en artikel om en kvindelig astronom, hvor hun nægtede at nævne, at astronomen var kvinde.
Finkbeinertesten er opkaldt efter Ann Finkbeiner, efter hun skrev en artikel om en kvindelig astronom, hvor hun nægtede at nævne, at astronomen var kvinde. Foto: The new mercury readings

Jeg har lært noget nyt. Det hedder Finkbeinertesten? Eller nej? Det er at bruge Finkbeinertesten. Den kender du ikke? Det gjorde jeg heller ikke, men jeg er ret glad for, at jeg har fået lært at bruge den alligevel. Finkbeinertesten handler om, hvordan man præsenterer kvinders forskningsresultater. I Danmark er den ikke så nødvendig, men måske journalistikken skulle få sig en pendant.

På grund af mit fag som journalist, sker det, at jeg læser videnskabelige artikler. Hvis du ikke gør det, er det også ok. For du kan nok godt få noget fornuftigt ud af denne her blog alligevel. For som så meget andet, jeg skriver om, handler den om køn. Så jeg skal bede dig om at tænke på sidste gang, du læste en artikel, som handlede om videnskabelige resultater, der var opnået af en kvinde.

Var det sådan, at artiklen på et tidspunkt omtalte, at der var tale om en kvinde? Eller at der måske var tale om den første kvinde til at opnå noget. Det gør den her artikel for eksempel. Eller stod der noget om, hvad hendes mand laver til dagligt? Eller måske, hvordan hun får passet sine børn? Det kan tænkes, at den lige smed ind, at der var tale om en rollemodel for andre kvinder.

Hvis bare én af de her ting er opfyldt, kan artiklen ikke bestå finkbeinertesten.

Det er ok, du ikke har hørt om finkbeinertesten. Du behøver ikke føle dig dum. Jeg havde heller ikke hørt om den før denne morgen, hvor grafik Malene Hald gjorde mig opmærksom på den, da hun og Nene Labeet talte om denne her blog på Twitter.

Kort fortalt, er der tale om en måde at italesætte kvindelige forskeres resultater. Og hvordan ma ngør det i forhold til, hvordan man italesættermandlige forskeres resultater.

For at bestå Finkbeinertesten må en artikel ikke nævne nogen af de følgende syv emner:

–       Forskeren er kvinde
–       Forskerens ægtefælles job
–       Forskeren måde at få passet sine børn
–       Forskeren behandling af ansatte/personer ansat under forskeren
–       At forskeren blev overrasket over konkurrencementaliteten på sit felt
–       At forskeren er rollemodel for andre kvinde
–       At forskeren er ”den første kvinde til at…”

Med andre ord. Finkbeinertesten sikrer, at forskningsresultater præsenteres uden at kommentere på forskerens køn, når nu det ikke er det, artiklen handler om.

Du kan læse mere om Finkbeinertesten her og her

Selvfølgelig sætter testen tingene på spidsen i et dansk perspektiv. Vores forskere bliver ikke særligt ofte præsenteret, når man præsenterer deres resultater. Jeg vælger at lade som om, det ikke er vigtigt for os i Skandinavien. Måske jeg tager fejl.

Til gengæld oplever jeg at vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi taler om journalister.

Som danskere har vi jo ikke særligt meget lyst til at blande os i privatlivets fred. Alligevel måtte Matilde Kimer, der er korrespondent i blandt andet Ukraine og Rusland, i en periode hele tiden redegøre for, hvordan hun kunne dække krig, når hun havde tre børn. Kunne hendes mand mon løfte opgaven hjemme? Jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt mandlige journalister blive spurgt det samme.

“Men kan din kone godt være alene med jeres børn?”

Næppe et problem vel?

Jeg ved, at korrespondent i USA, Johannes Langkilde, har nogle børn. Men det er faktisk svært at finde oplysninger om, danske mandlige korrespondenters familieforhold. Det er til gengæld nemt at finde ud af, om de kvindelige korrespondenters privatliv. Der bliver spurgt ind til det, hver gang, de bliver interviewet.

Når jeg gerne vil virke klog, men ikke gider læse fagbøger, læser jeg tit bøger, hvor journalister bliver interviewet. Men jeg måtte lægge det bag mig i en periode, for i mange år blev jeg træt af kvindestereotyper, når jeg læste dem. For alle de ting, der listes op i Finkbeinertesten, er med, når kvinder skal beskrives, men ikke når interviewet drejer sig om mænd.

Og jeg forstår det ikke.

Det er smadder ligegyldigt for min måde at være journalist på, at min kæreste er kontanthjælpsmodtager. Det er ikke spor interessant, at jeg ikke har nogen børn. Det er i det hele taget hamrende ligegyldigt, hvordan jeg lever mit liv, hvis vi skal tale om journalistik.

Selvom man ikke skulle tro det, kan jeg godt lidt, at være den eneste i vernde, der mener, jeg er det mest interessante menneske i verden.

Du kan i øvrigt læse mere om kønning af journalistik her, hvor der er nogle ret gode betragtninger.

Og hvis du tænker, “der er da en anden test, som lyder lidt som denne her. Det var bare noget med film,” så er det nok bechdel-testen, du tænker på. Den kan du se mere om her.