cigaretter øl og askebæger

Peter Pan 4ever

Har i dag en kort tekst på Informations hjemmeside. Den handler om at være i 20’erne. Men faktisk er det en meget amputeret version. Jeg havde nemlig ikke set, de kun ville have 1.000 tegn. Jeg havde læst det som 1.000 ord.

Så hvis du har mod på at læse den rigtige tekst, så ligger den her. Jeg modtager gerne smagsdommeri, omkring hvilken der er bedst.

 

Peter Pan 4ever

Tyverne er et djævelsk dejligt tomrum. Halvdelen af ens venner flytter sammen, bliver gift og får børn. Den anden halvdel – og mig – er fulde, og står på en bar til klokken fem, i håb om at nogen kommer forbi og siger, det nok skal gå. Vi er partnere på kryds og på tværs. For en enkelt aften, en stund, et kys.

Mit yndlingsbillede af mig selv er taget klokken fire om morgenen til min 20-års fødselsdag.  Mit hår er laksefarvet, jeg smiler og skeler, og cigaretten hænger i min mundvig, hvor den ser alt for lille ud. Jeg har min supermandsdyne over mig, og bag mig hænger en plakat med Batman. Uden ramme. Der er ikke noget ved det billede, der er charmerende.

Jeg har hvalpefedt.

Men den nat malede vi på væggene, og da jeg gik i seng tre timer senere, måtte jeg holde fast i min veninde, der lå nøgen i min sambos seng, for at det hele ikke gyngede for meget. Den morgen fandt jeg tre plader oven på hinanden på min pladespiller, fordi vi ikke kunne huske, hvordan man skiftede dem.

Og den morgen havde jeg ikke tømmermænd. Men jeg var bekymret for, om mine gæster gik hjem og huskede festen som frygtelig og mig som mærkelig.

Men lige på det billede, tror jeg, jeg er lykkelig.

Da jeg fem år senere samler mig selv op efter et kuldsejlet forhold, er det med et CV, der bugner, en opsparing og en uddannelse.

Vi lærte som det første i voksenlivet at stave til finanskrise, da vi var nyligt ude af ungdomsuddannelsen og med teenagetidens akavethed helt uden på tøjet. Nu har jeg polstret skjorten med jern. Og jeg har lært, at i dag kommer der ikke nogen og redder mig.

Modsat dem, der fik lov at være unge i fattigfirserne, er det ikke samfundets skyld i dag. Usikkerheden er blevet en anden. Én, der ikke handler om, hvordan andre ser mig, men om, hvordan jeg klarer mig.

Er jeg lige så god som de andre? Kan jeg få et job? Har jeg læst nok? Nogensinde?

Der er ikke tid i min hverdag til at overveje forældregenerationens besættelse af familieliv, fastforrentede lån og den slags voksenting.

En dag for ikke længe siden tænkte jeg, at hvis livet fortsætter i det her tempo, taber jeg enten mig selv helt på gulvet og går jastrausk i hundene, eller også bliver jeg faktisk til noget.

Jeg er 25 år gammel. Jeg er veluddannet og dannet. Jeg er i gang mindst 12 timer om dagen, og hende, der sad med sin supermandsdyne og sit laksefarvede hår på billedet, kender jeg ikke længere.

Men jeg er ikke blevet voksen, tror jeg ikke. Konceptet voksen er noget vores forældre tog til sig.

Da min far var på min alder, havde han to børn og en stedsøn. Han havde en hund, var gift, havde købt hus og skulle til at købe en bil.

For tidligere generationer var det målet at blive voksen på dén måde. Og nogle af vores venner begynder nu rejsen mod det uendelige familieunivers.

Imens er vi andre så fulde, vi ikke kan finde vores pung, vores nøgler, telefon, sjæl og vej. Der er ikke nogen, der venter alligevel.

Imens er vores karrierefokus blevet så omfattende, at der snart skal personer med lange videregående uddannelser til at passe en gulvvasker eller til at køre med aviser. Det kan man sikkert læse noget Bordieu ind i. Noget med kapital.

Imens kysser vi hinanden for en enkelt gang imellem at være to i et øjeblik, så vi da ikke er helt alene.

Jeg bor i en kælder og går i byen hver weekend. Modsat pigen på billedet, får jeg tømmermænd, og har slået mig selv på livet. Og samlet mig op igen. Hvis jeg er voksen, er jeg det i hvert fald på en anden måde end mine forældre.

Og det er alle de andre i tyverne vist også.