Jeg har købt en ny udgave af Tugt og utugt i mellemtiden. Jeg tror, det er den fjerde udgave, jeg har. Denne her kun i ét bind. Det har jeg ikke set før #NØRD!

Om gamle venner

I aften læser jeg en bog. Det er trettende gang, jeg læser den. Og det er nok ikke sidste gang. Forhåbentligt ikke. For der er nogle bøger, man kan man møde igen. De er gamle venner, man ikke har set i et stykke tid, men man kender dem så godt, at man er nødt til at have dem som en del af sit liv.

Da jeg var yngre åd jeg bøger til morgen middag og aften. Jeg læste Shakespeare, da jeg var fjorten, men fandt det banalt, og slugte derefter både Truman Capote, William Burroughs og Tom Kristensen råt.

Da jeg var 13 havde jeg læst det meste i hjemmebiblioteket, og min far, som er dansklærer, fandt det vist helt fortrinligt, og stak mig så et par bøger, der, uden at han vidste det, vendte hele min forståelse for litteratur på hovedet.

”Du er måske lidt for ung til dem her. Men prøv alligevel,” mener jeg at kunne huske, ordene var, da han stak mig Tugt og utugt i mellemtiden, efter jeg på fem koncentrerede timer havde reflekteret Se dagens lys i stykker.

Og jeg var for ung. Det var tungt og kedeligt at slæbe mig igennem første bind.

”Har du fået læst Tugt og utugt?” spurgte han. Nedslået måtte jeg svare nej, og kæmpe videre. Pakkede pænt bogen med i tasken, når jeg skulle et sted hen, men kom sjældent mere end et par sider ind. Som jeg husker det, måtte jeg sågar have en pause, hvor jeg læste noget andet, for at få den på afstand.

En hel måned endte det med at tage at læse første bind. Og da han spurgte, hvad jeg syntes, trak jeg på skuldrene.

Så rejste jeg til England med min moster. I en uge skulle jeg sidde i Oxford med to kvinder på 40+ og være 13 år gammel. Så jeg pakkede troligt andet bind af Tugt og utugt, og tænkte, at den nok kom ulæst med hjem igen.

Men så fangede magien. Selvom jeg også shoppede, gik på museer, spillede klaver og legede med mosterens hund, kom bogen hjem igen. Nu læst. For hver aften, når jeg bare lige skulle læse et enkelt kapital, fortærede jeg tre eller fire eller fem. For der var jo intetekstuelle referencer til næsten alt, jeg havde læst allerede.

Det var da ham psykiateren fra Lad tiden gå, og er det her ikke Docter Jekyll og Mister Hyde? Bliver der ikke refereret til det her i Se dagens lys? Og hedder ham der ikke det samme som ham der i en anden bog? Og er det ikke helt Mary Shellysk at transplantere en hjerne?

Siden den gang har jeg læst den ca. en gang om året. Nogle gange læser jeg kun andet bind. Jeg ved jo godt, hvad der står. Andre gange læser jeg det gule og lilla bind med en blyant bag øret, så jeg kan notere i marginen, hvis jeg har gode tanker undervejs. Netop de to bind er næsten elsket i stykker. Der er i hvert fald tale om lasede bøger. Og nu tænker du måske, at jeg vel kun har én udgave, når nu det drejer sig om den samme bog. Men nej. For det gør også en forskel for mig, hvordan bogen ser ud, og hvilken følelse, jeg har, når jeg læser den. Der er forskel på, om jeg sidder med den gule eller den sorte eller den sandfarvede, jeg fik til min fødselsdag af min ven Bo, der slet ikke vidste, at lige præcis den bog var noget ganske særligt.

Oftest læser jeg den, når bøgen springer ud, for da er Christians kærlighed mest blomstrende, men også gerne om vinteren, for da er Ludvigs had og vrede mest at føle. Og den grå tristesse klæder Aarhus så fint, når man går rundt med enkens sorg i ørene – som jo i øvrigt er den fineste gendigtning af et fantastisk gammelt dansk sagn.

I dag læser jeg den igen. Det planlagde jeg faktisk allerede i går, da jeg blev træt af at være i byen. Men jeg blev helt overbevist, da jeg kom hjem fra Vild med ord med den her

Jeg har købt en ny udgave af Tugt og utugt i mellemtiden. Jeg tror, det er den fjerde udgave, jeg har. Denne her kun i ét bind. Det har jeg ikke set før #NØRD!
Jeg har købt en ny udgave af Tugt og utugt i mellemtiden. Jeg tror, det er den fjerde udgave, jeg har. Denne her kun i ét bind. Det har jeg ikke set før #NØRD!

Og se, den er signeret

Skærmbillede 2014-08-30 kl. 16.02.56
Jeg kom til at fortælle forfatteren, at jeg havde læst bogen 12 gange allerede. Han mente, det måske var danmarksrekord. Jeg mener, det er tid til at læse den igen, for det er mindst to år siden sidst

At jeg har læst altid, er jeg i øvrigt overbevist om, har gjort mig til et mere dannet og helt menneske. Ikke kun inden for litteraturen, men også i mine samtaler med andre mennesker om alt muligt andet. For det gav mig en forståelse for sprog, menneskelige interaktioner, situationer og positioner, som kan være svære at opdrive i et parcelhus i Hammel. Men det er vist et andet bogindlæg.