kreativ boligsøgning

Var kreativ

Jeg har et stort netværk. I skrivende stund er der noget, som minder om 900 venner på Facebook. Jeg har dem kun på vennelisten, hvis jeg ville stoppe op på gaden og hilse på dem og spørge, hvordan det går. Jeg forventer det samme retur. Ellers står min profil piv-åben, og man er meget velkommen til at followe.

Som jeg har skrevet om før, leder jeg efter et sted at bo. Så jeg besluttede at gøre brug af det store netværk, og det er der faktisk kommet noget rigtigt godt ud af. Ikke alene har jeg lavet en fed og kreativ ansøgning, jeg har også plejet et netværk, som hurtigt kan løbe ud i sandet, hvis man ikke passer på.

Jeg vil gerne dele lidt her, både om det projekt, min ansøgning endte med at være, og hvorfor det også er pleje af netværk at bede om tjenester.

 

Siden det er sommer, er mange, jeg kender, ude at rejse. Samtidigt har jeg fra forskellige sammenhænge mange venner og bekendte, som bor ude i den store verden. Det besluttede jeg mig for at udnytte, og dermed få hele verden til at anbefale mig som ny roomate i et kollektiv, jeg søger plads hos. Jeg vil meget gerne bo i det her kollektiv, og ville derfor gerne gøre noget ekstraordinært ud af ansøgningen.

Derfor modtog rigtigt mange tidligere samarbejdspartnere, venner, bekendte, studiekammerater, spejderkammerater, musikere, sportsnørder og i det hele taget folk, jeg er stødt på i løbet af de sidste 25 år, en mail/facebook-besked/sms fra mig for halvanden uge siden, hvor jeg spurgte efter en tjeneste. Jeg bad dem filme 10-20 sekunder, hvor de sagde:

1. Hvad de hedder
2. Hvor de er henne i verden
3. Hvor de kender mig fra
4. Hvorfor det kollektiv, jeg søger plads hos, skal vælge netop mig som roomate.

Jeg ville gerne indlejre projektet her, men jeg har endnu ikke fundet det perfekte plug-in, så du må nøjes med et link. Du kan se hele projektet her.

Men i sidste ende, er jeg endt med en ansøgning, hvor folk fra hele verden anbefaler mig som ny kolle.

 

Mens jeg lavede det her projekt, spurgte flere mig, hvad mit netværk fik ud af det her. I princippet får de mennesker, jeg rækker ud efte,r ingenting. Alligevel vil jeg slå på tromme for, at der alligevel er tale om pleje af netværk. Nogle af de her mennesker har jeg ikke talt med i mere end et år. Det her giver mig en mulighed for at huske dem på, at jeg eksisterer, minde dem om, at jeg er kreativ, og samtidigt lade dem blive en del af min verden, selvom de måske sidder 5.000 km væk. Så bare det, at jeg rækker ud og deler min ide med dem, giver dem en påmindelse om, hvad jeg er for en person.

Nogle har valgt ikke at svare. Andet ville også overraske, da nogle også er gamle forretningspartnere, hvor jeg var i tvivl om, hvilket forhold, der var tilbage efter år uden kontakt. På denne måde får jeg testet det også. Som i så mange andre forhold, er det ikke dumt at føle hinanden lidt på tænderne og finde ud af, hvor man står i forhold til hinanden.

I det hele taget er pointen her, at du ikke skal være bange for at bruge dit netværk. Jeg har tidligere fået rettet skolestile af gamle engelske kolleger og fået bekendte til at foretage interviews, jeg ikke selv kunne være til stede til. Jeg trækker også ofte på bekendtes kontakter, når jeg leder efter kilder til en historie. Hvis det er min gamle kollegas datters venindes svigerfar, så er der trods alt større chance for, at de går med til et interview, end hvis der er tale om en komplet fremmed.

Som så meget andet her i livet handler det om, at hvis du giver lidt, får du trefold igen.

 

Hvordan det går med boligsøgningen? Det må vi se i fremtiden.