IMG_0817

Måtte slette mit indlæg

Der er rigtigt mange blogs derude. Nogle få er rigtigt gode. Men langt de fleste ville få meget ud af at stille sig selv fire enkle spørgsmål.

Jeg har lige slettet alt det, jeg havde skrevet. Det hele. Med vilje. Det var for selvudleverende og tjente ingen andre formål, end at jeg lige skulle have noget ned på papir om, hvordan det føltes at slette billederne af min ekskæreste og mig. De der billeder fra den gang, man var lykkelige. Velskrevet, var det. Men helt igennem ligegyldigt og slet ikke noget, der behøvede ramme offentligheden.

Hvorfor fortæller jeg det så alligevel? Fordi der er rigtigt mange af den slags blogs derude. Blogs, som ikke er reflekterede over, hvad læseren får ud af, at bruge tid på et indlæg. Blogs, som jeg ikke kan forestille mig, får særligt mange læsere, og blogs, som egentlig ikke har andet formål end at være en åben dagbog, der måske – og måske ikke – er mere selvudleverende, end hvad godt er for skribenten.

Derfor kommer jeg her med et par spørgsmål, som jeg altid stiller mig selv, før jeg trykker ‘Udgiv’.

1. Hvad får jeg ud af det her?

Selvfølelsen, i forhold det man skriver, skal altid være i top. Jeg vil og skal holde af mine tekster, for ellers er risikoen, for at andre ikke gider dem, meget stor. Men svaret skal gerne række ud over selvfølelsen. Hvad er det, jeg har brug for, at min tekst gør?

I det her tilfælde, som du sidder og læser nu, skal bloggen gerne generere læsere, som kan se, at jeg har en smule forstand på kommunikation. Der skal være noget trafik på min hjemmeside, så folk kan se, at jeg meget gerne vil det her journalistik. Jeg ved, der er mange som læse lister som den her. Gratis viden er altid godt for modtageren, og hvis den viden er god nok, får jeg positiv opmærksomhed. Det vil jeg gerne have.

Det kan også være, jeg har brug for et sted at bo. Det har vi jo set to eksempler på før. Her og her. Så får jeg skabt flere platforme, hvor folk kan se, at jeg har brug for et værelse, mens jeg også får blæret mig lidt med mine sociale kontakter.

Måske jeg bare har brug for at give andre en god læseoplevelse, som jeg gjorde det her. Det skal man heller ikke kimse af. Det er vigtigt.

Men i alle disse punkter, er der én ting, der går igen, og det leder mig videre til næste spørgsmål.

2. Hvad får min læser ud af det her?

Jeg ved godt, at langt de fleste, som læser min blog, kender mig i forvejen. Trafikken er i aktive perioder stabil, men den primære trafik kommer ind via Facebook og oftest gennem min egen profil. Alligevel insisterer jeg på, at mine læsere skal have andet ud af at læse min blog end blot at blive opdateret på mit liv. Hvis mine venner har brug for at høre, hvordan det går med mig, kan de sgu bare ringe. Det ved de godt.

Nej. Så hvad får læseren ud af det? Hvis ikke modtageren får noget ud af, hvad jeg skriver, hvorfor skulle vedkommende så overhovedet bruge sin tid på min blog?

Der er nogle elementer, man altid kan trække frem, for at give godt modtagerindhold. Det kan være en sjov historie, som er velskrevet. Det kan være gratis viden, som det her. Det kan være inspiration og deling af anbefalinger.

Men det skal død og pine være modtagerrelevant. Ellers er det jo skide ligegyldigt.

Der er masser af eksempler på blogs, som forsøger at fortælle den sjove historie, men som bare ikke formår at være sjov nok. Et godt eksempel på en, som rammer hovedet på sømmet hver eneste gang, og som virkelig er sjov, er Maren Uthaug.

3. Er der stavefejl?

Ja. Du læste rigtigt. Jeg korrekturlæser ALTID mine blogs. Bare lige overfladisk, men altid nok til at gribe et par enkelte fejl, som ellers ville have sneget sig med. Jeg ved med sikkerhed, at mange bloggere bare sender af sted, uden at gøre sig umage med hverken indhold eller udtryk. Fint for dem, men det giver et rigtigt dårligt førstehåndsindtryk, hvis der mangler et nutids-r eller kommaerne leger gemmeleg.

Selvfølgelig vil jeg altid være overbærende, hvis det er en 12-årig, der kaster sig ud i et blogforsøg. MEN! Mit job er at være journalist. Jeg skriver hver dag. Og så er det sgu godt nok pinligt, hvis jeg ikke har styr på de allermest basale dele af formidlingen – som stavning og kommatering.

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg ikke noget problem med, at folk ikke kan stave. Men sjusk får kun én reaktion fra mig, og det er, at jeg lukker for vinduet.

4. Hvem rammer den her tekst?

Det er sjældent, der er et behov for at yde selvcensur her i det lille hjem. Jeg siger oftest tingene, som de er. Alligevel sørger jeg altid for at være opmærksom på, om min tekst eller mine billeder rammer nogen, hvordan de rammer, og om de behøver ramme.

Lad os tage teksten, jeg lige har slettet som eksempel. Jeg havde brug for at skrive nogle trælse ting om min ekskæreste, og selvom jeg godt ved, at sandsynligheden for, at han nogensinde kommer til at læse dem, er meget lille, er der absolut ingen grund til i hele verden at hænge ham ud. Det eneste, en sådan handling kan gøre, er at stille mig i et overmådeligt dårligt lys. Hende gider jeg ikke være.

 

Min nu slettede tekst dumpede på samtlige af de ovenstående spørgsmål. Jeg fik det ud af systemet, men behøvede ikke offentliggøre det for nogen. Sådan burde flere tænke – sagde hun og pudsede glorien, fordi hun havde glemt en masse indlæg, som overhovedet ikke lever op til de her fire kriterier.

Men har du sådan nogle kriterier, du bruger, før du smider din blog op?

Og har du eksempler på nogen, som blogger helt fantastisk?

Så hører jeg rigtigt gerne fra dig!