cropped-portræt1.jpg

Verdens bedste kollektiv…

 

… skal have verdens bedste kolle. Og for at bevise, at det er mig, har jeg spurgt folk i hele verden, hvorfor I skal vælge mig som jeres nye kolle. Det kan I se i kortet lige her.

Jeg plejer at præsentere mig selv som Ronja Pilgaard, 25 år gammel og journaliststuderende. I virkeligheden er jeg nok mest af alt social, spejder, saxofonspiller og skrivekarl. Jeg er også engageret, initiativrig og ualmindelig – men det er hele vores generation jo.

Jeg vægter fællesskabet i kollektivet højt. Når jeg til dagligt sidder på en redaktion med 2 andre journalister – og ingen andre – har jeg brug for at tale om andet en kommunale beslutningsprocesser og regionale regnskaber, når jeg kommer hjem. Så vil jeg hellere tale om forskellen på Slots og Harboe Classic, eller hvad vi skal spise til aftensmad.

Og hvordan din dag har været.

Jeg kan rigtigt godt lide, den måde netop jeres kollektiv er inddelt i Ovenpå og Nedenunder – og alle sammen. Jeg vil rigtigt gerne slå det lidt for lange græs og grille i haven i weekenden sammen med jer. Jeg har lyst til at spille på Anders’ klaver – mest når I andre ikke er hjemme, for jeg spiller frygteligt. Og jeg vil være med til at se Game of Thrones, House of Cards, Twin Peaks og Orange is the new black i fjernsynsstuen sammen med jer.

Jeg har et ønske om at gå ind i jeres kollektiv fuldt og helt, og jeg håber, I har lyst til at have mig med.