Mother Russia

Min ven kiggede i dag forbi med nogle bøger, han havde lånt. Jeg sagde tak og fortalte, at jeg skulle sælge dem til en studerende fra andet semester, så jeg kunne få råd til mine russiskbøger for dette semester.

Han havde én kommentar,

“Er du så sikker på, at de angriber, at du er nødt til at lære russisk?”

Det var selvfølgelig for sjov, men alligevel har han en pointe.

Der er mange, der begynder til russisk nu. Der er mange, der ud af det blå interesserer sig for Østeuropa nu. Jeg kan godt forstå dem. Det er spændende, når verden eksploderer, og når vi sidder her oppe i freden, er det svært at se, at det også er frygteligt. Vi ved det godt, men vi forstår det ikke. Jeg gør i hvert fald ikke.

Jeg kan huske, jeg læste, at frygten for russerne gav os sprogofficeruddannelsen – og en masse andre ting, jeg ikke kan huske. For jeg tror også, der er mange, der frygter, at Putin angriber.

Om jeg tror, han gør det?

Det aner jeg da virkeligt ikke, og det tør jeg ikke at spå om, men da jeg for tre år siden spåede, at den kolde krig var på vej tilbage mente jeg det, og det gør jeg stadig. Vi har skabt en atombombe, som kan udslette jorden, og hvis nogen på den ene eller den anden side beslutter sig for at trykke på knappen, er det slut.

Jeg begynder at forstå den frygte, mange taler om, når man taler kold krig.

Men det er lige vigtigt for mig at pointere, selvom det får mig til at lyde  som landets underligste hipster: Jeg interesserede mig for Østeuropa og Rusland, før Ukraine sprang i luften. Jeg har lavet kommunikation for Asocio siden foråret 2013 og havde for en del år siden også russiske udvekslingsstudenter. There. Jeg fik det løftet fra mit bryst.

Nå men hvis nogen vil købe Politics eller Det Demokratiske system, eller sælger Møde i Petersborg billigt, så sig til, for Pilgaard begynder til russisk næste uge igen. Og det er ikke fordi, hun er bange for, at Putin angriber. Det kan hun nemlig ikke gøre noget ved, om han gør eller ej.

I aint saying shes a golddigger putin style